1Kommt, lasst uns dem HERRN zujubeln! Wir wollen ihn preisen, den Fels, bei dem wir Rettung finden!2Lasst uns dankbar zu ihm kommen und ihn mit fröhlichen Liedern besingen!3Denn der HERR ist ein gewaltiger Gott, der große König über alle Götter!4In seiner Hand liegt alles – von den Tiefen der Erde bis hin zu den Gipfeln der höchsten Berge.5Ihm gehört das Meer, er hat es ja gemacht, und seine Hände haben das Festland geformt.6Kommt, wir wollen ihn anbeten und uns vor ihm beugen; lasst uns niederknien vor dem HERRN, unserem Schöpfer!7Denn er ist unser Gott, und wir sind sein Volk. Er kümmert sich um uns wie ein Hirte, der seine Herde auf die Weide führt. Hört doch auf das, was er euch heute sagt:8»Verschließt eure Herzen nicht, wie es eure Vorfahren getan haben; damals, als sie mich in der Wüste herausforderten und mir bittere Vorwürfe machten[1]. (2Mo 17,1)9Jeden Tag erlebten sie, dass ich sie führte. Und trotzdem haben sie immer wieder neue Beweise meiner Macht verlangt.10Vierzig Jahre lang ekelte ich mich vor diesem Volk. Schließlich sagte ich: ›Ihr ganzes Wünschen und Wollen ist verkehrt und leitet sie in die Irre. Die Wege, die ich sie führen will, verstehen sie nicht.‹11Darum habe ich in meinem Zorn geschworen: ›Niemals sollen sie in das verheißene Land kommen, nie die Ruhe finden, die ich ihnen geben wollte!‹«
1Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2Mo 17,7)9De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”