Psalm 102 | Neue evangelistische Übersetzung

Neue evangelistische Übersetzung

Gebet eines Unglücklichen

1 Gebet eines tief Gebeugten, der schwach ist und vor Jahwe seine Sorge ausschüttet. 2 Jahwe, hör mein Gebet! / Mein Schreien dringe zu dir! 3 Verbirg dein Gesicht nicht vor mir, wenn ich in Bedrängnis bin! / Neige dich herab und höre mich an! / Jetzt rufe ich, erhöre mich doch bald! 4 Meine Tage gehen auf in Rauch, / mein Körper glüht, als ob es in mir brennt. 5 Wie Gras versengt und verdorrt ist mein Herz, / denn das Essen habe ich vergessen. 6 Mein lautes Stöhnen hat mich ausgezehrt. / Nur Haut und Knochen bin ich noch. 7 Ich gleiche einem Pelikan, der in der Wüste steht, / der Eule, die in den Ruinen haust. 8 Ich liege wach und fühle mich / wie ein einsamer Vogel auf einem Dach. 9 Den ganzen Tag verhöhnen meine Feinde mich. / Spötter nutzen meinen Namen zum Fluch. 10 Asche ist mein Brot geworden, / und mein Trank ist mit Tränen gemischt, 11 denn es traf mich dein furchtbarer Zorn. / Du hast mich gepackt und zu Boden geschmettert. 12 Wie Schatten dehnen meine Tage sich aus / und ich verdorre wie Gras. 13 Doch du bleibst in Ewigkeit, Jahwe, / an dich denkt jede Generation. 14 Du wendest dich Zion voller Barmherzigkeit zu, / denn es ist Zeit, ihm gnädig zu sein, die Stunde ist da. 15 Denn deine Diener haben seine Steine lieb / und trauern über den Schutt. 16 Dann fürchten die Völker den Namen Jahwes, / die Herrscher der Erde deine Herrlichkeit, 17 denn dann hat Jahwe Zion wieder aufgebaut, / hat sich gezeigt in Herrlichkeit, 18 hat die Gebete der Verlassenen gehört / und ihre Bitten nicht verschmäht. 19 Dies sei geschrieben für die kommende Generation. / Dann wird Jahwe von einem Volk gelobt, das noch erschaffen wird. 20 Gewiss schaute Jahwe herab aus heiliger Höhe, / vom Himmel hat er auf die Erde geblickt. 21 Da hört er das Stöhnen der Gefangenen / und rettet sie vor dem sicheren Tod. 22 So wird man in der Zionsstadt seinen Namen verkünden / und in Jerusalem sein Lob. 23 Völker werden sich dann versammeln, / und die Königreiche kommen zum Dienst Jahwes. 24 Auf dem Weg brach er meine Kraft, / er hat mein Leben verkürzt. 25 Ich sagte: „Mein Gott, nimm mich nicht in der Lebensmitte schon weg!“ / Du überdauerst die Generationen. 26 Einst hast du die Erde gegründet / und der Himmel ist das Werk deiner Hand. 27 Sie werden vergehen, du aber bleibst, / sie werden zerfallen wie ein altes Kleid. / Du wechselst sie wie ein Gewand, und sie schwinden dahin. 28 Du aber bleibst wie du bist, / und deine Jahre enden nie.^[1] (Hebr 1,10) 29 Die Kinder deiner Diener werden in Sicherheit wohnen / und ihre Nachkommen gedeihen vor dir.

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Bøn om Herrens indgreb

1 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp. 2 Herre, hør min bøn, lad mit nødråb nå frem til dig. 3 Vend dig ikke bort fra mig, for jeg lider og er i stor nød. Hør mig, når jeg kalder på dig, kom mig hurtigt til hjælp. 4 Jeg føler mit liv forsvinde som en røg, det er, som om jeg blev lagt på et bål. 5 Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne, jeg har mistet lysten til at spise. 6 Jeg sukker og stønner højlydt, jeg er snart ikke andet end skind og ben. 7 Jeg er mager som en grib i ørkenen, som en ugle i øde ruiner. 8 Om natten ligger jeg vågen og jamrer, så ulykkelig som en ensom fugl på taget. 9 Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender, de gør nar af mig og forbander mig. 10 Den mad, jeg spiser, smager som aske, min drik er blandet med tårer, 11 fordi du udøste din vrede over mig, du tog mig i kraven og kastede mig bort. 12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen, jeg visner bort som afskåret græs. 13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen, din storhed berømmes fra slægt til slægt. 14 Rejs dig og se i nåde til Zion. Det er tid til at vise din barmhjertighed, du har jo lovet at komme os til hjælp. 15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner, elsker dit folk byens sten og murbrokker. 16 Folkeslag skal ære Herrens navn, og jordens konger skal frygte for hans magt. 17 For Herren vil genopbygge Jerusalem, han vil åbenbare sin magt og herlighed. 18 Han vil lytte til de nødstedtes råb, ikke afvise deres indtrængende bøn. 19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld, så kommende generationer må prise Herren. 20 Herren ser os fra sin bolig i himlen, han betragter jorden fra sit himmelske tempel. 21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage, han befrier dem, som var dømt til at dø. 22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion, hans frelse skal prises i Jerusalem. 23 Da vil nationerne rådslå med hinanden, og konger skal bøje sig for Herren. 24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder, jeg føler, at min livskraft ebber ud. 25 Åh, min Gud, du som lever for evigt, lad mig ikke dø i min bedste alder. 26 I begyndelsen grundlagde du jorden, med egne hænder skabte du himmelrummet. 27 Det hele skal forgå, men du vil bestå. Himmel og jord slides op som en klædning, du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj. 28 Men du er altid den samme, dine leveår får aldrig ende. 29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed, de skal få lov at trives i din nærhed.