Psalm 109

Neue evangelistische Übersetzung

von Karl-Heinz Vanheiden
1 Dem Chorleiter. Ein Psalmlied von David. Gott, den ich lobe, / schweige doch nicht!2 Denn gottlose Verleumder reißen ihr Lügenmaul gegen mich auf. / Sie lügen mir glatt ins Gesicht.3 Mit gehässigen Reden bedrängen sie mich / und bekämpfen mich ohne Grund.4 Für meine Liebe feindeten sie mich an, / doch ich bleibe stets im Gebet.5 Sie haben mir Gutes mit Bösem vergolten, / meine Liebe erwiderten sie mit Hass:[1]6 „Bestelle einen Gottlosen gegen ihn, / ein Ankläger stehe an seiner Seite!7 Stellt er sich dem Gericht, werde er schuldig gesprochen! / Selbst sein Gebet gelte als Sünde!8 Er soll möglichst früh sterben, / und sein Amt soll ein anderer bekommen![2] (Apg 1,20)9 Seine Kinder sollen Waisen werden, / seine Frau eine Witwe!10 Ja, endlos umherirren sollen seine Kinder, / betteln und ihre Trümmer absuchen.11 Der Gläubiger umstricke alles, was er hat, / ein Fremder plündere den Ertrag seiner Arbeit.12 Es soll keinen geben, der freundlich an ihn denkt, / keinen, der seinen Waisen gnädig ist.13 Seine Nachkommen soll man vernichten, / sein Name erlösche schon in der nächsten Generation!14 Nie vergesse Jahwe die Schuld seiner Väter! / Die Sünde seiner Mutter bleibe ungesühnt!15 Nichts davon soll Jahwe vergessen! Er lasse ihr Andenken von der Erde verschwinden!16 Weil er nicht daran dachte, gnädig zu sein, / hat er den Armen und Hilflosen gejagt / und wollte den Verzweifelten töten.17 Er liebte den Fluch, so treffe er ihn, / er wollte keinen Segen, so bleib er ihm fern!18 Er zog den Fluch an wie ein Hemd, / so dringe er wie Wasser in sein Inneres, / wie Öl in seine Gebeine!19 Er soll ihn bedecken wie ein Gewand, / ihn wie ein Gürtel umschließen!“20 So soll Jahwe mit meinen Feinden verfahren, / mit denen, die mich verleumden.21 Aber du, Jahwe, mein Herr, / tu mir, was deinem Namen entspricht, / denn deine Gnade ist gut! Reiß mich heraus!22 Denn ich bin elend und hilflos, / im Innersten verwundet.23 Wie ein Schatten, der sich streckt, gehe ich hin; / wie ein Insekt schüttelt man mich ab.24 Vom Fasten zittern mir die Knie, / mein Körper fällt vom Fleisch.25 Ich bin ihnen zum Gespött geworden. / Wenn sie mich sehen, schütteln sie den Kopf.26 Hilf mir, Jahwe, mein Gott! / In deiner Gnade rette mich!27 Lass sie erkennen, dass es deine Hand war, / dass du es so getan hast.28 Sie mögen fluchen, du aber segnest. / Greifen sie mich an, müssen sie scheitern, / und dein Diener darf sich freuen.29 Lass meine Feinde sich in Schande kleiden, / ihre Schmach sei wie ein Mantel für sie.30 Mit lauter Stimme will ich Jahwe preisen, / inmitten der Menge will ich ihn loben.31 Denn er steht dem Armen zur Seite, / um ihn vor denen zu retten, die ihn verdammen.

Psalm 109

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Til korlederen: En sang af David. Gud, jeg lovsynger dig. Forbliv ikke tavs og afvisende,2 mens onde mennesker lyver om mig, bagtaler mig med deres falske anklager.3 De taler ondskabsfuldt om mig, hader mig, skønt jeg intet har gjort.4 Jeg elsker dem og går i forbøn for dem, men alligevel anklager de mig groft.5 De gengælder mig ondt for godt, belønner min venlighed med had.6 Lad en anklager stå frem og føre sag mod min fjende i retten.7 Lad ham blive kendt skyldig, lad hans selviske bønner blive afsløret.8 Gør hans livstid kort, lad en anden overtage hans lederfunktion.9 Lad hans børn blive faderløse og hans hustru enke.10 Lad dem tigge sig til dagligt brød og blive jaget fra hus og hjem.11 Lad hans kreditorer overtage hans ejendom, lad fremmede røve hans formue.12 Lad ingen vise ham barmhjertighed eller have ondt af hans efterladte børn.13 Lad hans slægt dø ud, så hans navn for altid er glemt.14 Husk hans forfædres ondskab, tilgiv ikke hans mors synd.15 Herre, husk altid på hans synder, men lad hans slægt blive glemt.16 Han havde ikke tanke for andres vel, men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde.17 Han elskede at forbande, så lad ham være forbandet. Han brød sig ikke om din velsignelse, så lad være med at velsigne ham.18 At forbande andre var en livsstil for ham, det gennemtrængte ham fuldstændigt.19 Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.20 Det skal være din straf mod de fjender, der udslynger løgne og dødstrusler imod mig.21 Herre, frels mig for din æres skyld. Lad mig opleve din nåde og godhed.22 For jeg er i stor nød, mit hjerte hamrer af angst.23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder, det bliver viftet væk som en flue.24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster, jeg er kun skind og ben.25 Folk ser på mig med foragt, de ryster på hovedet, når de ser mig.26 Hjælp mig, min Herre og Gud, red mig, for du er trofast.27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind. De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.28 Lad dem bare forbande, for du velsigner mig. Deres angreb vil mislykkes, så de ydmyges, mens jeg fryder mig.29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde, lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte. Jeg vil prise dig i alles påhør.31 For du er på de svages side, du forsvarer dem overfor deres fjender.