1Jesus begann zu ihnen in Gleichnissen zu reden: Ein Mann legte einen Weinberg an, zog ringsherum einen Zaun, hob eine Kelter aus und baute einen Turm. Dann verpachtete er den Weinberg an Winzer und reiste in ein anderes Land. (Jes 5,1; Mt 21,33; Lk 20,9)2Als nun die Zeit dafür gekommen war, schickte er einen Knecht zu den Winzern, um bei ihnen seinen Anteil an den Früchten des Weinbergs holen zu lassen. (Jer 7,25)3Sie aber packten und prügelten ihn und jagten ihn mit leeren Händen fort.4Darauf schickte er einen anderen Knecht zu ihnen; und ihn schlugen sie auf den Kopf und entehrten ihn.5Als er einen dritten schickte, brachten sie ihn um. Ähnlich ging es vielen anderen; die einen wurden geprügelt, die andern umgebracht.6Schließlich blieb ihm nur noch einer: sein geliebter Sohn. Ihn sandte er als Letzten zu ihnen, denn er dachte: Vor meinem Sohn werden sie Achtung haben. (Mk 1,11; Mk 9,7)7Die Winzer aber sagten zueinander: Das ist der Erbe. Auf, wir wollen ihn umbringen, dann gehört sein Erbe uns.8Und sie packten ihn und brachten ihn um und warfen ihn aus dem Weinberg hinaus.9Was wird nun der Besitzer des Weinbergs tun? Er wird kommen und die Winzer vernichten und den Weinberg anderen geben.10Habt ihr nicht das Schriftwort gelesen: Der Stein, den die Bauleute verworfen haben, er ist zum Eckstein geworden; (Ps 118,22)11vom Herrn ist das geschehen und es ist wunderbar in unseren Augen?12Daraufhin hätten sie Jesus gern verhaften lassen; aber sie fürchteten die Menge. Denn sie hatten gemerkt, dass er mit diesem Gleichnis sie meinte. Da ließen sie ihn stehen und gingen weg. (Mk 11,18; Mk 14,1)
Die Frage nach der kaiserlichen Steuer
13Einige Pharisäer und einige Anhänger des Herodes wurden zu Jesus geschickt, um ihn mit einer Frage in eine Falle zu locken. (Mt 22,15; Lk 20,20)14Sie kamen zu ihm und sagten: Meister, wir wissen, dass du die Wahrheit sagst und auf niemanden Rücksicht nimmst; denn du siehst nicht auf die Person, sondern lehrst wahrhaftig den Weg Gottes. Ist es erlaubt, dem Kaiser Steuer zu zahlen, oder nicht? Sollen wir sie zahlen oder nicht zahlen?15Er aber durchschaute ihre Heuchelei und sagte zu ihnen: Warum versucht ihr mich? Bringt mir einen Denar, ich will ihn sehen.16Man brachte ihm einen. Er fragte sie: Wessen Bild und Aufschrift ist das? Sie antworteten ihm: Des Kaisers.17Da sagte Jesus zu ihnen: So gebt dem Kaiser, was dem Kaiser gehört, und Gott, was Gott gehört! Und sie waren sehr erstaunt über ihn.
Die Frage nach der Auferstehung der Toten
18Von den Sadduzäern, die behaupten, es gebe keine Auferstehung, kamen einige zu Jesus und fragten ihn: (Mt 22,23; Lk 20,27; Apg 23,8)19Meister, Mose hat uns vorgeschrieben: Wenn ein Mann, der einen Bruder hat, stirbt und eine Frau hinterlässt, aber kein Kind, dann soll sein Bruder die Frau nehmen und seinem Bruder Nachkommen verschaffen. (1Mo 38,8; 5Mo 25,5)20Es lebten einmal sieben Brüder. Der erste nahm sich eine Frau, und als er starb, hinterließ er keine Nachkommen.21Da nahm sie der zweite; auch er starb, ohne Nachkommen zu hinterlassen, und ebenso der dritte.22Keiner der sieben hatte Nachkommen. Als letzte von allen starb die Frau.23Wessen Frau wird sie nun bei der Auferstehung sein? Alle sieben haben sie doch zur Frau gehabt.24Jesus sagte zu ihnen: Ihr irrt euch, ihr kennt weder die Schrift noch die Macht Gottes.25Wenn nämlich die Menschen von den Toten auferstehen, heiraten sie nicht, noch lassen sie sich heiraten, sondern sind wie Engel im Himmel.26Dass aber die Toten auferstehen, habt ihr das nicht im Buch des Mose gelesen, in der Geschichte vom Dornbusch, in der Gott zu Mose spricht: Ich bin der Gott Abrahams, der Gott Isaaks und der Gott Jakobs? (2Mo 3,6)27Er ist kein Gott von Toten, sondern von Lebenden. Ihr irrt euch sehr.
