Job 6 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs anden tale: Et svar til Elifaz

1 Hertil svarede Job: 2 „Hvis min frustration kunne måles, hvis min ulykke kunne vejes på en vægt, 3 da ville den være tungere end sandet på stranden. Det er grunden til min bitterhed. 4 Den Almægtiges pile har ramt mig, giften trænger ind i mit indre, jeg føler mig omringet af en mægtig hær. 5 Brøler en ko, når krybben er fuld? Skryder et æsel, når græsset er grønt? 6 Jeg spiser ikke smagløs mad uden salt, og dine smagløse ord kan jeg ikke sluge. 7 Jeg får kvalme af at høre på dem, har ikke appetit på mere af den slags. 8 Gid Gud ville høre min bøn og give mig det, jeg længes efter! 9 Det eneste, jeg ønsker, er at dø, at han skærer min livstråd over. 10 Jeg har kun én trøst i mine pinsler: Jeg har altid troet på Guds ord. 11 Men jeg har ikke styrke til at udholde mere, jeg ser ingen mening med livet længere. 12 Min krop er ikke lavet af bronze, jeg er ikke så hård som en sten. 13 Nej, der er intet at stille op, jeg har mistet min livskraft og styrke. 14 Den, der er hård imod en fortvivlet ven, har ingen respekt for den almægtige Gud. 15 Mine venner har svigtet mig, de er som en bjergbæk, hvis vand er tørret ud. 16 Om foråret er den fuld af is, og smeltevandet får den til at svulme. 17 Men når varmen sætter ind, tørrer den ud, dens vand er sporløst forsvundet. 18 En karavane satser på at finde en oase, men går til af tørst, hvis den er tørret ud. 19 Karavaner fra Tema spejder efter vand, rejsende fra Saba håber at få øje på en oase, 20 men når de kommer derhen, skuffes de, alle deres forhåbninger var forgæves. 21 Sådan har I skuffet mig nu. I vender jer fra mig i afsky. 22 Har jeg bedt jer om at komme med gaver eller dele jeres rigdomme med mig? 23 Har jeg bedt jer om at redde mig fra fjendens hånd eller betale løsesum for at sætte mig i frihed? 24 Hvis I giver mig et fornuftigt svar, skal jeg nok høre efter. Hvis I kan sige mig, hvor jeg har fejlet, lytter jeg gerne til jer. 25 Det kan godt gøre ondt at få sandheden at vide, men jeres udgydelser gavner mig intet. 26 Måske er mit ordvalg kritisabelt, men tænk dog på, hvor desperat jeg er! 27 I ville udnytte et forældreløst barn eller sælge jeres venner som slaver. 28 Prøv at se på mig! Tror I, jeg lyver jer op i ansigtet? 29 Hvorfor går I ud fra, at jeg er skyldig, når jeg intet forkert har gjort? 30 Aldrig er en løgn kommet over mine læber. Tror I ikke, jeg kender forskel på godt og ondt?”

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Hiobs erste Antwort an Elifas

1 Hiob antwortete und sprach: 2 Wenn man doch meinen Kummer wägen und mein Leiden zugleich auf die Waage legen wollte! 3 Denn nun ist es schwerer als Sand am Meer; darum sind meine Worte noch unbedacht. 4 Denn die Pfeile des Allmächtigen stecken in mir; mein Geist muss ihr Gift trinken, und die Schrecknisse Gottes sind auf mich gerichtet. (Salm 38,3) 5 Schreit denn der Wildesel, wenn er Gras hat, oder brüllt der Stier, wenn er sein Futter hat? 6 Isst man denn Fades, ohne es zu salzen, oder hat Eiweiß Wohlgeschmack? 7 Meine Kehle sträubt sich, es aufzunehmen; es ist, als wäre mein Brot unrein. 8 Könnte meine Bitte doch geschehen und Gott mir geben, was ich hoffe! 9 Dass mich doch Gott erschlagen wollte und seine Hand ausstreckte und mir den Lebensfaden abschnitte! 10 So hätte ich noch diesen Trost und wollte fröhlich springen – ob auch der Schmerz mich quält ohne Erbarmen –, dass ich nicht verleugnet habe die Worte des Heiligen. 11 Was ist meine Kraft, dass ich ausharren könnte; und welches Ende wartet auf mich, dass ich geduldig sein sollte? 12 Ist doch meine Kraft nicht aus Stein und mein Fleisch nicht aus Erz. 13 Hab ich denn keine Hilfe mehr, und gibt es keinen Rat mehr für mich? 14 Wer Barmherzigkeit seinem Nächsten verweigert, der gibt die Furcht vor dem Allmächtigen auf. 15 Meine Brüder sind trügerisch wie ein Bach, wie das Bett der Bäche, die versickern, (Salm 38,12) 16 die erst trübe sind vom Eis, darin der Schnee sich birgt, 17 doch zur Zeit, wenn die Hitze kommt, versiegen sie; wenn es heiß wird, vergehen sie von ihrer Stätte: 18 Karawanen gehen ihren Weg dahin, sie gehen hin ins Nichts und verschwinden. 19 Die Karawanen von Tema blickten aus auf sie, die Karawanen von Saba hofften auf sie; (Job 1,15) 20 aber sie wurden zuschanden über ihrer Hoffnung und waren betrogen, als sie dahin kamen. 21 So seid ihr jetzt für mich geworden; weil ihr Schrecknisse seht, fürchtet ihr euch. 22 Hab ich denn gesagt: Schenkt mir etwas und bezahlt für mich von eurem Vermögen 23 und errettet mich aus der Hand des Feindes und kauft mich los von der Hand der Gewalttätigen? 24 Belehrt mich, so will ich schweigen, und worin ich geirrt habe, darin unterweist mich! 25 Wie könnten redliche Worte betrüben? Aber euer Tadel, was tadelt er? 26 Gedenkt ihr, Worte zu rügen? Aber die Rede eines Verzweifelnden verhallt im Wind. 27 Ihr freilich könntet wohl über eine Waise das Los werfen und euren Nächsten verschachern. 28 Nun aber hebt doch an und seht auf mich, ob ich euch ins Angesicht lüge. 29 Kehrt doch um, damit nicht Unrecht geschehe! Kehrt um! Noch habe ich recht darin! 30 Ist denn auf meiner Zunge Unrecht, oder sollte mein Gaumen Böses nicht merken?