1Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” (Mark 9,33; Luk 9,46)2Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen.3Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige.4Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige.5Og den, der accepterer et sådant lille barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig.
Fristelser, som fører til fortabelse
6Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. (Mark 9,42; Luk 17,1)7Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen.8Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold.9Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.
Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt
10-11Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.[1] (Luk 15,3; Luk 19,10)12Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet?13Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild?14Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.
Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn
15Hvis din ven[2] forsynder sig imod dig,[3] så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. (Matt 16,19; Luk 17,3)16Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn.17Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden.18Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.[4]19Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer.20For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”
Om tilgivelsens nødvendighed
21„Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?”22„Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange![5] (1.Mos 4,24)23Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab.24Den første skyldte ham et millionbeløb.[6]25Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver.26Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’27Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.28Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.[7] ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben.29Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’30Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.31De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport.32Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det.33Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’34Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.35Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.
1At that time the disciples came to Jesus, saying, “Who is the greatest in the kingdom of heaven?” (Matt 17,24; Matt 20,20; Mark 9,33; Luk 9,46)2And calling to him a child, he put him in the midst of them3and said, “Truly, I say to you, unless you turn and become like children, you will never enter the kingdom of heaven. (Salm 131,2; Matt 5,19; Matt 19,14; Mark 10,15; Luk 18,17; Luk 22,32; 1.Kor 14,20; 1.Pet 2,2)4Whoever humbles himself like this child is the greatest in the kingdom of heaven. (Matt 18,3; Matt 20,27; Matt 23,11)5“Whoever receives one such child in my name receives me, (Matt 10,40; Matt 10,42)6but whoever causes one of these little ones who believe in me to sin,[1] it would be better for him to have a great millstone fastened around his neck and to be drowned in the depth of the sea. (Mark 9,42; Luk 17,2; 1.Kor 8,12)
Temptations to Sin
7“Woe to the world for temptations to sin![2] For it is necessary that temptations come, but woe to the one by whom the temptation comes! (Matt 13,41; Matt 26,24; Luk 17,1; 1.Kor 11,19)8And if your hand or your foot causes you to sin, cut it off and throw it away. It is better for you to enter life crippled or lame than with two hands or two feet to be thrown into the eternal fire. (Matt 5,29; Matt 25,41; Mark 9,43)9And if your eye causes you to sin, tear it out and throw it away. It is better for you to enter life with one eye than with two eyes to be thrown into the hell[3] of fire. (Matt 18,8)
The Parable of the Lost Sheep
10“See that you do not despise one of these little ones. For I tell you that in heaven their angels always see the face of my Father who is in heaven.[4] (Ester 1,14; Salm 34,7; Salm 91,11; Matt 6,29; Matt 25,40; Matt 25,45; Luk 1,19; Luk 15,7; Luk 15,10; Ap G 12,15; Heb 1,14; Åb 8,2)12What do you think? If a man has a hundred sheep, and one of them has gone astray, does he not leave the ninety-nine on the mountains and go in search of the one that went astray? (Matt 17,25; Matt 21,28; Luk 15,4)13And if he finds it, truly, I say to you, he rejoices over it more than over the ninety-nine that never went astray.14So it is not the will of my[5] Father who is in heaven that one of these little ones should perish. (Joh 6,39; Joh 10,28; Joh 17,12)
21Then Peter came up and said to him, “Lord, how often will my brother sin against me, and I forgive him? As many as seven times?” (Matt 18,15; Luk 17,3; Kol 3,13)22Jesus said to him, “I do not say to you seven times, but seventy-seven times.23“Therefore the kingdom of heaven may be compared to a king who wished to settle accounts with his servants.[7] (Matt 25,19)24When he began to settle, one was brought to him who owed him ten thousand talents.[8] (Ester 3,9; Matt 25,15)25And since he could not pay, his master ordered him to be sold, with his wife and children and all that he had, and payment to be made. (2.Mos 21,2; 3.Mos 25,39; 2.Kong 4,1; Neh 5,5; Luk 7,42)26So the servant[9] fell on his knees, imploring him, ‘Have patience with me, and I will pay you everything.’ (Matt 8,2; Ap G 10,25)27And out of pity for him, the master of that servant released him and forgave him the debt. (Matt 18,25)28But when that same servant went out, he found one of his fellow servants who owed him a hundred denarii,[10] and seizing him, he began to choke him, saying, ‘Pay what you owe.’ (Matt 20,2; Matt 22,19; Mark 6,37; Mark 14,5; Luk 7,41; Luk 10,35; Joh 6,7)29So his fellow servant fell down and pleaded with him, ‘Have patience with me, and I will pay you.’30He refused and went and put him in prison until he should pay the debt.31When his fellow servants saw what had taken place, they were greatly distressed, and they went and reported to their master all that had taken place.32Then his master summoned him and said to him, ‘You wicked servant! I forgave you all that debt because you pleaded with me.33And should not you have had mercy on your fellow servant, as I had mercy on you?’ (Matt 6,12; Ef 4,32; Kol 3,13; 1.Joh 4,11)34And in anger his master delivered him to the jailers,[11] until he should pay all his debt. (Matt 5,25; Matt 18,30; Jak 2,13)35So also my heavenly Father will do to every one of you, if you do not forgive your brother from your heart.” (Ord 21,13; Matt 6,15; Rom 6,17; 1.Pet 1,22)