Die Frage nach dem wichtigsten Gebot
28Ein Schriftgelehrter hatte ihrem Streit zugehört; und da er bemerkt hatte, wie treffend Jesus ihnen antwortete, ging er zu ihm hin und fragte ihn: Welches Gebot ist das erste von allen? (Mt 22,34; Lk 10,25)29Jesus antwortete: Das erste ist: Höre, Israel, der Herr, unser Gott, ist der einzige Herr. (5Mo 6,4)30Darum sollst du den Herrn, deinen Gott, lieben mit ganzem Herzen und ganzer Seele, mit deinem ganzen Denken und mit deiner ganzen Kraft.31Als zweites kommt hinzu: Du sollst deinen Nächsten lieben wie dich selbst. Kein anderes Gebot ist größer als diese beiden. (3Mo 19,18)32Da sagte der Schriftgelehrte zu ihm: Sehr gut, Meister! Ganz richtig hast du gesagt: Er allein ist der Herr und es gibt keinen anderen außer ihm (5Mo 4,35; 5Mo 6,4; Lk 20,39)33und ihn mit ganzem Herzen, ganzem Verstand und ganzer Kraft zu lieben und den Nächsten zu lieben wie sich selbst, ist weit mehr als alle Brandopfer und anderen Opfer. (1Sam 15,22; Ps 51,18; Spr 21,3; Hos 6,6)34Jesus sah, dass er mit Verständnis geantwortet hatte, und sagte zu ihm: Du bist nicht fern vom Reich Gottes. Und keiner wagte mehr, Jesus eine Frage zu stellen. (Mt 22,46; Lk 20,40)
Die Frage nach dem Davidssohn
35Als Jesus im Tempel lehrte, sagte er: Wie können die Schriftgelehrten behaupten, der Christus sei der Sohn Davids? (Mk 16,1; Lk 20,41)36Denn David hat, vom Heiligen Geist erfüllt, selbst gesagt: Der Herr sprach zu meinem Herrn: Setze dich mir zur Rechten, bis ich dir deine Feinde unter die Füße lege! (Ps 110,1)
Polemik gegen die Schriftgelehrten
37David selbst also nennt ihn Herr. Wie kann er dann sein Sohn sein? Es war eine große Menschenmenge versammelt und hörte ihm mit Freude zu. (Mk 16,1; Lk 20,45)38Er lehrte sie und sagte: Nehmt euch in Acht vor den Schriftgelehrten! Sie gehen gern in langen Gewändern umher, lieben es, wenn man sie auf den Marktplätzen grüßt, (Lk 11,43)39und sie wollen in der Synagoge die Ehrensitze und bei jedem Festmahl die Ehrenplätze haben.40Sie fressen die Häuser der Witwen auf und verrichten in ihrer Scheinheiligkeit lange Gebete. Umso härter wird das Urteil sein, das sie erwartet.
Die vorbildliche Witwe
41Als Jesus einmal dem Opferkasten gegenübersaß, sah er zu, wie die Leute Geld in den Kasten warfen. Viele Reiche kamen und gaben viel. (Lk 21,1)42Da kam auch eine arme Witwe und warf zwei kleine Münzen hinein.[1]43Er rief seine Jünger zu sich und sagte: Amen, ich sage euch: Diese arme Witwe hat mehr in den Opferkasten hineingeworfen als alle andern.44Denn sie alle haben nur etwas von ihrem Überfluss hineingeworfen; diese Frau aber, die kaum das Nötigste zum Leben hat, sie hat alles hergegeben, was sie besaß, ihren ganzen Lebensunterhalt.
1Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. (Mt 21,33; Lk 20,9)2Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham.3Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage.4Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet.5Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt.6Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’7Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’8De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.9Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre.10Har I aldrig læst følgende skriftord: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, er blevet selve hjørnestenen.11Det er Herren, der har gjort det, og det er forunderligt at se.’[1]” (Ps 118,22)12De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.
