4. Mosebog 27

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1-2 En dag, hvor israelitterne og deres ledere var forsamlet ved åbenbaringsteltets indgang, kom Zelofhads døtre med en forespørgsel til Moses, Eleazar, og stammelederne. Disse fem søstre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirtza, og de hørte til Manasses, Josefs søns, stamme. Deres far, Zelofhad, var fra heferitternes slægt. Hefer var søn af Gilead, som var søn af Makir, en af Manasses sønner. 3 „Vores far døde i ørkenen,” sagde de, „men han var ikke iblandt dem, der sammen med Kora gjorde oprør imod Herren. Han døde en naturlig død, men uden at efterlade sig nogen sønner. 4 Kan det være rigtigt, at vores fars navn skal gå i glemmebogen, bare fordi han ikke opnåede at få nogen sønner? Bør vi døtre ikke få tildelt et jordstykke på lige fod med vores fars brødre?” 5 Moses gik til Herren for at få klarhed i denne sag, 6 og Herren sagde til ham: 7 „Zelofhads døtre har ret. De bør få tildelt jord på lige fod med deres farbrødre. Giv dem det jordstykke, deres far ville have fået, hvis han stadig havde været i live. 8 Sig til israelitterne: Hvis en mand dør uden at efterlade sig nogen sønner, skal hans døtre overtage faderens jord. 9 Hvis han slet ingen børn har, tilfalder jorden hans brødre. 10 Hvis han ikke har nogen brødre, tilfalder jorden hans farbrødre, 11 og hvis han heller ikke har nogen farbrødre, skal den overdrages til nærmeste slægtning.” 12 En dag sagde Herren til Moses: „Gå op på Abarimbjerget og se over på den anden side af Jordanfloden ind i det land, jeg har lovet at give til Israels folk. 13 Efter at du har set ind i landet, er tiden kommet til, at du skal dø, ligesom Aron allerede er død. 14 I var jo ulydige imod mig i Zins ørken, dengang folket gjorde oprør. I skaffede folket vand, men gav ikke mig æren for det.” Hermed refererede Herren til episoden ved Meriba i Kadesh i Zins ørken. 15 Da sagde Moses til Herren: 16 „Herre, du som er livets ophav, jeg beder dig om først at udvælge en ny leder for folket, 17 en mand, som kan være deres anfører i krigene og gå foran dem, hvor de end drager hen, så dit folk ikke skal være som en flok får uden hyrde.” 18-20 Herren svarede: „Gå hen og hent Josva, Nuns søn. Han er en mand af den rette støbning. Ham skal du tage med hen til præsten Eleazar, og i folkets påsyn skal du lægge hænderne på ham og dermed indsætte ham som leder for dem, så de herefter skal adlyde ham. 21 Han skal søge råd hos præsten Eleazar, og Eleazar skal ved hjælp af Urim rådspørge mig. Så vil jeg give Eleazar svar, hvorefter han skal give svaret videre til Josva. På den måde vil jeg lede dem.” 22 Moses adlød Herren og førte Josva til præsten Eleazar, og i folkets påsyn 23 lagde Moses sine hænder på ham og indviede ham til den ledertjeneste, som Herren havde udvalgt ham til. 

