1En visdomssang[1] af Asaf Åh, Gud, har du forkastet os for evigt? Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.2Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage. Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk. Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.3Prøv at gå en runde i byens ruiner, se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.4De udstødte sejrsråb midt i dit tempel, de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.5De angreb dit tempel som skovhuggere, der svinger økserne mod de store træer.6De knuste det udskårne træværk, huggede det i stumper og stykker.7De satte ild til din helligdom, Herre. De jævnede din bolig med jorden.8De besluttede at knuse os helt og afbrændte alle vore bedehuse.9Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk. Der er heller ingen profeter tilbage. Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.10Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud? Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?11Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor straffer du dem ikke?12Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider, ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.13Du skilte vandene med vældig kraft, du knuste hovederne på havets uhyre,14ja, du knuste Livjatans hoveder og gav den som føde til ørkenens folk.15Du åbnede kilder og lod vand springe frem, du standsede flodernes løb.16Du satte solen til at herske om dagen og månen til at skinne om natten.17Du fastlagde jordens grænser, du lod sommer og vinter afløse hinanden.18Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre, de gudløse nationer spotter dit navn.19Giv ikke din due i rovdyrets vold, forkast ikke for evigt dit stakkels folk.20Husker du ikke din pagt og dine løfter? Verden er jo fyldt med vold og ondskab.21Lad ikke dit forpinte folk blive til spot, men giv os grund til at lovprise dig.22Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære. Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.23Glem ikke alt, hvad de gudløse siger, deres hån og forbandelser stiger og stiger.
1Eine Unterweisung Asafs. Gott, warum verstößest du uns für immer und bist so zornig über die Schafe deiner Weide?2Gedenke an deine Gemeinde, die du vorzeiten erworben und dir zum Erbteil erlöst hast, an den Berg Zion, auf dem du wohnest. (Salm 76,3)3Richte doch deine Schritte zu dem, / was so lange wüste liegt. Der Feind hat alles verheert im Heiligtum.4Deine Widersacher brüllen in deinem Hause und stellen ihre Banner auf als Zeichen des Sieges.5Hoch sieht man Äxte sich heben wie im Dickicht des Waldes.6Sie zerschlagen all sein Schnitzwerk mit Beilen und Hacken.7Sie verbrennen dein Heiligtum, bis auf den Grund entweihen sie die Wohnung deines Namens. (2.Kong 25,9)8Sie sprechen in ihrem Herzen: / Lasst uns sie allesamt unterdrücken! Sie verbrennen alle Gotteshäuser im Lande.9Unsere Zeichen sehen wir nicht, / kein Prophet ist mehr da, und keiner ist bei uns, der wüsste, wie lange.10Ach, Gott, wie lange soll der Widersacher schmähen und der Feind deinen Namen immerfort lästern?11Warum ziehst du deine Hand zurück? Nimm deine Rechte aus dem Gewand und mach ein Ende!12Gott ist ja mein König von alters her, der alle Hilfe tut, die auf Erden geschieht.13Du hast das Meer aufgewühlt durch deine Kraft, zerschmettert die Köpfe der Drachen über den Wassern. (2.Mos 15,8; Es 27,1)14Du hast die Köpfe des Leviatan zerschlagen und ihn zum Fraß gegeben dem wilden Getier. (Job 40,25)15Du hast Quellen und Bäche hervorbrechen lassen und ließest starke Ströme versiegen.16Dein ist der Tag, dein auch die Nacht; du hast Gestirn und Sonne die Bahn gegeben. (Salm 104,19)17Du hast allem Land seine Grenze gesetzt; Sommer und Winter hast du gemacht.18So gedenke doch, dass der Feind den HERRN schmäht und ein törichtes Volk deinen Namen lästert.19Gib deine Taube nicht den Tieren preis; das Leben deiner Elenden vergiss nicht für immer.20Schau auf den Bund; denn die dunklen Winkel des Landes sind Stätten voller Gewalt.21Lass den Geringen nicht beschämt davongehen, lass die Armen und Elenden rühmen deinen Namen.22Mach dich auf, Gott, und führe deine Sache; gedenke an die Schmach, die dir täglich von den Toren widerfährt. (Salm 14,1)23Vergiss nicht das Geschrei deiner Feinde; das Toben deiner Widersacher wird je länger, je größer.