1Elifaz tog nu til genmæle:2„Har man hørt mage til opblæst snak? Du kendes da ellers som en fornuftig mand.3Du burde tænke dig bedre om og ikke bruge den slags tomme ord.4Du undergraver fromhed og viser ingen respekt for Gud.5Du kommer med snedige udtalelser for at dække over dine overtrædelser.6Jeg er ikke ude på at dømme dig, du dømmer dig selv med dine ord.7Var du det første menneske i verden? Blev du født, før jorden blev skabt?8Var du til stede, da Gud planlagde det hele? Fik du monopol på alverdens visdom?9Hvad ved du, som vi ikke ved? Tror du virkelig, du er klogere end os?10Vores viden stammer fra de gamle vismænd, der er langt ældre end din far.11Er Guds trøst da ikke nok for dig? Er andres venlige ord til ingen nytte?12Hvorfor hidser du dig sådan op og sender os lynende blikke?13Husk lige, at det er Gud, du er vred på, det er ham, du anklager med dine ord.14Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig? Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?15Ikke engang englene er uden synd. Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.16Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske, der tørster efter synd som var det vand.17Hør lige her, så skal jeg sige dig noget, lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,18hvad de gamle vismænd har fortalt, det, de lærte af deres forfædre,19af dem, til hvem Gud gav dette land, før de blev påvirket af fremmede folk.20De onde må lide alle deres dage, de grusomme bliver selv grusomt behandlet.21Syndere må leve i evig angst, selv i fredstid bliver de overfaldet.22De tør ikke gå ud om natten af frygt for at blive myrdet.23De ved, at det vil gå galt til sidst, at de ender som føde for gribbene.24Gru og rædsel omringer dem som en hær, der venter på at angribe.25De har jo gjort oprør mod Gud, trodset den Almægtige.26Stædigt satte de sig op mod Gud, gik til angreb med sværd og skjold.27De ragede til sig på alle måder, maven blev tyk og kinderne fede.28De kommer til at bo i ødelagte byer, i forladte huse, der er ved at falde sammen.29Deres rigdom smuldrer og forgår, de efterlader sig intet af værdi.30De undslipper ikke dødens mørke, men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.31Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom, bliver hele deres liv et tomt bedrag.32De er som et frugttræ, der ikke blomstrer og derfor bliver fældet i utide.33De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne, som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.34De gudløses liv bærer ikke frugt. De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.35De undfanger onde planer, som modnes i deres indre, indtil de fødes som løgn og bedrag.”
1Da antwortete Elifas von Teman und sprach:2Soll ein Weiser antworten mit windiger Einsicht und seinen Bauch so blähen mit leeren Reden?3Du verantwortest dich mit Worten, die nichts taugen, und dein Reden ist nichts nütze.4Du selbst zerstörst die Gottesfurcht und raubst dir die Andacht vor Gott.5Denn deine Schuld lehrt deinen Mund, und du hast erwählt eine listige Zunge.6Dein Mund verurteilt dich und nicht ich, deine Lippen zeugen gegen dich.7Bist du als der erste Mensch geboren? Kamst du vor den Hügeln zur Welt?8Hast du zugehört im Rat Gottes und die Weisheit an dich gerissen? (Job 11,7; Rom 11,33)9Was weißt du, das wir nicht wissen? Was verstehst du, das uns nicht bekannt ist? (Job 13,2)10Es sind Ergraute und Alte unter uns, die länger gelebt haben als dein Vater.11Gelten Gottes Tröstungen so gering bei dir und ein Wort, das sanft mit dir verfuhr?12Was reißt dein Herz dich fort? Was funkeln deine Augen,13dass sich dein Mut wider Gott richtet und du solche Reden aus deinem Munde lässt?14Was ist der Mensch, dass er rein sein sollte, und dass der gerecht sein sollte, der vom Weibe geboren ist? (Job 14,4)15Siehe, seinen Heiligen traut Gott nicht, und selbst die Himmel sind nicht rein vor ihm. (Job 4,18; Job 25,5)16Wie viel weniger ein Mensch, der ein Gräuel ist und verderbt, der Unrecht säuft wie Wasser!17Ich will dir’s zeigen, höre mir zu, und ich will dir erzählen, was ich gesehen habe,18was die Weisen gesagt und ihre Väter ihnen nicht verborgen haben,19denen allein das Land gegeben war, sodass kein Fremder unter ihnen umherzog:20Der Frevler bebt sein Leben lang, und dem Tyrannen ist die Zahl seiner Jahre verborgen. (1.Mos 4,14)21Stimmen des Schreckens hört sein Ohr, und mitten im Frieden kommt der Verderber über ihn.22Er glaubt nicht, dass er dem Dunkel entrinnen könne, und fürchtet immer das Schwert.23Er zieht hin und her nach Brot und weiß, dass ihm der Tag der Finsternis bereitet ist.24Angst und Not schrecken ihn, sie überwältigen ihn wie ein König, bereit zum Kampf.25Denn er hat seine Hand gegen Gott ausgereckt und dem Allmächtigen getrotzt.26Er läuft mit dem Kopf gegen ihn an und ficht halsstarrig wider ihn.27Er brüstet sich wie ein fetter Wanst und macht sich feist und dick.28Er wohnt in zerstörten Städten, in Häusern, darin niemand bleibt, die zu Steinhaufen bestimmt sind.29Doch wird er nicht reich bleiben, und sein Gut wird nicht bestehen, und sein Besitz wird sich nicht ausbreiten im Lande.30Er wird der Finsternis nicht entrinnen. Die Flamme wird seine Zweige verdorren, und Gott wird ihn durch den Hauch seines Mundes wegraffen.31Er traue nicht auf Trug, sonst wird er betrogen sein, und Trug wird sein Lohn werden.32Er verwelkt noch vor der Zeit, und sein Zweig wird nicht mehr grünen.33Er gleicht dem Weinstock, der die Trauben unreif abstößt, und dem Ölbaum, der seine Blüte abwirft.34Denn die Rotte der Ruchlosen wird unfruchtbar bleiben, und das Feuer wird die Hütten der Bestechlichen fressen.35Sie gehen schwanger mit Mühsal und gebären Unglück, und ihr Schoß bringt Trug zur Welt. (Es 59,4)