Jeremias 17,14 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

1 Åh, Judas folk, jeres ondskab er mejslet ind i jeres stenhårde hjerter og ridset med diamant på jeres altres horn. 2 I tænker ikke på andet end de afgudsaltre og Asherapæle, I har rejst under hvert et træ, 3 på hver en høj og på hver en slette. Derfor vil jeg udlevere alle jeres rigdomme og skatte til jeres fjender. Det er straffen for alle de synder, I har begået. 4 Det er jeres egen skyld, at dette vidunderlige land, som jeg gav jer, nu bliver revet ud af hænderne på jer, og at I føres bort som slaver til fjendens land. I har provokeret mig, så min vrede er flammet op imod jer og brænder med en uudslukkelig ild.” 5 Herren fortsatte: „Min dom vil ramme dem, der sætter deres lid til mennesker, stoler på deres egen styrke og i hjertet gør oprør mod mig. 6 De er uden håb og uden fremtid som en forkrøblet enebærbusk i den glødende ørken, på den saltholdige og golde jord, hvor ingen ville drømme om at bosætte sig. 7 Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. 8 De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt. 9 Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem. 10 Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler. 11 Mennesker, som bliver rige på andres bekostning, er som fugle, der udruger æg, de ikke selv har lagt. Før eller senere mister de deres rigdomme og ender som fattige tåber.” 12 Derpå sagde jeg til Herren: „Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen. 13 Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand. 14 Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig. 15 Mennesker håner mig og siger: ‚Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’ 16 Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt. 17 Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb. 18 Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.” 19 Da sagde Herren til mig: „Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte. 20 Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet. 21 Herren siger: Hvis I har livet kært, skal I holde sabbatsdagen hellig. I må ikke bære varer ind gennem Jerusalems porte på den dag. 22 I må ikke bære byrder ud fra jeres huse eller i det hele taget udføre noget arbejde på sabbatten. I skal holde hviledagen hellig, som jeg befalede jeres forfædre. 23 Desværre adlød de ikke. De var så frygtelig stivnakkede og nægtede at høre på mine advarsler. 24 Men hvis I adlyder mig, holder sabbatsdagen hellig og undlader at arbejde og handle på den dag, 25 skal I få lov til altid at blive boende i Jerusalem. Så vil Davids slægt få lov til at blive ved med at regere i Jerusalem. Kongen og hans embedsmænd vil ride gennem byens porte i pomp og pragt, og I skal få lov at bo i Jerusalem for altid. 26 Fra Jerusalem og omegn, fra Judas og Benjamins byer, fra de vestlige bakkeskråninger, fra det centrale højland og fra Negev i syd skal folket vandre op til templet med deres brændofre, afgrødeofre og røgelse for at bringe lovprisningsofre til mig. 27 Hvis I derimod nægter at høre på mig, og hvis I ikke holder sabbatsdagen hellig, men bringer alle jeres handelsvarer gennem Jerusalems porte, så vil jeg sætte ild til portene, og ilden vil brede sig til byens paladser, så de bliver brændt ned til grunden, uden at nogen kan forhindre det.”

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Judas Sünde und Strafe

1 Die Sünde Judas ist geschrieben mit eisernem Griffel und mit diamantener Spitze gegraben auf die Tafel ihres Herzens und auf die Hörner an ihren Altären; (1.Kong 14,22; Jer 31,33) 2 denn ihre Söhne denken an ihre Altäre und Ascherabilder unter den grünen Bäumen und auf den hohen Hügeln. 3 Aber ich will deine Opferhöhen auf Bergen und Feldern samt deiner Habe und allen deinen Schätzen zum Raube geben um der Sünde willen, die in deinem ganzen Gebiet begangen ist. (Jer 15,13) 4 Und du musst von deinem Erbe lassen, das ich dir gegeben habe, und ich will dich zum Knecht deiner Feinde machen in einem Lande, das du nicht kennst; denn ihr habt ein Feuer meines Zorns angezündet, das ewiglich brennen wird.

Falsches und wahres Vertrauen

5 So spricht der HERR: Verflucht ist der Mann, der sich auf Menschen verlässt und hält Fleisch für seinen Arm und weicht mit seinem Herzen vom HERRN. (2.Krøn 32,8; Salm 118,8; Salm 146,3) 6 Der ist wie ein Strauch in der Wüste und wird nicht sehen das Gute, das kommt, sondern er wird bleiben in der Dürre der Wüste, im unfruchtbaren Lande, wo niemand wohnt. (Jer 48,6) 7 Gesegnet ist der Mann, der sich auf den HERRN verlässt und dessen Zuversicht der HERR ist. (Salm 146,5) 8 Der ist wie ein Baum, am Wasser gepflanzt, der seine Wurzeln zum Bach hin streckt. Denn obgleich die Hitze kommt, fürchtet er sich doch nicht, sondern seine Blätter bleiben grün; und er sorgt sich nicht, wenn ein dürres Jahr kommt, sondern bringt ohne Aufhören Früchte. (Salm 1,3) 9 Es ist das Herz ein trotzig und verzagt Ding; wer kann es ergründen? 10 Ich, der HERR, kann das Herz ergründen und die Nieren prüfen und gebe einem jeden nach seinem Tun, nach den Früchten seiner Werke. (1.Sam 16,7; Salm 7,10; Ord 15,11; Jer 32,19; Rom 2,6)

