1Har jeg ikke min frihed? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke med egne øjne set Jesus, vores Herre? Er I ikke resultatet af min tjeneste for Herren?2Hvis jeg ikke har fungeret som apostel over for andre, så har jeg i hvert fald for jer. Det, at I tilhører Herren, er beviset på min tjeneste som apostel.3Til dem, som gerne vil tage mig i forhør, vil jeg sige følgende til mit forsvar:4Har Barnabas og jeg ikke ret til kost og logi, når vi besøger en menighed?5Hvis jeg havde en kone, havde jeg så ikke ret til at tage hende med overalt, sådan som de andre apostle, Jesu brødre og Peter gør?6Er det kun Barnabas og mig, der er tvunget til at have et arbejde ved siden af vores tjeneste?7Betaler en soldat sin egen løn? Ejer nogen en frugtplantage uden at have ret til at spise af frugten? Har en hyrde ikke ret til at drikke af mælken fra de får og geder, han vogter?8Er det, jeg siger her, kun mennesketanker? Siger Guds lov ikke det samme?9I den lov, som Gud gav Moses, står der faktisk: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den tærsker korn.”[1] Tror I, at Gud kun tænkte på okserne med den befaling? (5.Mos 25,4)10Mon ikke han også tænkte på os? Naturligvis! De, der pløjer, skal have lov til at pløje med forventning om at få del i høsten engang. Det samme gælder dem, der tærsker.11Vi har sået en åndelig udsæd i jeres hjerter. Er det da for meget forlangt, at I til gengæld deler jeres materielle goder med os,12sådan som I gør for andre, der besøger jer? Har I ikke endnu mere grund til at gøre det samme for os? Men vi har valgt ikke at gøre krav på vores ret til at modtage betaling. I stedet prøver vi at klare os selv, så godt vi kan. Vi ønsker på ingen måde at lægge hindringer i vejen for det budskab om Kristus, som vi forkynder.13Ved I ikke, at de, der gør tjeneste i helligdommen, spiser af den mad, der bliver bragt som offergaver til Gud? Ved I ikke, at de, der foretager ofrene på Guds alter, får del i det, der ofres?14På samme måde har Herren Jesus bestemt, at de, der forkynder budskabet om ham, skal kunne leve af det.15Men jeg har aldrig gjort brug af en eneste af disse rettigheder, og jeg skriver heller ikke det her for at antyde, at jeg nu vil til at gøre det. Jeg vil nemlig hellere dø af sult end kræve betaling for at forkynde budskabet om Jesus.16At forkynde om Jesus er jo ikke noget, jeg kan rose mig af. Det er lagt hen til mig som en nødvendighed. Ve mig, hvis jeg ikke gør det!17Hvis jeg selv havde valgt at forkynde budskabet, så kunne jeg forvente løn for det. Men sådan er det jo ikke. Det er Gud, der har udvalgt mig og betroet mig den opgave.18Og ved I, hvad min løn er? Det er den glæde, jeg har ved at forkynde uden betaling og uden at gøre krav på alle mine rettigheder.19Fordi jeg således ikke er forpligtet over for nogen bestemt, kan jeg tjene alle mennesker, og mit mål er at vinde så mange som muligt for Kristus.20Når jeg er sammen med jøder, der jo lever under loven, gør jeg som dem, selvom jeg ikke selv er underlagt loven. Det gør jeg i håbet om at vinde dem for Kristus.21Når jeg er sammen med dem, der ikke kender til loven, bekymrer jeg mig ikke om den, for jeg ønsker at vinde dem for Kristus. Dog er det ikke sådan, at jeg er uden nogen lov fra Gud, for jeg er underlagt Kristi kærlighedslov.[2] (Joh 13,34; Gal 6,2)22Når jeg er sammen med de svage, opfører jeg mig, som om jeg selv var svag, for at jeg kan vinde de svage. På den måde prøver jeg så vidt muligt at identificere mig med alle mennesker i håb om, at i det mindste nogle af dem vil få det evige liv.23Alt dette gør jeg på grund af det budskab, jeg har fået betroet, og for at få del i de velsignelser, det indeholder.
Det kræver disciplin at vinde sejren
24Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde!25Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,[3] som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner.26Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften.27Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.
