1Husk på, kære venner, at alle vores forfædre blev beskyttet af en sky under ørkenvandringen, og at de alle gik igennem Det Røde Hav.2Derved blev de knyttet til Moses, ligesom dåben har knyttet jer til Kristus, og de forstod, hvor vigtigt det var at adlyde ham.3De var fælles om at spise den mad, som kom ned fra himlen,4og de var fælles om at drikke det vand, som på underfuld vis vældede frem fra en klippe. Det skete flere gange, som om klippen fulgte med dem, og den klippe er symbol på Kristus, som altid følger med jer.5Alligevel var de allerfleste af dem ulydige, så Gud kunne ikke acceptere dem, og alle de, der var ulydige, døde under den lange ørkenvandring.6Alt det, der skete med dem, er blevet et eksempel til skræk og advarsel for os, så vi ikke skal gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, sådan som de gjorde.7Lad os ikke tilbede afguderne, sådan som nogle af dem gjorde. Der står jo skrevet: „De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.”[1] (2.Mos 32,6)8Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde.[2] På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden. (4.Mos 25,1)9Lad os ikke sætte os op mod Herren,[3] sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.[4] (4.Mos 21,1)10Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.[5] (4.Mos 14,26)11Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider.12Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen.13De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.
Hold jer væk fra al afgudsdyrkelse
14Derfor, venner, skal I holde jer langt væk fra enhver form for afgudsdyrkelse.15I er jo fornuftige mennesker og kan selv bedømme det, jeg siger.16Når vi deltager i nadveren og drikker af det bæger med vin, som vi takker Gud for, så bliver vi knyttet sammen med Kristi blod, som han ofrede for os. Og når vi spiser nadverbrødet, så bliver vi knyttet sammen med Kristi legeme, som han ofrede for os.17Fordi der kun er ét brød, udgør vi tilsammen ét legeme, selvom vi er mange, for vi har alle spist af det samme brød.18Tænk på det gamle Guds folk, Israel![6] Alle de israelitter, der tog del i offermåltidet, blev knyttet til Gud ved det, der skete på alteret.19Hvad vil jeg sige med det her? Siger jeg, at afguderne virkelig eksisterer, eller at afgudsofringerne er sande ofringer?20Slet ikke! Men det, de ofrer, bliver ofret til onde ånder, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer ved at spise disse ofre skal blive knyttet til onde ånder.21I kan ikke på én gang være ét med Herren og ét med de onde ånder. I kan ikke på én gang deltage i Herrens nadver og i en ofringsfest til onde ånder.22Tør I provokere Herren og vække hans vrede, som Israels folk gjorde? Har vi større magt, end han har?
Begræns din egen frihed for næstens skyld
23„Alt er tilladt”, siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt, men det er ikke alt, som er til gavn for andre mennesker.24Tænk ikke kun på jer selv! Tænk på, hvad der hjælper de andre.25Alt det kød, der sælges på torvet, kan I spise med god samvittighed uden at spørge, om det er afgudsofferkød,26for: „Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren.”[7] (Salm 24,1)27Hvis en ikke-troende indbyder jer til middag, og hvis I siger ja tak, så kan I med god samvittighed spise alt, hvad der bliver sat på bordet uden at spørge, hvor det stammer fra.28Men hvis man siger til jer: „Det er kød fra afgudstemplet”, så lad være med at spise det af samvittighedshensyn.29Jeg mener ikke din egen samvittighed, men den anden persons. „Men hvorfor skal min frihed begrænses af andre menneskers skrøbelige samvittighed?” vil nogen måske indvende.30„Hvis jeg kan spise efter at have takket Gud for maden, hvorfor skal jeg så høre for det bagefter?”31Jo, det skal jeg sige jer: I skal gøre alting til Guds ære! Også når I spiser og drikker.32Jeres handlinger bør ikke vække anstød, hverken hos jøder, grækere eller Guds menighed.33Det er sådan, jeg selv gør, når jeg søger at komme alle i møde. Jeg tænker ikke på, hvad der er bedst for mig selv, men på, hvad der er bedst for dem, så de har mulighed for at få det evige liv.
