Psalm 106

Menge Bibel

1 Halleluja! Preiset den HERRN[1], denn er ist freundlich, ja ewiglich währt seine Gnade!2 Wer kann des HERRN Machttaten gebührend preisen und kundtun all seinen Ruhm?3 Wohl denen, die am Recht festhalten, und dem, der Gerechtigkeit übt zu jeder Zeit!4 Gedenke meiner, o HERR, mit der Liebe zu deinem Volk, nimm dich meiner an mit deiner Hilfe,5 daß ich schau’ meine Lust am Glück deiner Erwählten, an der Freude deines Volkes Anteil habe und glücklich mich preise mit deinem Eigentumsvolke!6 Wir haben gesündigt gleich unsern Vätern, wir haben gefehlt und gottlos gehandelt.7 Unsre Väter in Ägypten achteten nicht auf deine Wunder, gedachten nicht der Fülle deiner Gnadenerweise, waren widerspenstig gegen den Höchsten schon am Schilfmeer;8 dennoch half er ihnen um seines Namens willen, um seine Heldenkraft zu erweisen.9 Er schalt[2] das Schilfmeer: da ward es trocken, und er ließ sie ziehn durch die Fluten wie über die Trift.10 So rettete er sie aus der Hand des Verfolgers und erlöste sie aus der Gewalt des Feindes:11 die Fluten bedeckten ihre Bedränger, nicht einer von ihnen blieb übrig.12 Da glaubten sie an seine Worte, besangen seinen Ruhm.13 Doch schnell vergaßen sie seine Taten und warteten seinen Ratschluß nicht ab;14 sie fröhnten ihrem Gelüst in der Wüste und versuchten Gott in der Einöde:15 da gewährte er ihnen ihr Verlangen, sandte aber die Seuche gegen ihr Leben.16 Dann wurden sie eifersüchtig auf Mose im Lager, auf Aaron, den Geweihten des HERRN:17 da tat die Erde sich auf und verschlang Dathan und begrub die ganze Rotte Abirams,18 Feuer verbrannte ihre Rotte, Flammen verzehrten die Frevler.19 Sie machten sich ein Kalb[3] am Horeb und warfen vor einem Gußbild sich nieder20 und vertauschten so die Herrlichkeit ihres Gottes mit dem Bildnis eines Stieres, der Gras frißt.21 Sie hatten Gott, ihren Retter, vergessen, der große Dinge getan in Ägypten,22 Wunderzeichen im Lande Hams, furchtbare Taten am Schilfmeer.23 Da gedachte er sie zu vertilgen, wenn nicht Mose, sein Auserwählter, mit Fürbitte vor ihn hingetreten wäre, um seinen Grimm vom Vernichten abzuwenden.24 Sodann verschmähten sie das herrliche Land und schenkten seiner Verheißung keinen Glauben,25 sondern murrten in ihren Zelten, gehorchten nicht der Weisung des HERRN.26 Da erhob er seine Hand gegen sie zum Schwur, sie in der Wüste niederzuschlagen,27 ihre Nachkommen unter die Heiden niederzuwerfen und sie rings zu zerstreuen in die Länder.28 Dann hängten sie sich an den Baal-Peor und aßen Opferfleisch der toten (Götzen)29 und erbitterten ihn durch ihr ganzes Tun. Als nun ein Sterben unter ihnen ausbrach,30 trat Pinehas auf und hielt Gericht[4]: da wurde dem Sterben Einhalt getan.31 Das wurde ihm angerechnet zur Gerechtigkeit von Geschlecht zu Geschlecht in Ewigkeit. –32 Dann erregten sie Gottes Zorn am Haderwasser, und Mose erging es übel um ihretwillen;33 denn weil sie dem Geiste Gottes widerstrebten, hatte er unbedacht mit seinen Lippen geredet.34 Sie vertilgten auch die Völker nicht, von denen der HERR es ihnen geboten,35 sondern traten mit den Heiden in Verkehr und gewöhnten sich an deren (böses) Tun36 und dienten ihren Götzen: die wurden ihnen zum Fallstrick.37 Ja, sie opferten ihre Söhne und ihre Töchter den bösen Geistern38 und vergossen unschuldig Blut [das Blut ihrer Söhne und Töchter, die sie den Götzen Kanaans opferten]: so wurde das Land durch Blutvergießen entweiht.39 Sie wurden unrein durch ihr Verhalten und verübten Abfall durch ihr Tun. –40 Da entbrannte der Zorn des HERRN gegen sein Volk, und Abscheu fühlte er gegen sein Erbe[5];41 er ließ sie in die Hand der Heiden fallen, so daß ihre Hasser über sie herrschten;42 ihre Feinde bedrängten sie hart, so daß sie sich beugen mußten unter deren Hand.43 Oftmals zwar befreite er sie, doch sie blieben widerspenstig gegen seinen Ratschluß und sanken immer tiefer durch ihre Schuld.44 Er aber nahm sich ihrer Drangsal an, sooft er ihr Wehgeschrei hörte,45 und gedachte seines Bundes ihnen zugut, fühlte Mitleid nach seiner großen Güte46 und ließ sie Erbarmen finden bei allen, die sie gefangen hielten.47 O hilf uns, HERR, unser Gott, und bring uns wieder zusammen aus den Heiden, damit wir deinem heiligen Namen danken, uns glücklich preisen, deinen Ruhm zu künden!48 Gepriesen sei der HERR, der Gott Israels, von Ewigkeit zu Ewigkeit! Und alles Volk sage »Amen!« Halleluja!

Psalm 106

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2 Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?3 Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret.4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder.5 Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig.6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert.7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden.9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over.10 Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had.11 Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en.12 Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham.13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje.14 I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed.15 Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør.16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst.17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.18 Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør.19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal.20 De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs.21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis.22 Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav.23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte.25 De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord.26 Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen.27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande.28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder.29 Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem.30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op.31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for.32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren.33 De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet.34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde.35 De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke,36 så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke.37 De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder.38 Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod.39 Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk.41 Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem.42 De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder.43 Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd.44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde.45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.46 Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.47 Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn.48 Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!