von Genfer Bibelgesellschaft1Kommt, lasst uns dem HERRN zujubeln und jauchzen dem Fels unsres Heils! (5Mo 32,15; Ps 34,4; Ps 81,2; Ps 94,22; Jes 12,6)2Lasst uns ihm begegnen mit Lobgesang und mit Psalmen ihm zujauchzen! (Ps 100,2; Ps 100,4)3Denn der HERR ist ein großer Gott und ein großer König über alle Götter. (Ps 47,3; Ps 96,4; Ps 97,9)4In seiner Hand sind die Tiefen der Erde, und die Gipfel der Berge gehören ihm. (Hi 12,10; Ps 31,16; Pred 9,1)5Sein ist das Meer, denn er hat es gemacht, und seine Hände haben das Festland bereitet. (Offb 14,7)6Kommt, lasst uns anbeten und uns beugen, lasst uns niederfallen vor dem HERRN, unserem Schöpfer! (Ps 149,2; Pred 12,1; Hos 8,14)7Denn er ist unser Gott, und wir sind das Volk seiner Weide und die Schafe seiner Hand. »Heute, wenn ihr seine Stimme hört, (Ps 31,15; Ps 100,3; Joh 10,4; Joh 10,16; Joh 10,27; Hebr 3,11)8so verstockt eure Herzen nicht, wie bei der Herausforderung, am Tag der Versuchung in der Wüste, (2Mo 17,2; Hebr 3,7; Hebr 3,15)9wo mich eure Väter versuchten; sie prüften mich — und sahen doch mein Werk! (4Mo 14,22; 5Mo 6,16)10Vierzig Jahre empfand ich Ekel vor diesem Geschlecht; und ich sprach: Sie sind ein Volk, das in seinem Herzen in die Irre geht, und sie haben meine Wege nicht erkannt, (3Mo 26,30; Hi 21,14; Ps 78,8; Ps 78,37; Jer 14,19; Röm 1,21)11sodass ich schwor in meinem Zorn: Sie sollen nicht in meine Ruhe eingehen!« (5Mo 12,9; Hebr 3,11; Hebr 3,18; Hebr 4,1)
1Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2Mo 17,7)9De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”