1David aber dachte in seinem Herzen: Ich werde doch eines Tages durch die Hand Sauls weggerafft werden! Es gibt nichts Besseres für mich, als dass ich eilends in das Land der Philister entfliehe; dann wird Saul davon ablassen, mich künftig in allen Gebieten Israels zu suchen, [und] so werde ich seiner Hand entkommen! (1Sam 20,3; 1Sam 26,24; Ps 31,23; Jes 40,27; Jes 51,12)2So machte sich David auf mit den 600 Mann, die bei ihm waren, und ging hinüber zu Achis, dem Sohn Maochs, dem König von Gat. (1Sam 21,1; 1Sam 25,13)3Und David blieb bei Achis in Gat samt seinen Männern, jeder mit seinem Haushalt, auch David mit seinen beiden Frauen, Achinoam, der Jesreelitin, und Abigail, Nabals Frau, der Karmeliterin. (1Sam 25,42)4Und als es Saul berichtet wurde, dass David nach Gat geflohen sei, suchte er ihn nicht mehr. (1Sam 26,21)5Und David sprach zu Achis: Wenn ich doch Gnade vor deinen Augen gefunden habe, so lass mir einen Platz in einer der Städte auf dem Land geben, damit ich darin wohne; denn warum sollte dein Knecht bei dir in der Königsstadt wohnen? (1Mo 46,34; 1Mo 47,4)6Da gab ihm Achis an jenem Tag Ziklag. Daher gehört Ziklag den Königen Judas bis zu diesem Tag. (Jos 15,31; 1Chr 12,1)7Die Zeit aber, die David im Land der Philister wohnte, betrug ein Jahr und vier Monate. (1Sam 29,3)8David aber und seine Männer zogen hinauf und machten einen Einfall bei den Geschuritern und Girsitern und Amalekitern; denn diese waren von alters her die Bewohner des Landes bis nach Schur hin und bis zum Land Ägypten. (1Mo 16,7; 1Mo 25,18; 4Mo 13,29; 4Mo 14,45; Jos 12,5; 1Sam 15,7; 2Sam 13,37)9Als aber David das Land schlug, ließ er weder Männer noch Frauen leben und nahm Schafe, Rinder, Esel, Kamele und Kleider und kehrte zurück und kam zu Achis. (5Mo 25,17; Jos 6,21; 1Sam 15,3)10Wenn dann Achis sprach: Habt ihr heute keinen Einfall gemacht?, so sagte David: [Doch,] ins Südland von Juda und ins Südland der Jerachmeeliter und ins Südland der Keniter! (1Sam 15,6; 1Chr 2,9; 1Chr 2,25)11David aber ließ weder Männer noch Frauen lebendig nach Gat kommen; denn er sprach: Sie könnten gegen uns aussagen und sprechen: So hat David gehandelt! Und so ging er vor, solange er im Land der Philister wohnte. (4Mo 35,30; Jos 2,20)12Und Achis glaubte David und dachte: Er hat sich bei seinem Volk Israel sehr verhasst gemacht, darum wird er für immer mein Knecht bleiben! (1Mo 34,30; 1Sam 13,4)
1Men David følte sig stadig ikke tryg ved Saul. Han tænkte: „En skønne dag får Saul ram på mig. Jeg må hellere prøve lykken hos filistrene. Så kan det være, Saul indstiller jagten, og jeg kan være i fred for ham.”2-3David og hans 600 mænd med deres familier flyttede derfor til Gat, hvor de kom til at bo under filisterkongen Akish’ beskyttelse. David havde begge sine koner med sig, Ahinoam fra Jizre’el og Abigajil, Nabals enke, fra Karmel.4Saul fik snart at vide, at David var flygtet til Gat, og han indstillede forfølgelsen.5En dag sagde David til kong Akish: „Herre, hvis du ikke har noget imod det, foretrækker vi at bo i en af byerne på landet frem for her i den kongelige residensby.”6Så gav Akish ham byen Ziklag. Det er baggrunden for, at byen den dag i dag er på Judas kongers hænder.7David og hans mænd boede blandt filistrene i et år og fire måneder.8Det meste af tiden var de på plyndringstogt hos geshuritterne, girzitterne og amalekitterne, de folk, der fra gammel tid har boet nær Shur langs karavanevejen til Egypten.9Når Davids mænd slog ned på en landsby, sørgede de for, at der ikke var nogen overlevende tilbage, og de plyndrede stedet rub og stub for får, geder, køer, æsler, kameler og tøj, før de vendte hjem.10„Hvor gik togtet hen i dag?” plejede Akish at spørge. David svarede, at han havde været i det sydlige Juda, eller i jerahme’elitternes eller kenitternes område.11David udryddede samtlige indbyggere i de landsbyer, han plyndrede, fordi han var bange for, at de ellers ville komme til Gat og afsløre, hvor han i virkeligheden havde været. Al den tid David opholdt sig hos filistrene, spillede han dette dobbeltspil,12og Akish troede på, hvad David sagde og var efterhånden overbevist om, at David havde gjort sig grundigt forhadt blandt sit eget folk. „Nu er han tvunget til at slå sig til ro her og blive i min tjeneste,” tænkte Akish.