Job 14

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Et menneskeliv er kun ganske kort, men alligevel har vi masser af problemer.2 Jeg er som en blomst, der vokser op og visner, livet passerer forbi som en skygge og er væk.3 Jeg er så ringe og ubetydelig. Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?4 Findes der et menneske helt uden synd? Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?5 Du har fastsat et menneskes levetid, den kan tælles i dage og måneder, den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.6 Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig, som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.7 Der er mere håb for et træ end for et menneske. Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.8 Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben synes død i markens muld,9 skal der kun en smule vand til for at hjælpe de nye skud på vej.10 Men når mennesker dør, er det ude med dem. Når de udånder, er alt forbi.11 Som en sø kan udtørres under tørke, og en flod kan svinde ind til ingenting,12 sådan er et menneske borte, når livet først rinder ud. Det rejser sig ikke fra graven, så længe himlen og jorden er til.13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget og lade mig hvile der, til din vrede er forbi. Når den rette tid så er inde, kan du komme og føre mig op igen.14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet, kunne jeg bedre holde lidelsen ud og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare, for du længes efter at se din skabning igen.16 Da ville du overvåge mine skridt, men ikke tage dig af mine overtrædelser.17 Mine synder bliver gemt i en sæk, du tilregner mig dem ikke.18 Men som et bjerg kan skride sammen, som et klippestykke kan slå revner,19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk, sådan brister menneskets forhåbninger.20 Det endelige slag mod os mennesker er døden, med stivnet ansigt går vi bort.21 Børnenes fremtid får vi ikke at se, vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.22 Vi mærker kun vores egen smerte, føler kun vores egen sorg.”

Job 14

Lutherbibel 2017

fra Deutsche Bibelgesellschaft
1 Der Mensch, vom Weibe geboren, lebt kurze Zeit und ist voll Unruhe,2 geht auf wie eine Blume und welkt, flieht wie ein Schatten und bleibt nicht. (Salm 90,5)3 Doch du tust deine Augen über einen solchen auf, dass du mich vor dir ins Gericht ziehst.4 Kann wohl ein Reiner kommen von Unreinen? Auch nicht einer! (Salm 14,3)5 Sind seine Tage bestimmt, steht die Zahl seiner Monde bei dir und hast du ein Ziel gesetzt, das er nicht überschreiten kann: (Salm 31,16; Salm 39,5)6 so blicke doch weg von ihm, damit er Ruhe hat, bis sein Tag kommt, auf den er sich wie ein Tagelöhner freut. (Job 7,1)7 Denn ein Baum hat Hoffnung, auch wenn er abgehauen ist; er kann wieder ausschlagen, und seine Schösslinge bleiben nicht aus.8 Ob seine Wurzel in der Erde alt wird und sein Stumpf im Staub erstirbt,9 so grünt er doch wieder vom Geruch des Wassers und treibt Zweige wie eine junge Pflanze.10 Stirbt aber ein Mann, so ist er dahin; kommt ein Mensch um – wo ist er?11 Wie Wasser ausläuft aus dem See, und wie ein Strom versiegt und vertrocknet,12 so ist ein Mensch, wenn er sich niederlegt, er wird nicht wieder aufstehen; er wird nicht aufwachen, solange der Himmel bleibt, noch von seinem Schlaf erweckt werden. (Job 7,10)13 Ach dass du mich im Totenreich verwahren und verbergen wolltest, bis dein Zorn sich legt, und mir eine Frist setzen und dann an mich denken wolltest! (Es 26,20)14 Meinst du, einer stirbt und kann wieder leben? Alle Tage meines Dienstes wollte ich harren, bis meine Ablösung kommt.15 Du würdest rufen und ich dir antworten; es würde dich verlangen nach dem Werk deiner Hände.16 Dann würdest du meine Schritte zählen und nicht achtgeben auf meine Sünde.17 Du würdest meine Übertretung in ein Bündlein versiegeln und meine Schuld übertünchen. (Hos 13,12)18 Doch ein Berg kann zerfallen und vergehen und ein Fels von seiner Stätte weichen,19 Wasser wäscht Steine weg, und seine Fluten schwemmen die Erde weg: so machst du die Hoffnung des Menschen zunichte. (Rom 5,5)20 Du überwältigst ihn für immer, dass er davon muss, entstellst sein Antlitz und lässt ihn dahinfahren.21 Sind seine Kinder in Ehren, das weiß er nicht, oder ob sie verachtet sind, das wird er nicht gewahr.22 Nur sein eigenes Fleisch macht ihm Schmerzen, und nur um ihn selbst trauert seine Seele.