von Genfer Bibelgesellschaft1Hallelujah! Dankt dem HERRN, denn er ist gütig, denn seine Gnade währt ewiglich! (1Chr 16,34; Ps 135,1; Ps 136,1; Ps 146,1; Offb 19,1; Offb 19,3; Offb 19,6)2Wer kann die Machttaten des HERRN beschreiben und all seinen Ruhm verkünden? (1Chr 16,24; Neh 9,5; Röm 11,33)3Wohl denen, die das Recht beachten, die Gerechtigkeit üben allezeit! (Jes 56,1; Jak 1,25)4Gedenke an mich, o HERR, aus Gnade gegen dein Volk; suche mich heim mit deiner Rettung, (Ps 25,7; Lk 1,54)5dass ich das Glück deiner Auserwählten schaue, dass ich mich freue an der Freude deines Volkes und mich rühme mit deinem Erbteil. (5Mo 32,9; Ps 105,43; Jes 66,10; Zef 3,14)6Wir haben gesündigt samt unseren Vätern, wir haben Unrecht getan, haben gottlos gehandelt. (3Mo 26,40; 1Kön 8,46; Dan 9,5)7Unsere Väter in Ägypten achteten nicht auf deine Wunder, sie gedachten nicht an deine große Gnade und waren widerspenstig am Meer, am Schilfmeer. (2Mo 14,11; Ps 5,11; Ps 78,1; Ps 103,2)8Aber er rettete sie um seines Namens willen, um seine Stärke offenbar zu machen. (2Mo 14,31; Ps 111,6; Hes 20,9)9Und er bedrohte das Schilfmeer, dass es vertrocknete, und ließ sie durch die Fluten gehen wie auf einer Steppe. (Jes 63,11; Apg 7,36)10Und er rettete sie von der Hand des Hassers und erlöste sie aus der Hand des Feindes. (Ps 107,2)11Und das Wasser bedeckte ihre Bedränger; nicht einer von ihnen blieb übrig. (2Mo 14,28; 2Mo 15,4)12Da glaubten sie seinen Worten und sangen sein Lob. (2Mo 14,31; 2Mo 15,1; Joh 2,23)13Aber sie vergaßen seine Werke bald; sie warteten nicht auf seinen Rat, (2Mo 15,24; Ps 106,7; Ps 106,21; Kla 3,26)14sondern sie wurden begehrlich in der Wüste und versuchten Gott in der Einöde. (Ps 78,18)15Und er gab ihnen, was sie forderten, aber er sandte Auszehrung in ihre Seelen. (Ps 78,29)16Und sie wurden eifersüchtig auf Mose im Lager, auf Aaron, den Heiligen des HERRN. (4Mo 16,1)17Da tat sich die Erde auf und verschlang Dathan und bedeckte die Rotte Abirams; (2Mo 16,31; 5Mo 11,6)18und Feuer verzehrte ihre Rotte, eine Flamme versengte die Gottlosen. (4Mo 16,35; Hebr 10,26)19Sie machten sich ein Kalb am Horeb und warfen sich nieder vor dem gegossenen Bild. (2Mo 32,1)20Sie vertauschten den, der ihre Herrlichkeit war, gegen das Abbild eines Stiers, der Gras frisst. (2Mo 32,4; Jer 2,11; Röm 1,23)21Sie vergaßen Gott, ihren Retter, der Großes getan hatte in Ägypten, (5Mo 32,18; Ps 78,42; Jes 63,8; Jer 2,32)22Wunder im Land Hams, Furchtbares am Schilfmeer. (5Mo 4,34; Ps 105,27)23Und er gedachte sie zu vertilgen, wenn nicht Mose, sein Auserwählter, in den Riss getreten wäre vor ihm, um seinen Grimm abzuwenden, dass er sie nicht vertilgte. (2Mo 32,11; Hes 22,30)24Sie verachteten das liebliche Land, sie glaubten seinem Wort nicht. (4Mo 13,32; 5Mo 1,32; Jes 3,19)25Und sie murrten in ihren Zelten, sie gehorchten nicht der Stimme des HERRN. (Hebr 3,16)26Da erhob er seine Hand gegen sie [und schwor], sie niederzustrecken in der Wüste (4Mo 14,29; Hes 20,15)27und ihren Samen unter die Heidenvölker zu werfen und sie zu zerstreuen in die Länder. (3Mo 26,33; Hes 20,23)28Und sie hängten sich an den Baal-Peor und aßen Opfer der toten [Götzen], (4Mo 25,1; Hos 9,10; 1Kor 8,4; 1Kor 10,19)29und sie reizten ihn mit ihrem Tun; da brach die Plage unter ihnen aus. (4Mo 25,8; Ps 106,32; Ps 106,40; 1Kor 10,8)30Aber Pinehas trat auf und übte Gericht, sodass die Plage aufgehalten wurde. (4Mo 25,6; Jos 7,12)31Das wurde ihm zur Gerechtigkeit angerechnet auf alle Geschlechter, in Ewigkeit. (4Mo 25,11; 5Mo 24,13)32Und sie erzürnten ihn am Haderwasser, und es erging Mose schlecht um ihretwillen. (4Mo 20,12)33Denn sie erbitterten sein Gemüt, sodass er unbedacht redete mit seinen Lippen. (4Mo 20,10; 4Mo 27,13; Ps 39,2; Spr 12,13)34Sie vertilgten die Völker nicht, wie ihnen der HERR geboten hatte; (5Mo 7,2; 5Mo 7,16; Ri 1,21)35sondern sie vermischten sich mit den Heidenvölkern und lernten ihre Werke. (Ri 3,5; Röm 12,2; 1Kor 15,33)36Und sie dienten ihren Götzen, und diese wurden ihnen zum Fallstrick. (2Mo 23,32)37Und sie opferten ihre Söhne und ihre Töchter den Dämonen. (5Mo 12,30; 2Kön 16,3; 