Salme 106

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Halleluja! Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2 Hvem har tal på alle hans undere? Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?3 Velsignede er de, der gør det gode, de, der altid handler ret.4 Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk, giv også mig del i dine goder.5 Lad mig se dit folk få fremgang, lad mig glædes sammen med dine udvalgte, juble med det folk, som tilhører dig.6 Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde, vi har begået fejl og handlet forkert.7 Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten, de glemte hurtigt din trofasthed imod dem, i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.8 Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld og for at vise sin magt for verden.9 Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud, og folket kunne gå tørskoet over.10 Han frelste dem fra deres fjender, friede dem fra egypternes had.11 Vandet skyllede hen over forfølgerne, så de druknede alle som en.12 Da troede folket på Guds løfter og brød ud i lovsang til ham.13 Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort, de holdt op med at søge hans vilje.14 I ørkenen krævede de kød at spise, de udfordrede Guds tålmodighed.15 Han gav dem, hvad de forlangte, men straffede dem også for deres oprør.16 Nogle i lejren blev misundelige på Moses og på Aron, Guds udvalgte præst.17 Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan, lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.18 Ild for ned fra himlen og fortærede dem, der gjorde oprør.19 Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv, de tilbad en afgud af metal.20 De byttede Guds herlighed bort for et billede af et dyr, der æder græs.21 De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten, han, som reddede dem på forunderlig vis.22 Tænk på de mirakler, han udførte, de fantastiske undere ved Det Røde Hav.23 Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk, men hans tjener Moses gik i forbøn for dem, så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.24 De nægtede at gå ind i det frugtbare land, for de troede ikke på Guds løfte.25 De sad bare i deres telte og surmulede og ville slet ikke høre på Herrens ord.26 Derfor svor han højt og helligt, at oprørerne skulle dø i ørkenen.27 Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene og gøres til flygtninge i fremmede lande.28 Dernæst tilbad de Ba’al i Peor, de holdt fest og ofrede til livløse afguder.29 Deres opførsel krænkede Herren dybt, og han lod en pest bryde ud iblandt dem.30 Men Pinehas tog mod til sig og greb ind, og det gjorde, at plagen holdt op.31 Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand, og det vil han altid blive husket for.32 Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen, og Moses faldt i unåde hos Herren.33 De gjorde ham nemlig så oprørt, at han talte i vrede og handlede overilet.34 De undlod også at tilintetgøre de folkeslag, som Herren havde befalet dem at udrydde.35 De giftede sig tilmed ind i deres familier, lærte sig deres ugudelige skikke,36 så de dyrkede de fremmedes afguder og derved blev skyld i deres egen ulykke.37 De ofrede både deres sønner og døtre til de fremmede folkeslags guder.38 Fordi de myrdede uskyldige børn og ofrede dem til afguderne, blev landet besmittet af det udgydte blod.39 Guds folk var blevet urent i hans øjne, deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.40 Derfor blussede Guds vrede op imod dem, han følte afsky for sit ejendomsfolk.41 Han overgav dem i fremmedes vold, deres fjender undertrykte dem.42 De gjorde livet surt for dem og kuede dem på alle måder.43 Gang på gang befriede Herren sit folk, men de blev ved med at gøre oprør og falde dybere og dybere i synd.44 Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød, han hørte deres råb om nåde.45 Han havde jo indgået en pagt med sit folk, og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.46 Han sørgede for, at de fremmede herskere fik medlidenhed med dem.47 Vor Herre og Gud, frels os! Bring os tilbage fra landflygtigheden, så vi kan give dig taknemmelighedsofre og lovprise dit hellige navn.48 Lovet være Herren, Israels Gud. Lad os prise ham nu og til evig tid. Lad hele folket svare: Amen! Halleluja!

