1-2Hvorfor er de fremmede folk så rasende? Deres konger gør sig klar til kamp. Hvorfor lægger folk nytteløse planer? Deres ledere samles til rådslagning. De kæmper imod Herren selv, de angriber hans udvalgte tjener.3„Lad os bryde de snærende bånd,” siger de. „Lad os sprænge de tunge lænker.”4Men han, som troner i Himlen, ler, han ryster på hovedet ad deres planer.5Så taler han til dem i vrede, de skælver af rædsel ved hans ord:6„Jeg har allerede indsat min konge, han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”7(Den udvalgte konge siger:) „Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet. Han sagde til mig: ‚Du er min søn, i dag er jeg blevet din Far.8Bed mig, og du skal få verden i eje, alle jordens riger skal tilhøre dig.9Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom, som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”10Hør efter, I konger og fyrster, vær kloge og lyt til mit råd.11Bøj jer ærbødigt for Herren, søg ham med frygt og bæven.12Bøj jer med respekt i støvet, så I ikke bliver knust under hans vrede.[1] For hans dom kan hurtigt ramme jer. Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
1Was soll der Aufruhr unter den Völkern? Wozu schmieden sie vergebliche Pläne? (Ap G 4,25; Åb 11,18)2Die Herrscher der Erde lehnen sich auf, die Machthaber verbünden sich gegen den HERRN und den König, den er erwählt hat:[1] (Salm 48,5; Åb 19,19)3»Wir wollen nicht mehr ihre Knechte sein! Auf, lasst uns die Fesseln zerreißen!«4Doch der Herr im Himmel lacht, er spottet nur über sie. (Salm 59,9)5Dann aber wird er zornig; er herrscht sie an, stürzt sie in Angst und Schrecken:6»Ich habe meinen König eingesetzt! Er regiert auf dem Zion, meinem heiligen Berg.« (Salm 76,3; Salm 110,1; Es 24,21)7Ich gebe bekannt, was der HERR verfügt hat. Er hat zu mir gesagt: »Du bist mein Sohn, heute habe ich dich dazu gemacht.[2] (2.Sam 7,14; Ap G 13,33)8Fordere von mir alle Völker, ich schenke sie dir; die ganze Erde gebe ich dir zum Besitz. (Salm 72,8)9Regiere sie mit eiserner Faust! Wenn du willst, zerschlag sie wie Töpfe aus Ton!« (Åb 2,27; Åb 19,15)10Darum nehmt Vernunft an, ihr Könige; lasst euch warnen, ihr Mächtigen der Erde!11Unterwerft euch dem HERRN, zittert vor ihm und jubelt ihm zu!12Huldigt seinem Sohn! Sonst wird er unwillig und es ist um euch geschehen; denn sein Zorn ist schnell entflammt. Wohl allen, die bei ihm Schutz suchen!