1Naquele dia, este cântico será entoado em Judá: Temos uma cidade forte; Deus estabelece a salvação como muros e trincheiras.2Abram as portas para que entre a nação justa, a nação que se mantém fiel.3Tu, SENHOR, guardarás em perfeita paz aquele cujo propósito está firme, porque em ti confia.4Confiem para sempre no SENHOR, pois o SENHOR, somente o SENHOR, é a Rocha eterna.5Ele humilha os que habitam nas alturas, rebaixa e arrasa a cidade altiva e a lança ao pó.6Pés as pisoteiam, os pés dos necessitados, os passos dos pobres.7A vereda do justo é plana; tu, que és reto, tornas suave o caminho do justo.8Andando pelo caminho das tuas ordenanças[1] esperamos em ti, SENHOR. O teu nome e a tua lembrança são o desejo do nosso coração.9A minha alma suspira por ti durante a noite; e logo cedo o meu espírito por ti anseia, pois, quando se veem na terra as tuas ordenanças, os habitantes do mundo aprendem justiça.10Ainda que se tenha compaixão do ímpio, ele não aprenderá a justiça; na terra da retidão ele age perversamente e não vê a majestade do SENHOR.11Erguida está a tua mão, SENHOR, mas eles não a veem! Que vejam o teu zelo para com o teu povo e se envergonhem; que o fogo reservado para os teus adversários os consuma.12SENHOR, tu estabeleces a paz para nós; tudo o que alcançamos, fizeste-o para nós.13Ó SENHOR, ó nosso Deus, outros senhores além de ti nos têm dominado, mas só ao teu nome honramos.14Agora eles estão mortos, não viverão; são sombras, não ressuscitarão. Tu os castigaste e os levaste à ruína; apagaste por completo a lembrança deles!15Fizeste crescer a nação, SENHOR; sim, fizeste crescer a nação. De glória te revestiste; alargaste todas as fronteiras da nossa terra.16SENHOR, no meio da aflição te buscaram; quando os disciplinaste sussurraram uma oração.17Como a mulher grávida prestes a dar à luz se contorce e grita de dor, assim estamos nós na tua presença, ó SENHOR.18Nós engravidamos e nos contorcemos de dor, mas demos à luz o vento. Não trouxemos salvação à terra; não demos à luz os habitantes do mundo.19Mas os teus mortos viverão; seus corpos ressuscitarão. Vocês, que voltaram ao pó, acordem e cantem de alegria. O teu orvalho é orvalho de luz; a terra dará à luz os seus mortos.20Vá, meu povo, entre em seus quartos e tranque as portas; esconda-se por um momento até que tenha passado a ira dele.21Vejam! O SENHOR está saindo da sua habitação para castigar os moradores da terra por suas iniquidades. A terra mostrará o sangue derramado sobre ela; não mais encobrirá os seus mortos.
1Til den tid vil man i Judas land synge en lovsang til Herren: Vores by er godt befæstet, Herren selv er dens mure og volde.2Luk portene op for et retskaffent folk, som holder fast ved troen på Gud.3De, som stoler på Herren, skal bo der i fred.4Stol altid på Herren, for han er den evige klippe.5Han nedstyrter alle de stolte, knuser de knejsende byer, jævner dem med jorden og smider dem i støvet,6så de trampes ned af de undertryktes fødder.7De retskafne vandrer uden at snuble, for Herren baner vej for dem.8Herre, vi ønsker at gøre din vilje, vi ønsker af hjertet at ære dit navn.9Om natten længes min sjæl efter dig, min ånd søger dig hele tiden. Når din dom rammer jorden, vil folk forstå, hvad retfærdighed er.10Viser du nåde mod de gudløse, lærer de ikke at gøre det gode. De kan bo i et land med retfærdighed uden at fatte Herrens storhed.11Herre, de lytter ikke til dine trusler, ser ikke din hånd, som er parat til slag. Vis dem din nidkærhed for dit folk, så de med skam erkender din magt, mens dine fjender fortæres af ilden.12Herre, lad din fred hvile over os. Alt, hvad vi har udført, har du jo gjort.13Herre, vor Gud, andre har hersket over os, men kun dig vil vi anerkende og ære.14De andre herskere er døde og borte, de kommer ikke til live igen. Din straf ramte dem, og de blev udryddet. De huskes ikke mere.15Herre, du har gjort os til et talrigt folk og udvidet vore grænser. Derved har du vist din storhed.16Herre, i vores fortvivlelse søgte vi dig, hviskede vore bønner, mens du straffede os.17Herre, vi var som en fødende kvinde, der vrider sig i smerte.18Ja, vi vred os i fødselsveer, men intet kom der ud af det. Vi kunne ikke selv redde vores land. Intet fødtes af vore anstrengelser.19Men ét ved vi: De, som hører dig til, skal leve, deres legemer skal opstå på ny. De, der ligger begravet i jorden, skal engang vågne og juble. Som duggen indvarsler dagens lys, vil Herren lade sine døde se livets lys.
Israels befrielse
20Mit folk, gå hjem og lås jeres døre. Skjul jer for en kort tid, indtil Gud i sin vrede har taget sig af jeres fjender.21Se, Herren kommer fra Himlen for at straffe jordens folk for deres synd. De mord, som blev begået i det skjulte, skal afsløres, for jorden kan ikke længere dække over de dræbte.