1-2Hvorfor er de fremmede folk så rasende? Deres konger gør sig klar til kamp. Hvorfor lægger folk nytteløse planer? Deres ledere samles til rådslagning. De kæmper imod Herren selv, de angriber hans udvalgte tjener.3„Lad os bryde de snærende bånd,” siger de. „Lad os sprænge de tunge lænker.”4Men han, som troner i Himlen, ler, han ryster på hovedet ad deres planer.5Så taler han til dem i vrede, de skælver af rædsel ved hans ord:6„Jeg har allerede indsat min konge, han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”7(Den udvalgte konge siger:) „Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet. Han sagde til mig: ‚Du er min søn, i dag er jeg blevet din Far.8Bed mig, og du skal få verden i eje, alle jordens riger skal tilhøre dig.9Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom, som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”10Hør efter, I konger og fyrster, vær kloge og lyt til mit råd.11Bøj jer ærbødigt for Herren, søg ham med frygt og bæven.12Bøj jer med respekt i støvet, så I ikke bliver knust under hans vrede.[1] For hans dom kan hurtigt ramme jer. Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
1Warum toben die Völker und murren die Nationen so vergeblich? (Ap G 4,25; Åb 11,18)2Die Könige der Erde lehnen sich auf, / und die Herren halten Rat miteinander wider den HERRN und seinen Gesalbten:3»Lasset uns zerreißen ihre Bande und von uns werfen ihre Stricke!« (Jer 5,5)4Aber der im Himmel wohnt, lachet ihrer, und der Herr spottet ihrer. (Salm 59,9)5Einst wird er mit ihnen reden in seinem Zorn, und mit seinem Grimm wird er sie schrecken: (Es 34,2; Åb 6,15)6»Ich aber habe meinen König eingesetzt auf meinem heiligen Berg Zion.« (Zak 8,3)7Kundtun will ich den Ratschluss des HERRN. Er hat zu mir gesagt: »Du bist mein Sohn, heute habe ich dich gezeugt. (2.Sam 7,14; Salm 89,27; Ap G 13,33; Heb 1,5; Heb 5,5)8Bitte mich, so will ich dir Völker zum Erbe geben und der Welt Enden zum Eigentum. (Dan 7,13; Heb 1,2)9Du sollst sie mit einem eisernen Zepter zerschlagen, wie Töpfe sollst du sie zerschmeißen.« (Åb 2,27; Åb 12,5; Åb 19,15)10So seid nun verständig, ihr Könige, und lasst euch warnen, ihr Richter auf Erden!11Dienet dem HERRN mit Furcht und freut euch mit Zittern. (Filip 2,12; Heb 12,28)12Küsst den Sohn, dass er nicht zürne und ihr umkommt auf dem Wege; denn sein Zorn wird bald entbrennen. Wohl allen, die auf ihn trauen!