1Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder.2Midt i alle vores kvaler med den jordiske krop længes vi efter den dag, hvor vi skal iklædes et himmelsk legeme.3Når det sker, er vi fri for at være som afklædte ånder uden et legeme at opholde os i.4Vores jordiske krop kan få os til at stønne og sukke, men vi vil alligevel ikke så gerne miste den. Vi længes derimod efter at blive iklædt det nye legeme, så det nuværende liv, der ender i døden, kan erstattes af det evige liv.5Det er Guds plan for os, at vi skal få sådan et åndeligt, himmelsk legeme, og han har givet os Helligånden som en forsmag på det himmelske liv.6Derfor er vi altid ved godt mod, og vi ved, at vi er på vej hjem til Herren, selvom vi endnu en tid skal opholde os i en jordisk krop.7Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se.8Vi taber ikke modet, selvom vi hellere ville forlade den jordiske krop og tage hjem til Herren.9Vi sætter en ære i at behage ham i alt, hvad vi gør, hvad enten vi er hjemme hos ham, eller vi ikke er kommet hjem endnu.10Alle skal jo træde frem for Kristi domstol, og så vil man få belønning eller straf alt efter, hvad godt eller ondt man har gjort i sit liv her på jorden.
Gennem forsoningen med Gud bliver man et nyt menneske
11Det er på grund af ærefrygt for Herren, at vi søger at vinde mennesker. Gud kender os fuldt ud, og jeg håber, at I også forstår os.12Det er egentlig ikke, fordi jeg nu vil til at rose mig selv over for jer, men jeg vil gerne give jer mulighed for at rose jer af mig, så I har noget at sige til dem, der roser sig af ydre ting frem for af det, der bor i hjertet.13Da jeg havde store, åndelige åbenbaringer, tænkte jeg kun på Gud. Men når jeg skal tjene jer, tænker jeg på, hvad der er bedst for jer.14Det er Kristi kærlighed, der får os til at gøre det, vi gør. Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før.15Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.16Derfor ser vi ikke på mennesker på samme måde nu, som før vi blev kristne. Selv Kristus bedømte vi engang ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men det gør vi ikke mere.17Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt.18Det er alt sammen en gave fra Gud, der gennem det, Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv og givet os forsoningens tjeneste.19Sagt med andre ord: Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab mellem sig selv og verden ved at tilgive mennesker deres synder. Og han har betroet os at bringe dette budskab om forsoning til alle mennesker.20Vi er nu ambassadører for Kristus og taler på hans vegne. Gennem os bønfalder Gud mennesker om at blive forsonet med ham!21Kristus var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt og accepteret af Gud.
1Denn wir wissen: Wenn unser irdisches Haus, diese Hütte, abgebrochen wird, so haben wir einen Bau, von Gott erbaut, ein Haus, nicht mit Händen gemacht, das ewig ist im Himmel. (2.Pet 1,14)2Denn darum seufzen wir auch und sehnen uns danach, dass wir mit unserer Behausung, die vom Himmel ist, überkleidet werden,3weil wir dann bekleidet und nicht nackt befunden werden.4Denn solange wir in dieser Hütte sind, seufzen wir und sind beschwert, weil wir lieber nicht entkleidet, sondern überkleidet werden wollen, damit das Sterbliche verschlungen werde von dem Leben. (1.Kor 15,51)5Der uns aber dazu bereitet hat, das ist Gott, der uns als Unterpfand den Geist gegeben hat. (Rom 8,23; 2.Kor 1,22; Ef 1,13)6So sind wir denn allezeit getrost und wissen: Solange wir im Leibe wohnen, weilen wir fern von dem Herrn;7denn wir wandeln im Glauben und nicht im Schauen. (Rom 8,24; 1.Kor 13,12; 1.Pet 1,8)8Wir sind aber getrost und begehren sehr, den Leib zu verlassen und daheim zu sein bei dem Herrn. (Filip 1,23)9Darum setzen wir auch unsre Ehre darein, ob wir daheim sind oder in der Fremde, dass wir ihm wohlgefallen.10Denn wir müssen alle offenbar werden vor dem Richterstuhl Christi, auf dass ein jeder empfange nach dem, was er getan hat im Leib, es sei gut oder böse. (Joh 5,29; Ap G 17,31; Rom 2,16; Rom 14,10; 1.Kor 4,5)
Botschafter der Versöhnung
11Weil wir nun wissen, dass der Herr zu fürchten ist, suchen wir Menschen zu gewinnen; aber vor Gott sind wir offenbar. Ich hoffe aber, dass wir auch vor eurem Gewissen offenbar sind.12Damit empfehlen wir uns nicht abermals bei euch, sondern geben euch Anlass, euch unser zu rühmen, damit ihr etwas habt gegen die, die sich des Äußeren rühmen und nicht des Herzens. (2.Kor 3,1; 2.Kor 10,12)13Denn wenn wir außer uns waren, so war es für Gott; sind wir aber besonnen, so sind wir’s für euch.14Denn die Liebe Christi drängt uns, da wir erkannt haben, dass einer für alle gestorben ist und so alle gestorben sind. (Rom 6,3)15Und er ist darum für alle gestorben, damit, die da leben, hinfort nicht sich selbst leben, sondern dem, der für sie gestorben ist und auferweckt wurde. (Rom 14,7; Gal 2,19)16Darum kennen wir von nun an niemanden mehr nach dem Fleisch; und auch wenn wir Christus gekannt haben nach dem Fleisch, so kennen wir ihn doch jetzt so nicht mehr.17Darum: Ist jemand in Christus, so ist er eine neue Kreatur; das Alte ist vergangen, siehe, Neues ist geworden. (Es 43,18; Rom 8,10; Gal 6,15)18Aber das alles ist von Gott, der uns mit sich selber versöhnt hat durch Christus und uns das Amt gegeben, das die Versöhnung predigt. (Rom 5,10)19Denn Gott war in Christus und versöhnte die Welt mit ihm selber[1] und rechnete ihnen ihre Sünden nicht zu und hat unter uns aufgerichtet das Wort von der Versöhnung. (Kol 1,19)20So sind wir nun Botschafter an Christi statt, denn Gott ermahnt durch uns; so bitten wir nun an Christi statt: Lasst euch versöhnen mit Gott! (Luk 10,16)21Denn er hat den, der von keiner Sünde wusste, für uns zur Sünde gemacht, auf dass wir in ihm die Gerechtigkeit würden, die vor Gott gilt[2]. (Es 53,4; Rom 1,17; Rom 8,3; 1.Kor 1,30; Gal 3,13)