1Kom, lad os lovprise Herren med sang, lad os råbe af fryd for vor Frelser.2Lad os komme til ham med tak, lad os spille og synge til hans ære.3For Herren er den almægtige Gud, Kongen over alle guder.4Han hersker over havenes dyb, de mægtige bjerge tilhører ham.5Han skabte både hav og land, derfor tilhører det hele ham.6Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud, lad os knæle for Herren, vor Skaber.7Han er vor Gud, og vi er hans folk, den hjord, han vogter og tager sig af. Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:8Lad være med at lukke af for mit ord, som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[1] og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen. (2.Mos 17,7)9De provokerede mig og satte mig på prøve, selv om de havde set mine undere i 40 år.10Jeg blev vred på dem og sagde: „De går altid deres egne veje, i stedet for at følge mine.”11Så svor jeg i min vrede: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”
1Kommt herzu, lasst uns dem HERRN frohlocken und jauchzen dem Hort unsres Heils!2Lasst uns mit Danken vor sein Angesicht kommen und mit Psalmen ihm jauchzen!3Denn der HERR ist ein großer Gott und ein großer König über alle Götter. (2.Mos 15,11)4Denn in seiner Hand sind die Tiefen der Erde, und die Höhen der Berge sind auch sein.5Denn sein ist das Meer, und er hat’s gemacht, und seine Hände haben das Trockene bereitet.6Kommt, lasst uns anbeten und knien und niederfallen vor dem HERRN, der uns gemacht hat.7Denn er ist unser Gott und wir das Volk seiner Weide und Schafe seiner Hand. Wenn ihr doch heute auf seine Stimme hören wolltet: (Salm 100,3; Joh 10,27)8»Verstocket euer Herz nicht, wie zu Meriba geschah, wie zu Massa in der Wüste, (Heb 3,7; Heb 4,7)9wo mich eure Väter versuchten und prüften und hatten doch mein Werk gesehen. (2.Mos 17,2; 2.Mos 17,7)10Vierzig Jahre war dies Volk mir zuwider, dass ich sprach: / Es sind Leute, deren Herz immer den Irrweg will und die meine Wege nicht lernen wollen,11sodass ich schwor in meinem Zorn: Sie sollen nicht zu meiner Ruhe kommen.« (4.Mos 14,22; Heb 4,3)