Job 29 | Bibelen på hverdagsdansk

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs tidligere lykkelige liv

1 Job fortsatte: 2 „Ak, gid jeg havde det som i gamle dage, dengang Gud sørgede så godt for mig, 3 da han udøste sin velsignelse over mig og fjernede alle forhindringer fra min vej. 4 Jeg husker endnu mine velmagtsdage, dengang Gud var gæst i mit hjem. 5 Den Almægtige var altid hos mig, og jeg havde mine børn omkring mig. 6 Mine køer gav spandevis af mælk og min olivenpresse mængder af olie. 7 Jeg havde min plads blandt lederne i byen og sad som dommer på byens torv. 8 De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom, og de ældre rejste sig op i respekt. 9 Snakken forstummede blandt lederne, alle tav stille for at høre mig tale. 10 Selv de mest ansete satte fingeren for munden, for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige. 11 Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom, alle, der så mine handlinger, roste mig for dem. 12 Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer, hjalp de forældreløse til at få deres ret. 13 De døende velsignede mig, deres enker jublede af glæde. 14 Jeg blev anset for at være ærligheden selv, retfærdigheden i egen høje person. 15 Jeg blev de blindes øjne og de lammes fødder. 16 Jeg blev de fattiges forsørger og de fremmedes forsvarer. 17 Jeg vristede uskyldige ofre ud af gabet på de gudløse. 18 Jeg forventede en fredfyldt død efter et langt og lykkeligt liv. 19 Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet, og hvis grene forfriskes af nattens væde. 20 Jeg blev æret hver eneste dag, og min styrke blev dagligt fornyet. 21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt, de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige. 22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod, men de tog imod mine råd med glæde. 23 De så frem til mine gode råd, som landmanden ser frem til regnen, og sugede min vejledning til sig, som var de den tørre jord. 24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage, når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde. 25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå, og fungerede som deres leder. Jeg gik i spidsen for dem som en konge, jeg var den, som trøstede de sørgende.

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft

Hiobs früheres Glück

1 Und Hiob hob abermals an mit seinem Spruch und sprach: 2 O dass ich wäre wie in den früheren Monden, in den Tagen, da Gott mich behütete, 3 da seine Leuchte über meinem Haupt schien und ich in seinem Licht durch die Finsternis ging! (Salm 18,29) 4 Wie war ich in der Blüte meines Lebens, als Gottes Freundschaft mein Zelt beschützte, (Salm 25,14) 5 als der Allmächtige noch mit mir war und meine Kinder um mich her, 6 als ich durch Milch schritt und die Felsen mir Ölbäche ergossen! 7 Wenn ich ausging zum Tor der Stadt und meinen Platz auf dem Markt einnahm, 8 dann sahen mich die Jungen und verbargen sich scheu, und die Alten standen vor mir auf und blieben stehen, 9 die Oberen hörten auf zu reden und legten ihre Hand auf ihren Mund, 10 die Fürsten hielten ihre Stimme zurück, und ihre Zunge klebte an ihrem Gaumen. 11 Denn wessen Ohr mich hörte, der pries mich glücklich, und wessen Auge mich sah, der rühmte mich. 12 Denn ich errettete den Armen, der da schrie, und die Waise, die keinen Helfer hatte. (2.Mos 22,21; Job 31,16) 13 Der Segen des Verlassenen kam über mich, und ich erfreute das Herz der Witwe. 14 Gerechtigkeit war mein Kleid, und wie Mantel und Turban umhüllte mich das Recht. 15 Ich war des Blinden Auge und des Lahmen Fuß. 16 Ich war ein Vater der Armen, und der Sache des Unbekannten nahm ich mich an. (Job 31,18) 17 Ich zerbrach die Kinnbacken des Ungerechten und riss ihm den Raub aus den Zähnen. 18 Ich dachte: Ich werde in meinem Nest verscheiden und meine Tage so zahlreich machen wie Sand am Meer; 19 meine Wurzel reiche zum Wasser hin, und der Tau bleibe auf meinen Zweigen; 20 meine Ehre bleibe immer frisch bei mir, und mein Bogen sei immer stark in meiner Hand. 21 Sie hörten mir zu und warteten und schwiegen vor meinem Rat. 22 Nach meinen Worten redete niemand mehr, und meine Rede troff auf sie nieder. 23 Sie warteten auf mich wie auf den Regen und sperrten ihren Mund auf wie nach Spätregen. 24 Wenn ich ihnen zulachte, so glaubten sie es kaum, und das Licht meines Angesichts tröstete die Trauernden. 25 Ich bestimmte ihren Weg und saß obenan und thronte wie ein König über der Schar, als einer, der die Trauernden tröstet.