Psalm 102 | Einheitsübersetzung 2016

Einheitsübersetzung 2016

Bittgebet eines Gebeugten

1 Bittgebet eines Gebeugten, wenn er verzagt und vor dem HERRN seine Sorge ausschüttet. 2 HERR, höre mein Bittgebet! Mein Schreien dringe zu dir! 3 Verbirg dein Angesicht nicht vor mir! / Wenn ich in Not bin, wende dein Ohr mir zu! Wenn ich dich rufe, eile und erhöre mich! (Ps 31,3; Ps 69,18; Ps 143,7) 4 Denn meine Tage sind wie Rauch geschwunden, meine Glieder wie von Feuer verbrannt. (Ps 38,8) 5 Versengt wie Gras und verdorrt ist mein Herz, sodass ich vergessen habe, mein Brot zu essen. 6 Vor lauter Stöhnen und Schreien bin ich nur noch Haut und Knochen.^[1] (Hi 19,20) 7 Ich bin wie eine Dohle in der Wüste, wie eine Eule in öden Ruinen. 8 Ich liege wach und ich klage wie ein einsamer Vogel auf dem Dach.^[2] 9 Den ganzen Tag verhöhnten mich meine Feinde; die über mich Spott ausgossen, fluchten mit meinem Namen. (Ps 41,6) 10 Denn Staub habe ich gegessen wie Brot, mit Tränen habe ich meinen Trank gemischt. (Ps 42,4) 11 Auf mir lasten dein Zorn und dein Grimm, denn du hast mich hochgerissen und zu Boden geschleudert. 12 Meine Tage schwinden dahin wie Schatten, ich verdorre wie Gras.^[3] (Ps 90,9) 13 Du aber, HERR, du thronst für immer und ewig und das Gedenken an dich dauert von Geschlecht zu Geschlecht. (Ps 135,13; Ps 145,13; Kla 5,19) 14 Du wirst dich erheben, dich über Zion erbarmen, denn es ist Zeit, ihm gnädig zu sein, die Stunde ist da. (Ps 69,14) 15 An seinen Steinen hängt das Herz deiner Knechte, ob seiner Trümmer tragen sie Leid. 16 Dann fürchten die Völker den Namen des HERRN und alle Könige der Erde deine Herrlichkeit. 17 Denn der HERR hat Zion dann wieder aufgebaut, er ist erschienen in seiner Herrlichkeit. (Ps 51,20; Jes 60,1) 18 Er hat sich dem Bittgebet der verlassenen Stadt zugewandt, ihre Bittgebete hat er nicht verschmäht. 19 Dies sei aufgeschrieben für das kommende Geschlecht, damit den HERRN lobe das Volk, das noch erschaffen wird. (Ps 22,31) 20 Denn herabgeschaut hat der HERR aus heiliger Höhe, vom Himmel hat er auf die Erde geblickt, (Ps 11,4; Ps 33,13) 21 um das Seufzen der Gefangenen zu hören, zu befreien, die dem Tod geweiht sind, (Ps 79,11) 22 damit sie den Namen des HERRN auf dem Zion verkünden und sein Lob in Jerusalem, 23 wenn sich dort Völker versammeln, Königreiche, um den HERRN zu verehren. (Jes 60,3; Lk 13,29) 24 Er hat meine Kraft auf dem Weg gebrochen, er hat meine Tage verkürzt. (Ps 89,46) 25 Darum sage ich: Mein Gott, raff mich nicht weg in der Mitte meines Lebens, deine Jahre überdauern Geschlecht um Geschlecht. (Ps 55,24) 26 Vorzeiten hast du der Erde Grund gelegt, die Himmel sind das Werk deiner Hände. (Jes 51,6; Hebr 1,10) 27 Sie werden vergehen, du aber bleibst; sie alle zerfallen wie ein Gewand; du wechselst sie wie ein Kleid und sie schwinden dahin. 28 Du aber bleibst, der du bist, und deine Jahre enden nie. (Hebr 13,8) 29 Die Kinder deiner Knechte werden in Sicherheit wohnen, ihre Nachkommen bestehen vor deinem Angesicht. (Ps 69,36)

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica

Bøn om Herrens indgreb

1 Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp. 2 Herre, hør min bøn, lad mit nødråb nå frem til dig. 3 Vend dig ikke bort fra mig, for jeg lider og er i stor nød. Hør mig, når jeg kalder på dig, kom mig hurtigt til hjælp. 4 Jeg føler mit liv forsvinde som en røg, det er, som om jeg blev lagt på et bål. 5 Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne, jeg har mistet lysten til at spise. 6 Jeg sukker og stønner højlydt, jeg er snart ikke andet end skind og ben. 7 Jeg er mager som en grib i ørkenen, som en ugle i øde ruiner. 8 Om natten ligger jeg vågen og jamrer, så ulykkelig som en ensom fugl på taget. 9 Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender, de gør nar af mig og forbander mig. 10 Den mad, jeg spiser, smager som aske, min drik er blandet med tårer, 11 fordi du udøste din vrede over mig, du tog mig i kraven og kastede mig bort. 12 Mit liv er snart forbi som aftenskyggen, jeg visner bort som afskåret græs. 13 Men du, min Gud, sidder evigt på tronen, din storhed berømmes fra slægt til slægt. 14 Rejs dig og se i nåde til Zion. Det er tid til at vise din barmhjertighed, du har jo lovet at komme os til hjælp. 15 Selv om Jerusalem ligger i ruiner, elsker dit folk byens sten og murbrokker. 16 Folkeslag skal ære Herrens navn, og jordens konger skal frygte for hans magt. 17 For Herren vil genopbygge Jerusalem, han vil åbenbare sin magt og herlighed. 18 Han vil lytte til de nødstedtes råb, ikke afvise deres indtrængende bøn. 19 Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld, så kommende generationer må prise Herren. 20 Herren ser os fra sin bolig i himlen, han betragter jorden fra sit himmelske tempel. 21 Han hører de tilfangetagne stønne og klage, han befrier dem, som var dømt til at dø. 22 Sådan skal Herrens magt fejres i Zion, hans frelse skal prises i Jerusalem. 23 Da vil nationerne rådslå med hinanden, og konger skal bøje sig for Herren. 24 Herre, du har ramt mig i min bedste alder, jeg føler, at min livskraft ebber ud. 25 Åh, min Gud, du som lever for evigt, lad mig ikke dø i min bedste alder. 26 I begyndelsen grundlagde du jorden, med egne hænder skabte du himmelrummet. 27 Det hele skal forgå, men du vil bestå. Himmel og jord slides op som en klædning, du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj. 28 Men du er altid den samme, dine leveår får aldrig ende. 29 De kommende slægter skal leve i sikkerhed, de skal få lov at trives i din nærhed.