1En dag sagde Herren til mig:2„Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.”3Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive.4Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.5Så sagde Herren til mig:6„Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd.7Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse.8Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.9Hvis jeg lover at velsigne et folk,10men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”11Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.”12Men folket svarede: „Nej, vi gør, hvad vi vil! Og vi har tænkt os at blive ved med at følge, hvad du kalder vores ondskab.”13Da svarede Herren: „Har man hørt noget lignende? Ikke engang de gudløse folkeslag er så oprørske. Mit folks hovmod overgår enhver beskrivelse.14Sneen på Libanons bjerge smelter aldrig helt, og vandløbene med det kolde smeltevand tørrer aldrig ud.15Men med mit folk er det anderledes. De har svigtet mig og vendt sig til tåbelige afguder. De er drejet af fra den gamle og sikre lydighedsvej, og vader nu rundt på syndens mudrede stier.16Derfor vil deres land opleve en frygtelig straf og blive et mindesmærke over deres tåbelighed. Alle, der kommer forbi, vil undre sig og ryste på hovedet over dets grufulde skæbne.17Når fjenden kommer, vil mit folk blive spredt for alle vinde som støvet, der hvirvles bort af østenvinden. Når ulykken er over dem, vender jeg ryggen til dem. Jeg hjælper dem ikke.”18Det fik folk til at udbryde: „Kom, lad os blive af med Jeremias! Vi har stadig vores præster til at undervise i loven, vismænd til at give os gode råd, og profeter til at fortælle os Guds vilje. Lad os anklage ham for domstolen, så vi bliver fri for at høre på ham.”19Da bad jeg til Herren: „Hjælp mig, Herre. Hør, hvad mine fjender har planer om at gøre.20Skal de have lov til at gengælde godt med ondt? De er ude på at slå mig ihjel, skønt jeg gik i forbøn for dem og prøvede at beskytte dem mod din vrede.21Så lad dem da få, hvad de fortjener. Lad deres børn sulte ihjel eller blive dræbt med sværdet. Lad deres koner blive barnløse enker. Lad deres gamle mænd dø af sygdom og deres unge mænd falde i krigen.22Lad skrigene høres fra deres hjem, når de tages på sengen af fjendens krigere. For de har gravet en faldgrube og sat fælder langs min vej.23Herre, du kender deres morderiske planer. Tilgiv dem ikke, se ikke igennem fingre med deres synder. Lad dem få med dig og din vrede at bestille.”
1Dies ist das Wort, das geschah vom HERRN zu Jeremia:2Mach dich auf und geh hinab in des Töpfers Haus; dort will ich dich meine Worte hören lassen.3Und ich ging hinab in des Töpfers Haus, und siehe, er arbeitete eben auf der Scheibe.4Und wenn der Topf, den er aus dem Ton machte, ihm unter den Händen missriet, machte er daraus wieder einen andern Topf, ganz wie es ihm gefiel.5Da geschah des HERRN Wort zu mir:6Kann ich nicht ebenso mit euch umgehen, ihr vom Hause Israel, wie dieser Töpfer?, spricht der HERR. Siehe, wie der Ton in des Töpfers Hand, so seid auch ihr in meiner Hand, Haus Israel. (Es 45,9; Rom 9,21)7Bald rede ich gegen ein Volk und Königreich, dass ich es ausreißen, einreißen und zerstören will; (Jer 1,10)8wenn sich aber das Volk, gegen das ich geredet habe, von seiner Bosheit bekehrt, so reut mich auch das Unheil, das ich ihm gedachte zu tun. (Jer 26,3; Ez 33,11; Jonas 3,10)9Und bald rede ich über ein Volk und Königreich, dass ich es bauen und pflanzen will;10wenn es aber tut, was mir missfällt, dass es meiner Stimme nicht gehorcht, so reut mich auch das Gute, das ich ihm verheißen hatte zu tun. (1.Mos 6,6)11Und nun sprich zu den Leuten in Juda und zu den Bürgern Jerusalems: So spricht der HERR: Siehe, ich bereite euch Unheil und fasse gegen euch einen Plan. So bekehrt euch doch, ein jeder von seinem bösen Wege, und bessert euern Wandel und euer Tun! (Jer 7,3; Jer 11,11; Jer 26,13)12Aber sie werden sprechen: Daraus wird nichts! Wir wollen unsern eigenen Plänen folgen und jeder nach dem Starrsinn seines bösen Herzens handeln. (Jer 2,25; Jer 6,16; Jer 11,8)13Darum, so spricht der HERR: Fragt doch unter den Völkern: Wer hat je dergleichen gehört? Gräuliche Dinge hat die Jungfrau Israel getan!14Weicht denn von den felsigen Hängen der Schnee des Libanon? Oder versiegen die laufenden Wasser aus sprudelnden Quellen?15Mein Volk jedoch hat mich vergessen. Sie opfern den nichtigen Göttern. Die haben sie zu Fall gebracht auf ihren von alters her gebahnten Wegen. So müssen sie nun gehen auf Pfaden, auf ungebahntem Weg, (Jer 2,23)16auf dass ihr Land zur Wüste werde, ihnen zur ewigen Schande, dass, wer vorübergeht, sich entsetze und den Kopf schüttle. (Jer 19,8)17Denn wie der Ostwind will ich sie zerstreuen vor dem Feind; ich will ihnen den Rücken und nicht das Antlitz zeigen am Tag ihres Verderbens. (Jer 2,27)
Jeremias Gebet gegen seine Feinde (Jeremias vierte Klage)
18Sie sprachen: »Kommt und lasst uns gegen Jeremia Pläne schmieden; denn dem Priester wird’s nicht fehlen an Weisung noch dem Weisen an Rat noch dem Propheten am Wort! Kommt, lasst uns ihn mit Worten totschlagen und nichts geben auf alle seine Reden!«19HERR, hab acht auf mich und höre die Stimme meiner Widersacher!20Ist’s recht, dass man Gutes mit Bösem vergilt? Denn sie haben mir eine Grube gegraben! Gedenke doch, wie ich vor dir gestanden bin, um für sie zum Besten zu reden und deinen Grimm von ihnen abzuwenden! (Salm 35,7; Salm 35,12)21So gib nun ihre Kinder dem Hunger preis und lass sie ins Schwert fallen, dass ihre Frauen kinderlos und Witwen seien und ihre Männer vom Tode getroffen und ihre junge Mannschaft im Krieg vom Schwert erschlagen werden; (Jer 11,22)22dass Geschrei aus ihren Häusern gehört werde, wenn du plötzlich Kriegsvolk über sie kommen lässt. Denn sie haben eine Grube gegraben, mich zu fangen, und meinen Füßen Fallen gestellt.23Aber du, HERR, kennst alle ihre Anschläge gegen mich, dass sie mich töten wollen. So vergib ihnen ihre Missetat nicht und tilge ihre Sünde nicht aus vor dir! Lass sie vor dir zu Fall kommen und handle an ihnen zur Zeit deines Zorns! (Luk 23,34)