1.Sam 16,7Salm 7,10Ord 15,11Jer 32,19Rom 2,6

11 Wie ein Rebhuhn, das sich über Eier setzt, die es nicht gelegt hat, so ist, wer unrecht Gut sammelt; denn mitten im Leben muss er davon und zuletzt steht er als Narr da. (Luk 12,20) 12 Aber die Stätte unseres Heiligtums ist der Thron der Herrlichkeit, erhaben von Anbeginn. (Jer 3,17) 13 Denn du, HERR, bist die Hoffnung Israels. Alle, die dich verlassen, müssen zuschanden werden, und die Abtrünnigen müssen auf die Erde geschrieben werden; denn sie verlassen den HERRN, die Quelle des lebendigen Wassers. (Jer 2,13)

Jeremias Gebet in Anfechtung (Jeremias dritte Klage)

14 Heile du mich, HERR, so werde ich heil; hilf du mir, so ist mir geholfen; denn du bist mein Ruhm. (2.Mos 15,26; Salm 6,3; Salm 109,1) 15 Siehe, sie sprechen zu mir: »Wo ist denn des HERRN Wort? Soll es doch kommen!« (Es 5,19) 16 Aber ich habe dich nie gedrängt, Unheil kommen zu lassen; auch hab ich den bösen Tag nicht herbeigewünscht, das weißt du. Was ich gepredigt habe, das liegt offen vor dir. 17 Sei du mir nur nicht schrecklich, meine Zuversicht in der Not! 18 Lass die zuschanden werden, die mich verfolgen, und nicht mich; lass sie erschrecken, und nicht mich. Lass den Tag des Unheils über sie kommen und zerschlage sie zwiefach! (Salm 35,4)

Die Heiligung des Sabbats

19 So sprach der HERR zu mir: Geh hin und tritt ins Tor des Volks, durch das die Könige von Juda aus und ein gehen, und in alle Tore Jerusalems (Neh 13,15) 20 und sprich zu ihnen: Höret des HERRN Wort, ihr Könige Judas und ganz Juda und alle Einwohner Jerusalems, die durch diese Tore gehen! 21 So spricht der HERR: Hütet euch um eures Lebens willen und bringt keine Last am Sabbattag durch die Tore Jerusalems (2.Mos 20,8) 22 und tragt keine Last am Sabbattag aus euren Häusern und tut keine Arbeit, sondern heiligt den Sabbattag, wie ich euren Vätern geboten habe. (Es 56,2) 23 Aber sie hörten nicht und neigten ihre Ohren nicht, sondern blieben halsstarrig, dass sie ja nicht auf mich hörten noch Zucht annähmen. (Jer 7,26) 24 Wenn ihr nun auf mich hören werdet, spricht der HERR, dass ihr am Sabbattag keine Last durch die Tore dieser Stadt tragt, sondern den Sabbat heiligt, dass ihr an diesem Tage keine Arbeit tut, 25 so sollen auch durch die Tore dieser Stadt aus und ein gehen Könige und Fürsten, die auf dem Thron Davids sitzen und die mit Ross und Wagen fahren, sie und ihre Fürsten, die Männer Judas und die Einwohner Jerusalems; und diese Stadt soll für immer bewohnt werden. (Jer 22,4) 26 Und sie sollen kommen aus den Städten Judas und aus der Gegend von Jerusalem und aus dem Lande Benjamin, aus dem Hügelland und vom Gebirge und vom Südland, die da bringen Brandopfer, Schlachtopfer, Speisopfer und Weihrauch und die da Dankopfer bringen zum Hause des HERRN. (Jer 32,44; Jer 33,13) 27 Werdet ihr aber nicht auf mein Gebot hören, den Sabbattag zu heiligen und keine Last am Sabbattag zu tragen durch die Tore Jerusalems, so will ich ein Feuer in ihren Toren anzünden, das die festen Häuser Jerusalems verzehrt und nicht gelöscht werden kann. (Ez 20,12; Amos 2,5)