1Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. (Matt 21,33; Luk 20,9)2Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham.3Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage.4Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet.5Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt.6Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’7Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’8De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.9Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre.10Har I aldrig læst følgende skriftord: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, er blevet selve hjørnestenen.11Det er Herren, der har gjort det, og det er forunderligt at se.’[1]” (Salm 118,22)12De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
13Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for. (Matt 22,15; Luk 20,20)14Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”15Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!”16De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?” „Det er kejserens navn og billede,” svarede de.17„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[2] De var målløse over hans svar.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
18Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: (Matt 22,23; Luk 20,27)19„Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre.20Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn.21Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn.22Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken.23Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”24Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft.25Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen.26Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’[3] (2.Mos 3,6)27Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”
Det vigtigste bud i Toraen
28En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?” (Matt 22,34)29Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således: ‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene.30Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’[4] (5.Mos 6,4)31Et andet bud lyder således: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’[5] Det er de to vigtigste bud.” (3.Mos 19,18)32„Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud.33Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”34Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.
Messias som Davids søn
35Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn[6] af David? (Matt 22,41; Luk 20,41)36-37David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det: ‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’[7] Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?” Den store skare lyttede til ham med begejstring. (Salm 110,1)
Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri
38Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. (Matt 23,1; Luk 20,45)39De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage.40Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”
Forskellen mellem at give og at ofre
41Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, (Luk 21,1)42men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri.43Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre.44De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”
13And they sent to him some of the Pharisees and some of the Herodians, to trap him in his talk. (Matt 22,15; Mark 3,6; Mark 8,15; Luk 11,54; Luk 20,20)14And they came and said to him, “Teacher, we know that you are true and do not care about anyone’s opinion. For you are not swayed by appearances,[3] but truly teach the way of God. Is it lawful to pay taxes to Caesar, or not? Should we pay them, or should we not?” (Matt 17,25; Luk 2,1; Luk 3,1; Joh 3,2; Ap G 10,34; Ap G 13,10; Ap G 18,25)15But, knowing their hypocrisy, he said to them, “Why put me to the test? Bring me a denarius[4] and let me look at it.” (Matt 18,28; Matt 23,28; Luk 12,1; Joh 8,6)16And they brought one. And he said to them, “Whose likeness and inscription is this?” They said to him, “Caesar’s.”17Jesus said to them, “Render to Caesar the things that are Caesar’s, and to God the things that are God’s.” And they marveled at him. (Rom 13,7)
The Sadducees Ask About the Resurrection
18And Sadducees came to him, who say that there is no resurrection. And they asked him a question, saying, (Matt 3,7; Matt 16,1; Matt 22,34; Ap G 4,1; Ap G 4,2; Ap G 5,17; Ap G 23,6; Ap G 23,8)19“Teacher, Moses wrote for us that if a man’s brother dies and leaves a wife, but leaves no child, the man[5] must take the widow and raise up offspring for his brother. (5.Mos 25,5)20There were seven brothers; the first took a wife, and when he died left no offspring.21And the second took her, and died, leaving no offspring. And the third likewise.22And the seven left no offspring. Last of all the woman also died.23In the resurrection, when they rise again, whose wife will she be? For the seven had her as wife.”24Jesus said to them, “Is this not the reason you are wrong, because you know neither the Scriptures nor the power of God? (Joh 20,9; 1.Kor 6,14)25For when they rise from the dead, they neither marry nor are given in marriage, but are like angels in heaven. (Matt 24,38; Luk 17,27)26And as for the dead being raised, have you not read in the book of Moses, in the passage about the bush, how God spoke to him, saying, ‘I am the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob’? (2.Mos 3,1; 2.Mos 3,6; 2.Mos 3,17; Matt 21,16; Luk 3,4; Luk 20,42; Ap G 1,20; Ap G 7,32; Ap G 7,42)27He is not God of the dead, but of the living. You are quite wrong.”
The Great Commandment
28And one of the scribes came up and heard them disputing with one another, and seeing that he answered them well, asked him, “Which commandment is the most important of all?” (Matt 22,34; Matt 22,46; Luk 10,25)29Jesus answered, “The most important is, ‘Hear, O Israel: The Lord our God, the Lord is one. (5.Mos 6,4; Matt 19,17; Matt 23,9; Luk 10,27; Rom 3,30; 1.Kor 8,4; 1.Kor 8,6; Gal 3,20; Ef 4,6; 1.Tim 1,17; 1.Tim 2,5; Jak 2,19; Jak 4,12; Judas 1,25)30And you shall love the Lord your God with all your heart and with all your soul and with all your mind and with all your strength.’31The second is this: ‘You shall love your neighbor as yourself.’ There is no other commandment greater than these.” (3.Mos 19,18; Matt 19,19; Matt 23,23; 1.Joh 4,21)32And the scribe said to him, “You are right, Teacher. You have truly said that he is one, and there is no other besides him. (5.Mos 4,35; Mark 12,29)33And to love him with all the heart and with all the understanding and with all the strength, and to love one’s neighbor as oneself, is much more than all whole burnt offerings and sacrifices.” (5.Mos 4,6; 1.Sam 15,22; Salm 40,6; Hos 6,6; Mika 6,6; Matt 9,13; Matt 12,7; Luk 2,47; Kol 1,9; Kol 2,2; Heb 10,6; Heb 10,8)34And when Jesus saw that he answered wisely, he said to him, “You are not far from the kingdom of God.” And after that no one dared to ask him any more questions. (Luk 20,40)
38And in his teaching he said, “Beware of the scribes, who like to walk around in long robes and like greetings in the marketplaces (Matt 23,1; Matt 23,5; Luk 11,43; Luk 20,45)39and have the best seats in the synagogues and the places of honor at feasts, (Luk 14,7)40who devour widows’ houses and for a pretense make long prayers. They will receive the greater condemnation.” (Matt 6,5; Matt 6,7; Luk 11,39; Luk 16,14)
The Widow’s Offering
41And he sat down opposite the treasury and watched the people putting money into the offering box. Many rich people put in large sums. (2.Kong 12,9; Matt 27,6; Luk 21,1; Joh 8,20)42And a poor widow came and put in two small copper coins, which make a penny.[6] (Luk 12,59)43And he called his disciples to him and said to them, “Truly, I say to you, this poor widow has put in more than all those who are contributing to the offering box. (2.Kor 8,2; 2.Kor 8,12)44For they all contributed out of their abundance, but she out of her poverty has put in everything she had, all she had to live on.” (Luk 8,43; Filip 4,11)