Psalm 95

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 Kommt, lasst uns jubeln vor Jahwe / und uns freuen am Fels unseres Heils!2 Lasst uns vor ihn treten mit Dank, / ihn mit Lobliedern erfreuen!3 Denn ein mächtiger Gott ist Jahwe, / ein großer König über alle Götter.4 Ihm gehören die Tiefen der Erde, / die Höhen der Berge sind ebenfalls sein.5 Sein ist das Meer, denn er hat es gemacht, / und das Festland ist von seinen Händen geformt.6 Kommt, lasst uns anbeten, / uns beugen vor ihm! / Lasst uns vor Jahwe knien, / der uns erschuf!7 Denn er ist unser Gott / und wir sind sein Volk. / Er führt uns wie eine Herde / und sorgt für uns wie ein Hirt. Und wenn ihr heute seine Stimme hört,8 verschließt euch seinem Reden nicht / wie Israel es damals bei Meriba tat, / an dem Tag in der Wüste bei Massa.[1] (2Mo 17,7)9 Mich hatten sie dort auf die Probe gestellt! / Mich haben eure Väter versucht / und sahen meine Taten doch selbst.10 Vierzig Jahre lang empfand ich Ekel vor diesem Geschlecht. / „Sie sind ein Volk, dessen Herz sich verirrt“, sagte ich mir, / „denn meine Wege kennen sie nicht.“11 Schließlich schwor ich mir im Zorn: / „Die kommen nie zur Ruhe in meinem Land!“[2] (Hebr 3,7)

Psalm 95

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2 Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3 For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4 Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5 Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6 Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7 Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8 Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2Mo 17,7)9 De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10 Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11 Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”