Salme 73,26 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Gud er retfærdig og god

1 En sang af Asaf. Gud er god mod sit folk, mod dem, hvis hjerte er rent. 2 Men jeg var på nippet til at miste min tro, jeg var kommet snublende nær til afgrunden. 3 For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse, de har jo fremgang på trods af deres ondskab. 4 Alt går så glat og sorgløst for dem, de er raske og strutter af sundhed. 5 De bekymrer sig ikke om noget som helst, eller plages af problemer som os andre. 6 Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod, de omgiver sig med vold, som var det en kappe. 7 Ondskaben vælter ud af deres indre, deres tanker er fyldt med nedrige planer. 8 Deres tale er ondskabsfuld og hånlig, de er fyldt med foragt og trusler mod andre. 9 De gør oprør mod Gud i Himlen og opfører sig, som om de ejede hele jorden. 10 Derfor bøjer folket sig for dem og giver dem alt, hvad de forlanger.^[1] 11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de. „Den Højeste Gud aner ingenting.” 12 Sikken et grusomt hovmod. Deres velstand øges, uden at de anstrenger sig for det. 13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst. Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv. 14 Det giver mig kun problemer dagen lang, og jeg pines fra morgen til aften.” 15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan, ville jeg være en forræder mod dit folk. 16 Jeg har prøvet at forstå det, men det er bestemt ikke let. 17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud, og du forklarede mig de ondes endeligt. 18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan, du vil straffe dem med døden engang. 19 På et øjeblik er det forbi med dem, de vil opleve en frygtelig afslutning på livet. 20 Deres liv er som en drøm, der forsvinder, når man vågner. Når du griber ind, Herre, bliver det enden på deres drømmeliv. 21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet, hvor misundelig jeg var på de gudløses succes. 22 Dengang var jeg dum og uvidende, som et dyr, der intet forstår. 23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud. Du holder fast ved min højre hånd. 24 Du rådgiver mig på livets vej, og til sidst går jeg ind til herligheden. 25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud, ingen andre i verden kan jeg stole på. 26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke, men du er min tilflugt og tryghed for evigt. 27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde, du udrydder dem, der gør oprør imod dig. 28 At leve i Guds nærhed er min lykke! Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud, og vidne om alle hans velgerninger.

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Anfechtung und Trost beim Glück des Frevlers

1 Ein Psalm Asafs. Gott ist dennoch Israels Trost für alle, die reinen Herzens sind. 2 Ich aber wäre fast gestrauchelt mit meinen Füßen; mein Tritt wäre beinahe geglitten. 3 Denn ich ereiferte mich über die Ruhmredigen, da ich sah, dass es den Frevlern so gut ging. (Job 21,7) 4 Denn für sie gibt es keine Qualen, gesund und feist ist ihr Leib. 5 Sie sind nicht in Mühsal wie sonst die Leute und werden nicht wie andere Menschen geplagt. 6 Darum prangen sie in Hoffart und hüllen sich in Frevel. 7 Sie brüsten sich wie ein fetter Wanst, sie tun, was ihnen einfällt. 8 Sie höhnen und reden böse, sie reden und lästern hoch her. 9 Was sie reden, das soll vom Himmel herab geredet sein; was sie sagen, das soll gelten auf Erden. 10 Darum läuft ihnen der Pöbel zu und schlürft ihr Wasser in vollen Zügen. 11 Sie sprechen: Wie sollte Gott es wissen? Wie sollte der Höchste etwas merken? (Salm 10,11) 12 Siehe, das sind die Frevler; die sind glücklich für immer und werden reich. 13 Soll es denn umsonst sein, dass ich mein Herz rein hielt und meine Hände in Unschuld wasche? (Mal 3,14) 14 Ich bin täglich geplagt, und meine Züchtigung ist alle Morgen da. 15 Hätte ich gedacht: Ich will reden wie sie, siehe, dann hätte ich das Geschlecht deiner Kinder verraten. 16 So sann ich nach, ob ich’s begreifen könnte, aber es war mir zu schwer, 17 bis ich ging in das Heiligtum Gottes und merkte auf ihr Ende. 18 Ja, du stellst sie auf schlüpfrigen Grund und stürzest sie zu Boden. 19 Wie werden sie so plötzlich zunichte! Sie gehen unter und nehmen ein Ende mit Schrecken. 20 Wie ein Traum verschmäht wird, wenn man erwacht, so verschmähst du, Herr, ihr Bild, wenn du dich erhebst. 21 Als es mir wehe tat im Herzen und mich stach in meinen Nieren, 22 da war ich ein Narr und wusste nichts, ich war wie ein Tier vor dir. 23 Dennoch bleibe ich stets an dir; denn du hältst mich bei meiner rechten Hand, (Rom 8,35) 24 du leitest mich nach deinem Rat und nimmst mich am Ende mit Ehren an. (Salm 49,16) 25 Wenn ich nur dich habe, so frage ich nichts nach Himmel und Erde. 26 Wenn mir gleich Leib und Seele verschmachtet, so bist du doch, Gott, allezeit meines Herzens Trost und mein Teil. (Salm 16,5) 27 Denn siehe, die von dir weichen, werden umkommen; du bringst um alle, die dir die Treue brechen. 28 Aber das ist meine Freude, dass ich mich zu Gott halte / und meine Zuversicht setze auf Gott den HERRN, dass ich verkündige all dein Tun.