1Als sie in die Nähe von Jerusalem kamen, nach Betfage und Betanien am Ölberg, schickte er zwei seiner Jünger aus. (Mt 21,1; Lk 19,28; Joh 12,12)2Er sagte zu ihnen: Geht in das Dorf, das vor euch liegt; gleich wenn ihr hineinkommt, werdet ihr ein Fohlen angebunden finden, auf dem noch nie ein Mensch gesessen hat. Bindet es los und bringt es her!3Und wenn jemand zu euch sagt: Was tut ihr da?, dann antwortet: Der Herr braucht es; er lässt es bald wieder zurückbringen.4Da machten sie sich auf den Weg und fanden außen an einer Tür an der Straße ein Fohlen angebunden und sie banden es los.5Einige, die dabeistanden, sagten zu ihnen: Wie kommt ihr dazu, das Fohlen loszubinden?6Sie gaben ihnen zur Antwort, was Jesus gesagt hatte, und man ließ sie gewähren.7Sie brachten das Fohlen zu Jesus, legten ihre Kleider auf das Tier und er setzte sich darauf. (Sach 9,9)8Und viele breiteten ihre Kleider auf den Weg aus, andere aber Büschel, die sie von den Feldern abgerissen hatten.9Die Leute, die vor ihm hergingen und die ihm nachfolgten, riefen: Hosanna! Gesegnet sei er, der kommt im Namen des Herrn! (Ps 118,25; Mt 23,39; Lk 13,35)10Gesegnet sei das Reich unseres Vaters David, das nun kommt. Hosanna in der Höhe!11Und er zog nach Jerusalem hinein, in den Tempel; nachdem er sich alles angesehen hatte, ging er spät am Abend mit den Zwölf nach Betanien hinaus.
Die Verfluchung des Feigenbaums
12Als sie am nächsten Tag Betanien verließen, hatte er Hunger. (Mt 21,18)13Da sah er von Weitem einen Feigenbaum mit Blättern und ging hin, um nach Früchten zu suchen. Aber er fand nichts als Blätter; denn es war nicht die Zeit der Feigenernte. (Lk 13,6)14Da sagte er zu ihm: In Ewigkeit soll niemand mehr eine Frucht von dir essen. Und seine Jünger hörten es.
Die Reinigung des Tempels
15Dann kamen sie nach Jerusalem. Jesus ging in den Tempel und begann, die Händler und Käufer aus dem Tempel hinauszutreiben; er stieß die Tische der Geldwechsler und die Stände der Taubenhändler um (Sach 14,21; Mt 21,12; Lk 19,45; Joh 2,13)16und ließ nicht zu, dass jemand irgendetwas durch den Tempelbezirk trug.17Er belehrte sie und sagte: Heißt es nicht in der Schrift: Mein Haus soll ein Haus des Gebetes für alle Völker genannt werden? Ihr aber habt daraus eine Räuberhöhle gemacht. (Jes 56,7; Jer 7,11)18Die Hohepriester und die Schriftgelehrten hörten davon und suchten nach einer Möglichkeit, ihn umzubringen. Denn sie fürchteten ihn, weil das Volk außer sich war vor Staunen über seine Lehre. (Mk 12,12; Mk 14,1)19Als es Abend wurde, verließ Jesus mit seinen Jüngern die Stadt.
