1Kommt, lasst uns jubeln dem HERRN,
jauchzen dem Fels unsres Heils! (Ps 92,16)2Lasst uns mit Dank seinem Angesicht nahen,
ihm jauchzen mit Liedern! (Ps 100,2)3Denn ein großer Gott ist der HERR,
ein großer König über allen Göttern. (Hi 36,22; Ps 47,3; Ps 48,2; Ps 96,4; Ps 99,2; Ps 113,4; Ps 136,2; Ps 145,3)4In seiner Hand sind die Tiefen der Erde,
sein sind die Gipfel der Berge.5Sein ist das Meer, das er gemacht hat,
das trockene Land, das seine Hände gebildet. (Ps 24,1)6Kommt, wir wollen uns niederwerfen, uns vor ihm verneigen,
lasst uns niederknien vor dem HERRN, unserem Schöpfer!7Denn er ist unser Gott, /
wir sind das Volk seiner Weide,
die Herde, von seiner Hand geführt.
Würdet ihr doch heute auf seine Stimme hören! / (Ps 100,3)8Verhärtet euer Herz nicht wie in Meríba,
wie in der Wüste am Tag von Massa! (Ps 81,8)9Dort haben eure Väter mich versucht, /
sie stellten mich auf die Probe
und hatten doch mein Tun gesehen. (4Mo 14,22; 5Mo 6,16)10Vierzig Jahre war mir dieses Geschlecht zuwider /
und ich sagte: Sie sind ein Volk, dessen Herz in die Irre geht,
sie kennen meine Wege nicht.[1] (4Mo 14,30; 5Mo 32,5; Hi 21,14)11Darum habe ich in meinem Zorn geschworen:
Sie sollen nicht eingehen in meine Ruhe. (4Mo 14,22; Ps 132,14; Hes 20,15)
1Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2Mo 17,7)9De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”