1Bin ich nicht frei? Bin ich nicht ein Apostel? Habe ich nicht Jesus, unsern Herrn, gesehen? Seid nicht ihr mein Werk in dem Herrn? (Ap G 9,3; 1.Kor 15,8)2Bin ich für andere kein Apostel, so bin ich’s doch für euch; denn das Siegel meines Apostelamts seid ihr in dem Herrn. (1.Kor 4,15; 2.Kor 3,2)3Denen, die mich verurteilen, antworte ich so:4Haben wir nicht das Recht, zu essen und zu trinken? (Luk 10,7)5Haben wir nicht auch das Recht, eine Schwester als Ehefrau mit uns zu führen wie die andern Apostel und die Brüder des Herrn und Kephas? (Matt 8,14; Joh 1,42)6Oder haben allein ich und Barnabas nicht das Recht, nicht zu arbeiten? (Ap G 4,36; 2.Thess 3,7)7Wer zieht denn in den Krieg und zahlt den eigenen Sold? Wer pflanzt einen Weinberg und isst nicht von seiner Frucht? Oder wer weidet eine Herde und nährt sich nicht von der Milch der Herde?8Sage ich das nach menschlichem Gutdünken? Sagt das nicht auch das Gesetz?9Denn im Gesetz des Mose steht geschrieben: »Du sollst dem Ochsen, der da drischt, nicht das Maul verbinden.« Sorgt sich Gott etwa um die Ochsen? (5.Mos 25,4; 1.Tim 5,18)10Oder redet er nicht überall um unsertwillen? Denn um unsertwillen ist es geschrieben. Wer pflügt, soll auf Hoffnung pflügen; und wer drischt, soll in der Hoffnung dreschen, dass er seinen Teil empfangen wird. (Rom 15,4)11Wenn wir für euch Geistliches säen, ist es dann zu viel, wenn wir Leibliches von euch ernten wollen? (Rom 15,27)12Wenn andere dieses Recht an euch haben, warum nicht viel mehr wir? Aber wir haben von diesem Recht nicht Gebrauch gemacht, sondern wir ertragen alles, dass wir nicht dem Evangelium Christi ein Hindernis bereiten. (Ap G 20,33; 2.Kor 11,9)13Wisst ihr nicht, dass, die im Tempel dienen, vom Tempel leben, und die am Altar dienen, vom Altar ihren Anteil bekommen? (4.Mos 18,18; 4.Mos 18,31; 5.Mos 18,1)14So hat auch der Herr befohlen, dass, die das Evangelium verkündigen, vom Evangelium leben sollen. (Luk 10,7; Gal 6,6)15Ich aber habe von alledem keinen Gebrauch gemacht. Ich schreibe auch nicht deshalb davon, damit es nun mit mir so gehalten werde. Lieber wollte ich sterben – meinen Ruhm soll niemand zunichtemachen! (Ap G 18,3)16Denn dass ich das Evangelium predige, dessen darf ich mich nicht rühmen; denn ich muss es tun. Und wehe mir, wenn ich das Evangelium nicht predigte! (Jer 20,9)17Tue ich’s freiwillig, so wird’s mir gelohnt. Tue ich’s aber unfreiwillig, so ist mir das Amt doch anvertraut. (1.Kor 4,1)18Was ist denn nun mein Lohn? Dass ich das Evangelium predige ohne Entgelt, sodass ich von meinem Recht am Evangelium nicht Gebrauch mache.19Denn obwohl ich frei bin von jedermann, habe ich doch mich selbst jedermann zum Knecht gemacht, auf dass ich möglichst viele gewinne. (Matt 20,27)20Den Juden bin ich wie ein Jude geworden, damit ich die Juden gewinne. Denen unter dem Gesetz bin ich wie einer unter dem Gesetz geworden – obwohl ich selbst nicht unter dem Gesetz bin –, damit ich die unter dem Gesetz gewinne. (Ap G 16,3; Ap G 21,20; 1.Kor 10,33)21Denen ohne Gesetz bin ich wie einer ohne Gesetz geworden – obwohl ich doch nicht ohne Gesetz bin vor Gott, sondern bin im Gesetz vor Christus –, damit ich die ohne Gesetz gewinne. (Gal 2,3)22Den Schwachen bin ich ein Schwacher geworden, damit ich die Schwachen gewinne. Ich bin allen alles geworden, damit ich auf alle Weise etliche rette. (Rom 11,14)23Alles aber tue ich um des Evangeliums willen, auf dass ich an ihm teilhabe.24Wisst ihr nicht: Die im Stadion laufen, die laufen alle, aber nur einer empfängt den Siegespreis? Lauft so, dass ihr ihn erlangt. (Filip 3,14; 2.Tim 4,7)25Jeder aber, der kämpft, enthält sich aller Dinge; jene nun, damit sie einen vergänglichen Kranz empfangen, wir aber einen unvergänglichen. (2.Tim 2,4; 1.Pet 5,4)26Ich aber laufe nicht wie ins Ungewisse; ich kämpfe mit der Faust nicht wie einer, der in die Luft schlägt,27sondern ich schinde meinen Leib und bezwinge ihn, dass ich nicht andern predige und selbst verwerflich werde.