1Tak Herren, for han er god. Hans trofasthed varer til evig tid.2Det er, hvad Herrens folk bør sige, dem, han befriede fra fjendens magt3og bragte tilbage fra fjerne lande, fra øst og vest og syd og nord.4De måtte vandre længe gennem øde egne, de ledte efter et sted at bo.5De var udmattede af sult og tørst og nær ved at give op.6Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.7Han førte dem ad den rigtige vej til en by, hvor de kunne bosætte sig.8De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene.9Han slukkede de udmattedes tørst, og han mættede de sultne med gode gaver.10De sad i et trøstesløst mørke og led under deres fangenskab,11fordi de havde gjort oprør mod Gud, ringeagtet den Højestes bud.12Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser, når de segnede, hjalp ingen dem op.13Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.14Han førte dem ud af mørket og rev deres lænker i stykker.15De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene.16Han sprængte porte af bronze og huggede gennem slåer af jern.17De blev mishandlet og betragtet som tåber på grund af deres synd og oprør mod Gud.18De mistede appetitten og fik kvalme af maden, de var døden nær af sult.19Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.20Han sagde blot et ord, og de blev reddet, han rev dem ud af dødens gab.21De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere han gør for menneskene.22Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed, synge med glæde om hans vældige gerninger.23Nogle stod til søs med deres skibe, drev handel på det store hav.24Også de fik Herrens gerninger at se, de undere han udførte på havet.25Han befalede stormvejret at bryde løs, bølgerne rejste sig som bjerge.26De steg mod himlen, sank atter ned i dybet. Sømændene var ved at give op over for orkanen.27De ravede rundt som fulde folk, de kunne intet stille op.28Men i deres nød råbte de til Herren, og han reddede dem ud af problemerne.29Stormen blev stille som en hvisken, havets bølger faldt hurtigt til ro.30Da fyldtes de af fred, åndede lettet op, og han førte dem til deres rejses mål.31De bør takke Herren for hans trofasthed, for de undere, han gør for menneskene,32ophøje ham offentligt i folkets forsamling og for landets ledende råd.33Han forvandlede floder til ødemark, gjorde kildevand til ørkensand.34Frugtbart land blev til saltsletter på grund af beboernes ondskab.35Men derefter gjorde han ørkenen til oase og ødemarken til frugtbart land,36så hans sultende folk kunne slå sig ned og bygge byer, hvor de kunne bo,37tilså deres marker, plante vingårde og bringe en bugnende høst i hus.38Han velsignede dem, de blev mange, og der var ingen mangel på kvæg.39Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker, mange døde, så de blev færre og færre.40Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere, lade dem flakke om i øde egne.41Men de, der søgte hjælp hos Herren, blev reddet ud af deres ulykke. Han tog sig af dem, så de trivedes og havde fremgang.42De retskafne glæder sig over at se det, men de onde holder skamfuldt deres mund.43De vise vil lægge mærke til det og anerkende Herrens trofasthed.
1Dankt dem HERRN, denn er ist gut zu uns, seine Liebe hört niemals auf! (Salm 118,1)2So sollen alle sprechen, die der HERR befreit hat! Er hat sie aus der Hand ihrer Bedränger gerettet3und aus fremden Ländern wieder heimgebracht, von Ost und West, von Nord und Süd.[1] (Es 43,5)4Die einen irrten umher in wegloser Wüste, fernab von jeder bewohnten Gegend.5Sie wurden gequält von Hunger und Durst und spürten, wie ihr Leben dahinschwand.6Sie schrien zum Herrn in ihrer Not, der rettete sie aus der Todesangst. (Salm 50,15)7Er brachte sie auf den richtigen Weg und ließ sie zu menschlichen Siedlungen finden.8Nun sollen sie dem Herrn danken für seine Güte, ihn preisen für ihre wunderbare Rettung!9Er hat den Verdurstenden zu trinken gegeben und den Hungernden reiche Nahrung verschafft. (Luk 1,53)10Andere hockten in finsteren Kerkern, gefangen in Elend und eisernen Ketten, ohne Hoffnung, die Sonne je wiederzusehen.11Sie hatten sich gegen Gott empört, die Weisungen des Höchsten in den Wind geschlagen.12Da zerbrach er ihren Trotz durch harte Schläge; sie lagen am Boden und niemand half ihnen auf.13Sie schrien zum Herrn in ihrer Not, der rettete sie aus der Todesangst.14Er holte sie aus dem finsteren Kerker und riss ihre Fesseln in Stücke.15Nun sollen sie dem Herrn danken für seine Güte, ihn preisen für ihre wunderbare Rettung!16Er hat die gepanzerten Türen zerschlagen, die eisernen Riegel hat er zerbrochen.17Andere waren so uneinsichtig, dass sie sich dem HERRN widersetzten; ihre Vergehen stürzten sie in schlimmes Unglück.18Sie ekelten sich vor jeder Speise, ihr Leben hing nur noch an einem Faden.19Sie schrien zum Herrn in ihrer Not, der rettete sie aus der Todesangst.20Er sprach ein Wort und sie waren geheilt; so bewahrte er sie vor dem Grab.21Nun sollen sie dem Herrn danken für seine Güte, ihn preisen für ihre wunderbare Rettung!22Sie sollen ihm danken mit Opfergaben und voll Freude verkünden, was er getan hat!23Andere wieder fuhren übers Meer und trieben Handel an vielen Küsten.24Sie erlebten voll Staunen, was der HERR kann und wie er die Elemente beherrscht.25Auf seinen Befehl erhob sich ein Sturm und haushoch türmten sich die Wellen. (Jonas 1,4)26Ihr Schiff wurde zum Himmel hinaufgeschleudert und stürzte hinab in den gähnenden Abgrund. Sie vergingen vor Angst und Elend.27Wie Betrunkene schwankten und taumelten sie, sie waren mit ihrer Weisheit am Ende. (Ord 23,34)28Sie schrien zum Herrn in ihrer Not, der rettete sie aus der Todesangst.29Er ließ den Sturm zur leichten Brise werden und die tobenden Wellen legten sich. (Salm 89,10)30Da wurde ihnen wieder leicht ums Herz und er brachte sie zum ersehnten Hafen.31Nun sollen sie dem Herrn danken für seine Güte, ihn preisen für ihre wunderbare Rettung! (Salm 22,23)32In der Gemeinde sollen sie davon erzählen, im Rat der Ältesten ihn dafür rühmen!33Gott kann Ströme versiegen lassen, wasserreiche Täler zu Steppen machen (Es 42,15; Es 50,2)34und fruchtbares Land zur salzigen Wüste, wenn die Bewohner das Recht nicht achten.35Er kann auch Wüsten zu Weiden machen und in Steppen Quellen aufbrechen lassen. (Es 41,18)36Dort können die Ausgehungerten leben; sie bauen eine Stadt, in der sie wohnen.37Sie bestellen die Felder, legen Weinberge an und bringen reiche Ernte ein.38Gott schenkt ihnen Glück und Gelingen und sie bekommen viele Kinder, auch ihre Herden nehmen zu. –39Doch wenn sie immer geringer werden, gebeugt von Unglück und Unterdrückung,40dann bringt er die Vornehmen in Schande und lässt sie umherirren in wegloser Wüste. (Salm 75,8)41Die Armen aber befreit er aus der Not und lässt ihre Familien wachsen wie Herden.42Alle Rechtschaffenen werden es sehen und sich freuen; aber die Lästermäuler müssen verstummen.43Wer klug ist, achtet darauf und wird erkennen, wie gütig der HERR ist.