1Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[1] En sang af Asaf.2Lovpris vor Gud, som giver os styrke, bryd ud i jubel for Israels Gud.3Syng til lyden af tamburiner, til skønne toner fra harper og lyrer.4Vædderhornet indvarsler højtiderne, både nymånefest og løvhyttefest.5Det er fester, som Gud har forordnet, de er beskrevet i Israels love.6Han gjorde det til en regel i Israel, da han førte os ud af Egypten. Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:[2]7„Jeg fjernede byrden fra din skulder, jeg befriede dig fra det hårde slid.8Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig. Jeg talte til dig fra tordenskyen. Jeg prøvede din tro ved Meriba.9Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer. Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.10I må aldrig tilbede nogen anden gud eller bøje jer for et billede af en afgud,11for det var mig, jeres Herre og Gud, som førte jer ud af Egyptens land. Bed til mig, når I har brug for min hjælp, og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.12Men mit folk nægtede at adlyde mig, Israel ville ikke have med mig at gøre.13Så lod jeg dem gå deres egne veje, og de gjorde ganske som de ville.14Bare mit folk dog ville adlyde mig, gid de ville følge mine befalinger.15Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender, feje alle deres modstandere bort.16Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk, det ville være slut med dem for altid.17Men jer ville jeg give den bedste hvede og mætte jer med honning fra klippen.”
1Von Asaf, zu begleiten auf gatitischem Instrument.2Jubelt Gott zu, unserem starken Beschützer! Jauchzt vor Freude über den Gott Jakobs!3Stimmt den Lobgesang an, schlagt die Tamburine, greift in die Saiten von Leier und Laute!4Blast das Horn zum Neumond, blast es wieder zum Vollmond, dem Tag unseres Festes! (3.Mos 23,23; 4.Mos 10,10)5Denn das ist eine Vorschrift für Israel, so hat es der Gott Jakobs befohlen.6Diese Regel gab er dem Volk Josefs, als er gegen die Ägypter kämpfte. Ich höre Worte, die ich so noch niemals hörte:7»Ich habe dir die Last von den Schultern genommen und den schweren Tragkorb aus den Händen. (2.Mos 6,5)8Du hast zu mir geschrien in deiner Not und ich habe dich daraus befreit. Ich habe dir Antwort gegeben mitten aus der Gewitterwolke, in der ich mich verborgen hielt. An der Quelle von Meriba habe ich dein Vertrauen geprüft. (2.Mos 17,7; 2.Mos 19,16)9Mein Volk, hör mir zu, ich muss dich warnen! Wenn du doch auf mich hören wolltest, Israel!10Bei dir darf kein Platz sein für einen anderen Gott, vor keinem fremden Gott darfst du dich niederwerfen! (2.Mos 20,2)11Ich bin der HERR, dein Gott, ich habe dich aus Ägypten herausgeführt. Mach deinen Mund weit auf, ich werde ihn füllen!12Aber mein Volk hat nicht auf mich gehört, Israel wollte nichts von mir wissen. (Jer 7,24)13Darum überließ ich es seinem Starrsinn; es sollte seinen eigenen Wünschen folgen.14Wenn mein Volk doch auf mich hörte! Wenn Israel doch auf meinem Weg bliebe!15Wie schnell würde ich seine Feinde bezwingen und seine Unterdrücker niederwerfen!«16Alle, die den HERRN hassen, würden vor ihm kriechen müssen und ihre Zeit wäre für immer vorbei.17Doch Israel würde er mit bestem Weizen ernähren und mit Honig aus den Bergen sättigen. (5.Mos 32,13)