De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord
13Senere sendte de jødiske ledere nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus for at provokere ham til at sige et eller andet, som han kunne arresteres for. (Mt 22,15; Lk 20,20)14Da udsendingene kom til Jesus, sagde de: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og du snakker ikke folk efter munden. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, men underviser sandfærdigt om Guds vilje. Sig os derfor: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?”15Jesus gennemskuede deres hykleri. „Hvorfor sætter I fælder for mig?” sagde han. „Ræk mig en mønt!”16De rakte en mønt frem. „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?” „Det er kejserens navn og billede,” svarede de.17„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”[2] De var målløse over hans svar.
Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde
18Derefter kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: (Mt 22,23; Lk 20,27)19„Mester, Moses gav os jo den forordning, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre.20Nu var der syv brødre, og den ældste giftede sig, men døde uden at have fået nogle børn.21Derfor giftede den næste af brødrene sig med enken, men også han døde barnløs. Så giftede den tredje sig med hende, men døde også uden at have fået børn.22Sådan blev det ved, indtil alle de syv brødre var døde. Til sidst døde også enken.23Hvem af brødrene skal være hendes mand, når de genopstår fra de døde? Alle syv har jo været gift med hende.”24Jesus svarede: „I tager fejl, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft.25Når mennesker genopstår fra de døde, vil de ikke længere gifte sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen.26Og hvad angår det at genopstå fra de døde, har I så aldrig læst det sted i Toraen, hvor Moses står foran den brændende tornebusk? Der nævner Gud hans afdøde forfædre, idet han siger: ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud!’[3] (2Mo 3,6)27Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever. I er helt på vildspor.”
Det vigtigste bud i Toraen
28En af de skriftlærde, der stod og lyttede, syntes, at Jesus havde givet et godt svar. Derfor kom også han frem med sit spørgsmål: „Hvilket bud er det vigtigste?” (Mt 22,34)29Jesus svarede: „Det vigtigste bud lyder således: ‚Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene.30Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med alle dine tanker og al din styrke!’[4] (5Mo 6,4)31Et andet bud lyder således: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’[5] Det er de to vigtigste bud.” (3Mo 19,18)32„Ja, Mester,” svarede den skriftlærde. „Det er rigtigt, når du siger, at Herren alene er Gud, og der er ingen anden Gud.33Og det med at elske ham af hele sit hjerte, med alle sine tanker og al sin styrke og så det med at elske sin næste som sig selv—det er større og vigtigere end alle brændofre og slagtofre.”34Da Jesus hørte mandens svar, udbrød han: „Du er ikke langt fra Guds rige!” Derefter var der ingen, der havde mod på at stille Jesus flere spørgsmål.
Messias som Davids søn
35Mens Jesus underviste folk inde på templets område, spurgte han: „Hvorfor siger de skriftlærde, at Messias skal være en søn[6] af David? (Mt 22,41; Lk 20,41)36-37David kalder jo Messias for sin herre—og han var inspireret af Helligånden, da han sagde det: ‚Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre side, imens jeg overvinder dine fjender.’[7] Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?” Den store skare lyttede til ham med begejstring. (Ps 110,1)
Jesus advarer imod de skriftlærdes hykleri
38Jesus fortsatte: „Tag jer i agt for de skriftlærde! De elsker at gå klædt som fornemme og lærde mænd, og de nyder, at man hilser ærbødigt på dem, når de går gennem byens gader. (Mt 23,1; Lk 20,45)39De kappes om de bedste pladser i synagogen, og de elsker at være æresgæster ved de fine middage.40Men samtidig svindler de sig til enkers ejendom, og de fremsiger lange bønner for at se fromme ud. De vil få en hård dom.”
Forskellen mellem at give og at ofre
41Så satte Jesus sig lige over for templets indsamlingsbøsse og iagttog de folk, der lagde penge i den. Mange rige gav store beløb, (Lk 21,1)42men der kom også en fattig enke, som lagde to småmønter deri.43Jesus kaldte på disciplene. „Så I den fattige enke der?” spurgte han. „Det siger jeg jer: Hun gav mere end alle de andre.44De gav af deres overflod, men hun gav simpelthen alt, hvad hun ejede og havde.”