Der verdorrte Feigenbaum und der Glaube
20Als sie am nächsten Morgen an dem Feigenbaum vorbeikamen, sahen sie, dass er bis zu den Wurzeln verdorrt war. (Mt 21,20)21Da erinnerte sich Petrus und sagte zu Jesus: Rabbi, sieh doch, der Feigenbaum, den du verflucht hast, ist verdorrt.22Jesus sagte zu ihnen: Habt Glauben an Gott!23Amen, ich sage euch: Wenn jemand zu diesem Berg sagt: Heb dich empor und stürz dich ins Meer! und wenn er in seinem Herzen nicht zweifelt, sondern glaubt, dass geschieht, was er sagt, dann wird es geschehen. (Mt 17,20; Lk 17,6)24Darum sage ich euch: Alles, worum ihr betet und bittet - glaubt nur, dass ihr es schon erhalten habt, dann wird es euch zuteil. (Mt 7,7)25-26Und wenn ihr beten wollt und ihr habt einem anderen etwas vorzuwerfen, dann vergebt ihm, damit auch euer Vater im Himmel euch eure Verfehlungen vergibt.[1] (Mt 6,14; Lk 6,37)
Die Frage nach der Vollmacht Jesu
27Sie kamen wieder nach Jerusalem. Als er im Tempel umherging, kamen die Hohepriester, die Schriftgelehrten und die Ältesten zu ihm (Mt 21,23; Lk 20,1)28und fragten ihn: In welcher Vollmacht tust du das? Wer hat dir diese Vollmacht gegeben, das zu tun?29Jesus sagte zu ihnen: Ich will euch eine Frage stellen. Antwortet mir, dann werde ich euch sagen, in welcher Vollmacht ich das tue.30Stammte die Taufe des Johannes vom Himmel oder von den Menschen? Antwortet mir!31Da überlegten sie und sagten zueinander: Wenn wir antworten: Vom Himmel, so wird er sagen: Warum habt ihr ihm dann nicht geglaubt?32Sollen wir also antworten: Von den Menschen? Sie fürchteten sich aber vor den Leuten; denn alle hielten Johannes wirklich für einen Propheten.33Darum antworteten sie Jesus: Wir wissen es nicht. Jesus erwiderte: Dann sage auch ich euch nicht, in welcher Vollmacht ich das tue.
1Jesus og hans følge var nu tæt på Jerusalem i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania på Olivenbjergets skråning.[1] Da kaldte Jesus på to af sine disciple. (Mt 21,1; Lk 19,28; Joh 12,12)2„Gå hen til den landsby, I ser foran jer,” sagde han. „Når I kommer derhen, vil I med det samme få øje på et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen.3Hvis nogen spørger jer, hvad I skal med det, så sig: ‚Herren har brug for det, men han vil straks sende det tilbage.’ ”4De to mænd gik og fandt æselføllet bundet ved en dør ud til gaden. Da de var ved at løse det,5råbte nogle folk i nærheden: „Hvad er det, I gør? Hvad skal I med det føl?”6De svarede, som Jesus havde sagt, og så fik de lov at tage føllet.7Æslet blev ført hen til Jesus, og disciplene lagde deres kapper over ryggen på det. Derefter satte Jesus sig op på æslet og red ind mod Jerusalem.8Som en hyldest til ham gav mange mennesker sig til at brede deres kapper ud på vejen, mens andre skar nogle palmegrene af og lagde dem som et tæppe på vejen.9Både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte: „Hoshana![2] Velsignet er den, som kommer i Herrens navn! (Ps 118,25)10Gud velsigne vores forfar Davids rige, som er på vej! Hoshana til Gud i det Højeste!”11På den måde red Jesus ind i Jerusalem. Han gik straks op til templet, hvor han så sig omkring, men da det var sent, gik han sammen med de Tolv ud til Betania for at overnatte der.
Figentræet uden frugt
12Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. (Mt 21,18)13Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt.14Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”[3] Det hørte hans disciple.
Den sidste tempeludrensning
15Kort efter nåede de Jerusalem, hvor Jesus gik ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes borde og duesælgernes bænke, (Mt 21,12; Lk 19,45)16og han tillod ingen at bære deres varer gennem templets område.[4] (Joh 2,13)17Derefter begyndte Jesus at undervise folk. Han sagde: „Siger Skriften ikke: ‚Mit hus skal være et bønnens hus for alle folkeslag.’[5]? Men I har gjort det til et ‚tilholdssted for røvere’[6]!” (Jes 56,7; Jer 7,11)18Da ypperstepræsterne og de skriftlærde fik at vide, hvad Jesus havde gjort, begyndte de at lægge planer om, hvordan de bedst kunne få ham ryddet af vejen. De var nemlig bange for ham, da han var en trussel mod deres autoritet, og folk var ovenud begejstrede for hans undervisning.19Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.
Betydningen af tro og tilgivelse
20Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. (Mt 21,20)21Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”22Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud.23Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske.24På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!25Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået.26Men hvis I ikke tilgiver, så vil jeres Far, som er i Himlen, heller ikke tilgive jeres synder.”[7]
De jødiske lederes uærlighed
27Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. (Mt 21,23; Lk 20,1)28„Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”29„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.30Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”31De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham.32Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.33Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.” „Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.