1Kor 10,20)38Und sie vergossen unschuldiges Blut, das Blut ihrer Söhne und ihrer Töchter, die sie den Götzen Kanaans opferten; und so wurde das Land durch Blutschuld entweiht. (4Mo 35,33; 2Kön 17,17; Jes 1,15; Jer 19,4; Hes 7,23; Hes 16,20)39Und sie machten sich unrein mit ihren Werken und begingen Hurerei mit ihrem Tun. (2Mo 34,14; Jer 3,6; Hes 20,30)40Da entbrannte der Zorn des HERRN gegen sein Volk, und er verabscheute sein Erbteil. (5Mo 9,29; Ri 2,14)41Und er gab sie in die Hand der Heidenvölker, dass ihre Hasser über sie herrschten. (Neh 9,27)42Und ihre Feinde bedrückten sie, und sie wurden gedemütigt unter ihre Hand. (Ri 4,2)43Er errettete sie oftmals; aber sie widerstrebten ihm mit ihren Plänen, und sie sanken immer tiefer durch ihre Ungerechtigkeit. (Ri 2,16; Ri 6,6; 2Chr 36,16; Ps 106,3)44Aber er sah ihre Not an, als er ihr Schreien hörte, (Neh 9,27)45und er gedachte an seinen Bund mit ihnen und empfand Mitleid nach seiner großen Gnade; (2Mo 2,24; 3Mo 26,42; Neh 9,17; Neh 13,22; Jer 33,25)46und er ließ sie Barmherzigkeit finden bei allen, die sie gefangen hielten. (1Kön 8,50; Esr 9,9; Jer 42,12)47Rette uns, HERR, unser Gott! Sammle uns aus den Heidenvölkern, dass wir deinem heiligen Namen danken und uns glücklich preisen, zu deinem Ruhm! (1Chr 16,35; Ps 142,8)48Gepriesen sei der HERR, der Gott Israels, von Ewigkeit zu Ewigkeit! Und alles Volk soll sagen: Amen! Hallelujah! (1Chr 16,36; Ps 89,53)
1Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?3Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret.4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder.5Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig.6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert.7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden.9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over.10Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had.11Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en.12Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham.13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje.14I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed.15Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør.16Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst.17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.18Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør.19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal.20De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs.21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis.22Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav.23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.24De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte.25De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord.26Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen.27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande.28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder.29Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem.30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op.31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for.32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren.33De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet.34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde.35De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke,36så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke.37De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder.38Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod.39Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.40Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk.41Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem.42De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder.43Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd.44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde.45Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.46Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.47Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn.48Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!