Salme 106

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Halleluja! Danket dem HERRN; denn er ist freundlich, und seine Güte währet ewiglich. (1.Krøn 16,34; Salm 100,4; Salm 107,1; Salm 118,1; Salm 136,1)2 Wer kann die großen Taten des HERRN alle erzählen und sein Lob genug verkündigen? (Joh 21,25; Heb 11,32)3 Wohl denen, die das Gebot halten und tun immerdar recht!4 HERR, gedenke meiner nach der Gnade, die du deinem Volk verheißen hast; erweise an uns deine Hilfe,5 dass wir sehen das Heil deiner Auserwählten und uns freuen, dass es deinem Volke so gut geht, und uns rühmen mit denen, die dein Eigen sind.6 Wir haben gesündigt samt unsern Vätern, wir haben unrecht getan und sind gottlos gewesen. (Dan 9,5)7 Unsre Väter in Ägypten wollten deine Wunder nicht verstehen. Sie gedachten nicht an deine große Güte und waren ungehorsam am Meer, am Schilfmeer. (2.Mos 14,11)8 Er aber half ihnen um seines Namens willen, dass er kundtue seine Macht.9 Er schalt das Schilfmeer, da wurde es trocken, und führte sie durch die Tiefen wie durch trockenes Land10 und half ihnen aus der Hand dessen, der sie hasste, und erlöste sie von der Hand des Feindes.11 Und die Wasser bedeckten ihre Widersacher, dass nicht einer übrig blieb.12 Da glaubten sie an seine Worte und sangen sein Lob. (2.Mos 15,21)13 Aber sie vergaßen bald seine Werke, sie warteten nicht auf seinen Rat.14 Und sie wurden lüstern in der Wüste und versuchten Gott in der Einöde. (4.Mos 11,4)15 Er aber gab ihnen, was sie erbaten, und sandte ihnen eine Plage. (4.Mos 11,33)16 Und sie empörten sich wider Mose im Lager, wider Aaron, den Heiligen des HERRN. (4.Mos 16,1)17 Die Erde tat sich auf und verschlang Datan und deckte zu die Rotte Abirams, (4.Mos 16,31)18 und Feuer wurde unter ihrer Rotte angezündet, die Flamme verbrannte die Frevler.19 Sie machten ein Kalb am Horeb und beteten das gegossene Bild an (2.Mos 32,1)20 und tauschten die Herrlichkeit Gottes gegen das Bild eines Ochsen, der Gras frisst. (Rom 1,23)21 Sie vergaßen Gott, ihren Heiland, der so große Dinge in Ägypten getan hatte, (5.Mos 32,18)22 Wunder im Lande Hams und schreckliche Wunder am Schilfmeer.23 Und er gedachte, sie zu vertilgen, wäre nicht Mose gewesen, sein Auserwählter; der trat vor ihm in die Bresche, seinen Grimm abzuwenden, dass er sie nicht verderbe. (5.Mos 9,25)24 Und sie achteten das köstliche Land gering; sie glaubten seinem Worte nicht (5.Mos 8,7)25 und murrten in ihren Zelten; sie gehorchten der Stimme des HERRN nicht.26 Da erhob er seine Hand wider sie, dass er sie niederschlüge in der Wüste27 und würfe ihre Nachkommen unter die Völker und zerstreute sie in die Länder.28 Und sie hängten sich an den Baal-Peor und aßen von den Opfern für die Toten (4.Mos 25,3)29 und erzürnten den Herrn mit ihrem Tun. Da brach die Plage herein über sie.30 Da trat Pinhas hinzu und vollzog das Gericht; da wurde der Plage gewehrt; (4.Mos 25,7)31 das wurde ihm gerechnet zur Gerechtigkeit von Geschlecht zu Geschlecht ewiglich.32 Und sie erzürnten den Herrn am Haderwasser, und Mose ging es übel um ihretwillen; (4.Mos 20,2)33 denn sie erbitterten seinen Sinn, dass ihm unbedachte Worte entfuhren.34 Auch vertilgten sie die Völker nicht, wie ihnen der HERR doch geboten hatte, (5.Mos 7,1; 5.Mos 12,2; Dom 1,28; Dom 2,23)35 sondern vermischten sich mit den Heiden und lernten ihre Werke36 und dienten ihren Götzen; die wurden ihnen zum Fallstrick.37 Und sie opferten ihre Söhne und ihre Töchter den bösen Geistern (3.Mos 18,21; 2.Kong 21,6; 2.Kong 21,16)38 und vergossen unschuldig Blut, das Blut ihrer Söhne und Töchter, die sie opferten den Götzen Kanaans, sodass das Land mit Blutschuld befleckt ward.39 Sie machten sich unrein mit ihren Werken und wurden abtrünnig durch ihr Tun.40 Da entbrannte der Zorn des HERRN über sein Volk, und sein Erbe wurde ihm zum Abscheu.41 Er gab sie in die Hand der Völker, dass über sie herrschten, die ihnen gram waren. (Dom 2,14)42 Und ihre Feinde bedrängten sie, und sie wurden gedemütigt unter ihre Hand.43 Er errettete sie oftmals; / aber sie erzürnten ihn mit ihrem Vorhaben und schwanden dahin um ihrer Missetat willen.44 Da sah er ihre Not an, als er ihre Klage hörte,45 und gedachte um ihretwillen an seinen Bund, und es reute ihn nach seiner großen Güte.46 Und er ließ sie Barmherzigkeit finden bei allen, die sie gefangen hielten.47 Hilf uns, HERR, unser Gott, und bring uns zusammen aus den Völkern, dass wir preisen deinen heiligen Namen und uns rühmen, dass wir dich loben können! (5.Mos 30,3; 1.Krøn 16,35)48 Gelobt sei der HERR, der Gott Israels, von Ewigkeit zu Ewigkeit, und alles Volk spreche: Amen! Halleluja! (1.Krøn 16,36; Salm 41,14)