1Ich will euch aber, Brüder und Schwestern, nicht in Unwissenheit darüber lassen, dass unsre Väter alle unter der Wolke gewesen und alle durchs Meer gegangen sind; (2.Mos 13,21; 2.Mos 14,22)2und sind alle auf Mose getauft worden in der Wolke und im Meer,3und haben alle dieselbe geistliche Speise gegessen (2.Mos 16,4; 2.Mos 16,35)4und haben alle denselben geistlichen Trank getrunken; denn sie tranken von dem geistlichen Felsen, der ihnen folgte; der Fels aber war Christus. (2.Mos 17,6)5Doch an den meisten von ihnen hatte Gott kein Wohlgefallen, denn sie sind in der Wüste umgekommen. (4.Mos 14,16; 4.Mos 14,22)6Das ist aber geschehen uns zum Vorbild, dass wir nicht am Bösen unsre Lust haben, wie jene sie hatten. (4.Mos 11,4)7So werdet nicht Götzendiener, wie einige von ihnen es wurden, wie geschrieben steht: »Das Volk setzte sich nieder, um zu essen und zu trinken, und sie standen auf, um zu spielen.« (2.Mos 32,6)8Auch lasst uns nicht Hurerei treiben, wie etliche von ihnen Hurerei trieben: Und an einem einzigen Tag kamen dreiundzwanzigtausend um. (4.Mos 25,1; 4.Mos 25,9)9Lasst uns auch nicht Christus versuchen, wie etliche von ihnen taten und wurden von den Schlangen umgebracht. (4.Mos 21,4)10Murrt auch nicht, wie etliche von ihnen murrten und wurden umgebracht durch den Verderber. (4.Mos 14,2; 4.Mos 14,35; Heb 3,11; Heb 3,17)11Dies widerfuhr ihnen als ein Vorbild. Es ist aber geschrieben uns zur Warnung, auf die das Ende der Zeiten gekommen ist. (1.Pet 4,7)12Darum, wer meint, er stehe, soll zusehen, dass er nicht falle. (Rom 11,20)13Bisher hat euch nur menschliche Versuchung getroffen. Aber Gott ist treu, der euch nicht versuchen lässt über eure Kraft, sondern macht, dass die Versuchung so ein Ende nimmt, dass ihr’s ertragen könnt. (Salm 68,20; 2.Thess 3,3; 2.Pet 2,9)
Die Unvereinbarkeit von Abendmahl und Götzendienst
14Darum, meine Lieben, flieht den Götzendienst! (1.Joh 5,21)15Ich rede doch zu verständigen Menschen; beurteilt ihr, was ich sage.16Der Kelch des Segens, den wir segnen, ist der nicht die Gemeinschaft des Blutes Christi? Das Brot, das wir brechen, ist das nicht die Gemeinschaft des Leibes Christi? (Matt 26,26; Ap G 2,42; 1.Kor 11,23)17Denn ein Brot ist’s. So sind wir, die vielen, ein Leib, weil wir alle an einem Brot teilhaben. (Rom 12,5; 1.Kor 12,27)18Seht an das Israel nach dem Fleisch! Welche die Opfer essen, stehen die nicht in der Gemeinschaft des Altars? (3.Mos 7,6)19Was will ich nun damit sagen? Dass das Götzenopfer etwas sei? Oder dass der Götze etwas sei? (1.Kor 8,4)20Nein, sondern was man da opfert, das opfert man den Dämonen und nicht Gott. Ich will aber nicht, dass ihr mit den Dämonen Gemeinschaft habt. (5.Mos 32,17)21Ihr könnt nicht zugleich den Kelch des Herrn trinken und den Kelch der Dämonen; ihr könnt nicht zugleich am Tisch des Herrn teilhaben und am Tisch der Dämonen. (Matt 6,24; 2.Kor 6,15)22Oder wollen wir des Herrn Eifersucht wecken? Sind wir stärker als er?
Rücksicht auf das Gewissen
23Alles ist erlaubt, aber nicht alles dient zum Guten. Alles ist erlaubt, aber nicht alles baut auf. (1.Kor 6,12)24Niemand suche das Seine, sondern was dem andern dient. (Rom 15,2; Filip 2,4)25Alles, was auf dem Fleischmarkt verkauft wird, das esst, und prüft es nicht um des Gewissens willen. (Rom 14,2; Rom 14,22)26Denn »die Erde ist des Herrn und was darinnen ist«27Wenn euch einer von den Ungläubigen einlädt und ihr wollt hingehen, so esst alles, was euch vorgesetzt wird, und prüft es nicht um des Gewissens willen.28Wenn aber jemand zu euch sagen würde: Das ist Opferfleisch, so esst nicht davon, um desjenigen willen, der es gesagt hat, und um des Gewissens willen. (1.Kor 8,7)29Ich rede aber nicht von deinem eigenen Gewissen, sondern von dem des andern. Denn warum sollte ich meine Freiheit beurteilen lassen vom Gewissen eines andern?30Wenn ich mit Danksagung am Mahl teilnehme, warum sollte ich mich Lästerer nennen lassen wegen etwas, wofür ich danke? (1.Tim 4,4)31Ob ihr nun esst oder trinkt oder was ihr auch tut, das tut alles zu Gottes Ehre. (Kol 3,17)32Erregt keinen Anstoß, weder bei den Juden noch bei den Griechen noch bei der Gemeinde Gottes, (Rom 14,13)33so wie auch ich jedermann in allem zu Gefallen lebe und suche nicht, was mir, sondern was vielen dient, damit sie gerettet werden. (1.Kor 9,20)