Markus 3 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Jesus helbreder en mand på sabbatten

1 Jesus og disciplene gik ind i en synagoge, og dér var der en mand med en forkrøblet hånd. (Matt 12,9; Luk 6,6) 2 Farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede manden på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for. 3 Jesus sagde nu til manden med den forkrøblede hånd: „Rejs dig op og stå her i midten.” 4 Derefter spurgte han forsamlingen: „Hvad siger Guds lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller til noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Men ingen svarede. 5 Jesus så rundt på forsamlingen, vred og bedrøvet over deres stenhårde hjerter. Så sagde han til manden: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han—og straks blev hånden rask. 6 Farisæerne rejste sig øjeblikkeligt og forlod synagogen. Kort efter mødtes de med herodianerne for at drøfte, hvordan de kunne få skaffet Jesus af vejen.

Masser af mennesker flokkes om Jesus

7 Jesus og hans disciple gik nu ned mod søen, og en masse mennesker fulgte efter dem. De fleste kom fra Galilæa, men mange kom helt fra Judæa, 8 Jerusalem, Idumæa og fra landet på den anden side af Jordanfloden—ja, endog helt fra Tyrus og Sidon. De store undere, Jesus gjorde, rygtedes vidt omkring, og folk kom strømmende for at se, hvad der foregik. 9 Jesus gav sine disciple besked på at holde en båd klar, så han kunne gå om bord i den, hvis han blev for voldsomt trængt af folkeskaren på bredden. 10 For han helbredte så mange mennesker, at de syge pressede på fra alle sider for at røre ved ham. 11 Når de, som var plaget af dæmoner, så ham, faldt de på knæ foran ham og skreg: „Du er Guds Søn!” 12 Men Jesus forbød dem strengt at røbe, hvem han var.

Jesus udvælger de 12 apostle

13 En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Deredter kaldte han på de disciple, som han ønskede, og de kom til ham. (Matt 10,1; Luk 6,12) 14 På den måde gjorde han 12 af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab 15 og til at uddrive onde ånder. 16 Her er navnene på de 12: Simon, som Jesus senere gav navnet Peter; 17 Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus (de blev kaldt „Tordensønnerne”); 18 Andreas; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper^[1] 19 og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.

Jesus under falsk anklage

20 Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. (Matt 12,24; Luk 11,15; Luk 12,10) 21 Da hans familie hørte om det, tog de af sted for at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden. 22 Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: „Jesus står i ledtog med Satan,^[2] de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!” (2.Kong 1,1) 23 Jesus kaldte dem til sig og talte til dem i billeder: 24 „Hvordan kan Satan uddrive sine egne onde ånder?” spurgte han. „Et land, som ligger i krig med sig selv, kan ikke bestå, 25 og et hjem, der er i splid med sig selv, går snart i opløsning. 26 Hvis Satan nu er begyndt at kæmpe mod sine egne, så er han kommet i krig med sig selv, og det er ude med ham. 27 Man kan ikke bare bryde ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har. Man må først binde ham. Derefter kan man tage, hvad han har i sit hus. 28 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al deres synd og al deres gudsbespottelse, 29 men hvis de håner Helligånden, så er der ingen tilgivelse længere. Det er en synd med evige konsekvenser.” 30 Det sagde Jesus til dem, fordi de påstod, at det var ved Satans kraft og ikke ved Helligåndens kraft, han uddrev de onde ånder.

De, der gør Guds vilje, hører Jesus til

31-32 Nu kom så Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde de, der sad nærmest ved ham. (Matt 12,46; Luk 8,19) 33 „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” spurgte Jesus og lod blikket glide rundt på den forsamling, der sad omkring ham: 34 „Min mor og mine brødre sidder her! 35 For den, der gør Guds vilje, er min bror eller søster eller mor.”

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Die Heilung am Sabbat

1 Und er ging abermals in die Synagoge. Und es war da ein Mensch, der hatte eine verdorrte Hand. (Matt 12,9; Luk 6,6) 2 Und sie gaben acht, ob er ihn am Sabbat heilen würde, damit sie ihn verklagen könnten. 3 Und er sprach zu dem Menschen mit der verdorrten Hand: Steh auf und tritt in die Mitte! 4 Und er sprach zu ihnen: Was ist am Sabbat erlaubt: Gutes tun oder Böses tun, Leben retten oder töten? Sie aber schwiegen still. 5 Und er sah sie ringsum an mit Zorn, betrübt über ihr erstarrtes Herz, und sprach zu dem Menschen: Strecke deine Hand aus! Und er streckte sie aus; und seine Hand wurde wieder gesund. 6 Und die Pharisäer gingen hinaus und hielten alsbald Rat über ihn mit den Anhängern des Herodes^[1], dass sie ihn umbrächten. (2.Mos 31,14)

