1Til korlederen Jedutun: En sang af David.2Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert, og jeg ville ikke sige noget overilet. Jeg havde valgt at holde munden lukket, når der var gudløse mennesker til stede.3-4Derfor tav jeg og sagde ikke et ord, men det hjalp bare ikke. Uroen brændte i mit indre, og min frustration voksede. Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det, til sidst var jeg nødt til at tale:5„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort, dagene synes at flyve af sted.6Mit liv er kort ud fra dit perspektiv, et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.7Vi er som skygger, der farer forbi. Man slider for at samle sig rigdom, men ved ikke, hvem der får glæde af det.8Herre, hvad kan jeg forvente af livet? Du er mit eneste håb.9Red mig ud af syndens sump, så ikke tåberne skal hovere over mig.10Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar, for det er jo dig, som straffer mig.11Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere, jeg ligger knust under din hånd.12Når du straffer folk for deres synder, bliver de mast som møl. Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.13Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb! Luk ikke ørerne for min gråd. Jeg er jo blot en fremmed på jorden, en gæst på gennemrejse som mine forfædre.14Vend din vrede fra mig, Herre, så jeg kan opleve glæden igen, før jeg skal herfra.”
1To the choirmaster: to Jeduthun. A Psalm of David. I said, “I will guard my ways, that I may not sin with my tongue; I will guard my mouth with a muzzle, so long as the wicked are in my presence.” (1.Kong 2,4; 2.Kong 10,31; 1.Krøn 16,41; 1.Krøn 25,1; Job 2,10; Salm 34,13; Salm 62,1; Salm 77,1)2I was mute and silent; I held my peace to no avail, and my distress grew worse. (Job 40,4; Salm 38,13; Salm 39,9)3My heart became hot within me. As I mused, the fire burned; then I spoke with my tongue: (Job 32,18; Jer 20,9; Luk 24,32)4“O Lord, make me know my end and what is the measure of my days; let me know how fleeting I am! (Salm 90,12)5Behold, you have made my days a few handbreadths, and my lifetime is as nothing before you. Surely all mankind stands as a mere breath! (Job 14,2; Salm 39,11; Salm 89,47; Salm 90,4)6Surely a man goes about as a shadow! Surely for nothing[1] they are in turmoil; man heaps up wealth and does not know who will gather! (Job 27,16; Salm 49,10; Præd 2,18; Præd 2,21; Præd 2,26; Jer 17,11; Luk 12,20; 1.Kor 7,31; Jak 4,14)7“And now, O Lord, for what do I wait? My hope is in you. (Salm 38,15)8Deliver me from all my transgressions. Do not make me the scorn of the fool! (Salm 44,13)9I am mute; I do not open my mouth, for it is you who have done it. (2.Sam 16,10; Job 2,10; Salm 39,2)10Remove your stroke from me; I am spent by the hostility of your hand. (Job 9,34; Job 13,21)11When you discipline a man with rebukes for sin, you consume like a moth what is dear to him; surely all mankind is a mere breath! (Job 13,28; Salm 39,5; Salm 49,14; Salm 80,16; Es 50,9)12“Hear my prayer, O Lord, and give ear to my cry; hold not your peace at my tears! For I am a sojourner with you, a guest, like all my fathers. (1.Mos 47,9; 3.Mos 25,23; 1.Krøn 29,15; Salm 102,1; Salm 119,19; Heb 11,13; 1.Pet 2,11)13Look away from me, that I may smile again, before I depart and am no more!” (Job 7,8; Job 7,19; Job 10,21; Job 14,10; Job 20,9)