4. Mosebog 27

Neue Genfer Übersetzung

fra Genfer Bibelgesellschaft
1 Zelofhad, der Sohn Hefers, der über seine Vorfahren Gilead, Machir und Manasse von Josef abstammte, hatte fünf Töchter hinterlassen: Machla, Noa, Hogla, Milka und Tirza. 2 Die ´fünf` Frauen traten zu Mose und dem Priester Eleasar an den Eingang des Begegnungszeltes und trugen ihnen in Gegenwart der Stammesoberhäupter und der ganzen Gemeinschaft folgendes Anliegen vor: 3 »Unser Vater ist in der Wüste gestorben. Er gehörte aber nicht zu den Anhängern Korachs, die sich offen gegen den HERRN gestellt haben. Vielmehr ist er gestorben, weil er Gott nicht gehorcht hat[1] ´– wie alle anderen aus seiner Generation`. Nun hat unser Vater aber keine Söhne hinterlassen. (4.Mos 14,29) 4 Soll unsere Familie jetzt den Anspruch auf Grundbesitz verlieren, der uns von unserem Vater her zugestanden hätte, nur weil kein männlicher Erbe da ist?[2] Gebt uns Grundbesitz, damit das Erbe unseres Vaters genauso behandelt wird wie das seiner Brüder![3]« 5 Mose brachte diesen Rechtsfall vor den HERRN, 6 und der HERR antwortete ihm: 7 »Die Töchter Zelofhads haben recht. In der Tat musst du ihnen Erbbesitz unter den Männern ihrer Sippe[4] zuweisen! Lass also das Erbe des Vaters auf die Töchter übergehen. 8 Zu ´allen` Israeliten aber sollst du Folgendes sagen: ›Wenn ein Mann stirbt und keinen Sohn hinterlässt, dann soll das Erbe auf seine Tochter übergehen. 9 Hat er auch keine Tochter, dann verteilt den Erbbesitz unter seinen Brüdern. 10 Hat er keine Brüder, dann gebt den Besitz den Brüdern seines Vaters. 11 Hat auch sein Vater keine Brüder, dann fällt das Erbe an den nächsten leiblichen Verwandten aus seiner Sippe. Ihm soll es gehören. Diese Ordnung soll für die Israeliten als verbindliches Recht gelten, so wie ´ich`, der HERR, es Mose aufgetragen habe.‹« 12 Der HERR sagte zu Mose: »Steig auf das Gebirge Abarim dort und sieh dir das Land an, das ich den Israeliten geben werde! 13 Wenn du es gesehen hast, wirst du ´sterben und im Tod` mit deinen Vorfahren[5] vereint werden wie dein Bruder Aaron. 14 Denn ihr habt euch damals in der Wüste Zin meinem Befehl widersetzt. Als das ganze Volk schwere Vorwürfe gegen mich erhob, habt ihr mich nicht vor ihnen als heiligen und mächtigen Gott geehrt. Ich wollte ihnen Wasser geben, doch ihr habt eigenmächtig gehandelt.[6]« – Aus diesem Grund hatte die Quelle bei Kadesch in der Wüste Zin den Namen Meriba (»Vorwurf«)[7] bekommen. – (4.Mos 20,1) 15 Mose antwortete dem HERRN: 16 »HERR, du Gott, der alles Leben geschaffen hat[8], setze doch einen Mann ein, der das Volk ´nach meinem Tod` führen kann. 17 Er soll an ihrer Spitze ´in den Kampf` ziehen und an ihrer Spitze ´wieder ins Lager` zurückkehren. Er soll das Zeichen zum Aufbruch und zum Halt geben.[9] Lass dein Volk nicht wie eine Schafherde ohne Hirte sein.« 18 Der HERR antwortete: »Hol Josua, den Sohn Nuns. Er ist ein Mann, der von meinem Geist erfüllt ist[10]. Lege deine Hände auf ihn. 19 Lass ihn dazu vor den Priester Eleasar und vor die ganze Gemeinschaft treten. So setzt du ihn vor aller Augen ´als deinen Nachfolger` ein 20 und überträgst deine Autorität[11] auf ihn. Dann wird das ganze Volk auf ihn hören. 21 ´Wenn Josua meiner Weisung bedarf`, soll er sich an den Priester Eleasar wenden, damit dieser mit Hilfe des heiligen Loses Urim meinen Willen erfragt[12]. Das Los bestimmt, wann die Israeliten in den Kampf ziehen[13] und wann sie wieder heimkehren. Josua und die ganze Gemeinschaft sollen sich danach richten.« 22 Mose tat, was der HERR ihm befohlen hatte: Er holte Josua und ließ ihn vor den Priester Eleasar und vor die ganze Gemeinschaft treten. 23 Er legte die Hände auf ihn und setzte ihn ´als seinen Nachfolger` ein, wie der HERR es ihm aufgetragen hatte.