Andrang des Volkes und viele Heilungen

7 Aber Jesus entwich mit seinen Jüngern an das Meer, und eine große Menge aus Galiläa folgte ihm; auch aus Judäa (Matt 4,25; Matt 12,15; Luk 6,17) 8 und Jerusalem, aus Idumäa und von jenseits des Jordans und aus der Umgebung von Tyrus und Sidon kam eine große Menge zu ihm, da sie von seinen Taten hörten. 9 Und er sagte zu seinen Jüngern, sie sollten ihm ein Boot bereithalten, damit das Volk ihn nicht bedränge. 10 Denn er heilte viele, sodass sie über ihn herfielen, damit ihn anrührten alle, die geplagt waren. 11 Und wenn ihn die unreinen Geister sahen, fielen sie vor ihm nieder und schrien: Du bist Gottes Sohn! (Mark 1,24; Luk 4,41) 12 Und er bedrohte sie hart, dass sie ihn nicht offenbar machten. (Mark 1,34)

Die Berufung der Zwölf

13 Und er ging auf einen Berg und rief zu sich, welche er wollte, und die gingen hin zu ihm. (Matt 10,1; Luk 6,12) 14 Und er setzte zwölf ein, die er auch Apostel nannte, dass sie bei ihm sein sollten und dass er sie aussendete zu predigen 15 und dass sie Vollmacht hätten, die Dämonen auszutreiben. (Mark 6,7) 16 Und er setzte die Zwölf ein: Simon – ihm gab er den Namen Petrus – 17 und Jakobus, den Sohn des Zebedäus, und Johannes, den Bruder des Jakobus – ihnen gab er den Namen Boanerges, das heißt: Donnersöhne – 18 und Andreas und Philippus und Bartholomäus und Matthäus und Thomas und Jakobus, den Sohn des Alphäus, und Thaddäus und Simon Kananäus 19 und Judas Iskariot, der ihn dann verriet. (Mark 14,10; Mark 14,18; Mark 14,43)

Jesus und seine Verwandten

20 Und er ging in ein Haus. Und da kam abermals das Volk zusammen, sodass sie nicht einmal essen konnten. (Mark 2,2; Mark 6,31) 21 Und als es die Seinen hörten, machten sie sich auf und wollten ihn ergreifen; denn sie sprachen: Er ist von Sinnen. (Mark 6,4; Joh 7,5; Joh 10,20)

Jesus und die Dämonen

22 Die Schriftgelehrten aber, die von Jerusalem herabgekommen waren, sprachen: Er hat den Beelzebul, und: Durch den Obersten der Dämonen treibt er die Dämonen aus. (Matt 9,34; Matt 12,24; Luk 11,14) 23 Und er rief sie zu sich und sprach zu ihnen in Gleichnissen: Wie kann der Satan den Satan austreiben? 24 Wenn ein Reich mit sich selbst uneins wird, kann es nicht bestehen. 25 Und wenn ein Haus mit sich selbst uneins wird, kann es nicht bestehen. 26 Erhebt sich nun der Satan gegen sich selbst und ist mit sich selbst uneins, so kann er nicht bestehen, sondern es ist aus mit ihm. 27 Niemand aber kann in das Haus des Starken eindringen und seinen Hausrat rauben, wenn er nicht zuvor den Starken fesselt; und dann wird er sein Haus ausrauben. (Es 49,24) 28 Wahrlich, ich sage euch: Alles wird den Menschenkindern vergeben werden, die Sünden und die Lästerungen, so viel sie auch lästern mögen; 29 wer aber den Heiligen Geist lästert, der hat keine Vergebung in Ewigkeit, sondern ist ewiger Sünde schuldig. 30 Denn sie hatten gesagt: Er hat einen unreinen Geist.

Jesu wahre Verwandte

31 Und es kamen seine Mutter und seine Brüder und standen draußen, schickten zu ihm und ließen ihn rufen. (Matt 12,46; Luk 8,19) 32 Und das Volk saß um ihn. Und sie sprachen zu ihm: Siehe, deine Mutter und deine Brüder und deine Schwestern draußen fragen nach dir. (Mark 6,3) 33 Und er antwortete ihnen und sprach: Wer ist meine Mutter und meine Brüder? 34 Und er sah ringsum auf die, die um ihn im Kreise saßen, und sprach: Siehe, das ist meine Mutter und das sind meine Brüder! 35 Denn wer Gottes Willen tut, der ist mein Bruder und meine Schwester und meine Mutter. (Matt 7,21)