1Til korlederen: En lovsang af David.2Zions Gud, vi vil lovprise dig, vi vil indfri vore løfter til dig.3Du er en Gud, der hører bøn, og vi kommer alle til dig.4Når vi indrømmer vores synd, oplever vi din nådige tilgivelse.5Lykkelige er de, du lader leve i din nærhed. Vi jubler over alt det gode, du giver os.6Du er vores frelser, Gud, du redder os ved dine mægtige undere. Du kan give håb til alle og enhver, hvor de end bor i den vide verden.7Du er den almægtige Gud. Du formede de enorme bjerge,8du dæmper bølgernes brusen og standser nationernes oprør.9Alle folkeslag forundres over dine vældige gerninger, du bliver lovprist både i øst og i vest.10Du vander jorden og gør den frugtbar, du fylder floderne med enorme vandmasser. Du sørger for væde til jorden, så der bliver en god høst.11Du sender regn til de pløjede marker, så furerne fyldes med vand. Du blødgør jorden med regn og giver grobund for den sæd, der er sået.12Når høsten er omme, er laderne fulde, din velsignelse betyder overflod.13Græsgangene i ødemarken glinser af væde, bakkerne blomstrer af fryd.14Fårene flokkes på de frodige enge, dalene klædes i korn. Hele dit skaberværk synger af glæde.
1Ein Psalm Davids, ein Lied, vorzusingen.2Gott, man lobt dich in der Stille zu Zion, und dir hält man Gelübde.3Du erhörst Gebet; darum kommt alles Fleisch zu dir.4Unsre Missetat drückt uns hart; du wollest unsre Sünde vergeben.5Wohl dem, den du erwählst und zu dir lässt, dass er wohne in deinen Vorhöfen; der hat reichen Trost von deinem Hause, deinem heiligen Tempel. (5.Mos 4,7; Salm 63,3; Salm 84,2)6Erhöre uns nach der wunderbaren Gerechtigkeit, Gott, unser Heil, der du bist die Zuversicht aller auf Erden und fern am Meer;7der du die Berge gründest in deiner Kraft und gerüstet bist mit Macht;8der du stillst das Brausen des Meeres, das Brausen seiner Wellen und das Toben der Völker, (Salm 89,10)9dass sich entsetzen, die an den Enden wohnen, vor deinen Zeichen. Du machst fröhlich, was da lebet im Osten wie im Westen.10Du suchst das Land heim und bewässerst es / und machst es sehr reich; Gottes Brünnlein hat Wasser die Fülle. Du lässt ihr Getreide gut geraten; denn so baust du das Land. (Salm 67,7)11Du tränkst seine Furchen und feuchtest seine Schollen; mit Regen machst du es weich und segnest sein Gewächs. (Salm 104,13)12Du krönst das Jahr mit deinem Gut, und deine Spuren triefen von Segen[1].13Es triefen auch die Auen in der Steppe, und die Hügel gürten sich mit Jubel.14Die Anger sind voller Schafe, / und die Auen stehen dick mit Korn, dass man jauchzet und singet.