1Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes[1] egn. (Matt 8,28; Luk 8,26)2-3Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser.4Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham,5og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.6Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham.7-8Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”9„Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!”10Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.11Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden.12„Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne.13I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken—omkring 2000—styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.14Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket.15Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange.16De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til.17Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.18Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham.19„Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud[2] i sin barmhjertighed har gjort for dig.”20Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.
Ved tro bliver en kvinde helbredt og en pige oprejst fra de døde
21Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en stor skare mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden, (Matt 9,18; Luk 8,40)22kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham23og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”24Jesus gik med ham, men en vældig masse mennesker trængtes stadig om ham.25Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger.26I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre—tværtimod.27-28Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet.29Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.30Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.31„Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”32Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.33Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele.34„Min ven, det var din tro, der reddede dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”35Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.”36Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”37Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairus’ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes.38Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset.39Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.”40De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.41Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!”42Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund.43„I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”
1They came to the other side of the sea, to the country of the Gerasenes.[1] (Matt 8,28; Luk 8,26)2And when Jesus[2] had stepped out of the boat, immediately there met him out of the tombs a man with an unclean spirit.3He lived among the tombs. And no one could bind him anymore, not even with a chain, (Åb 18,2)4for he had often been bound with shackles and chains, but he wrenched the chains apart, and he broke the shackles in pieces. No one had the strength to subdue him.5Night and day among the tombs and on the mountains he was always crying out and cutting himself with stones.6And when he saw Jesus from afar, he ran and fell down before him. (Matt 8,2)7And crying out with a loud voice, he said, “What have you to do with me, Jesus, Son of the Most High God? I adjure you by God, do not torment me.” (1.Mos 14,18; 4.Mos 24,16; Salm 57,2; Dan 3,26; Matt 4,3; Matt 4,6; Matt 14,33; Matt 26,63; Mark 1,26; Luk 1,32; Luk 6,35; Ap G 8,7; Ap G 16,17; Ap G 19,13; Jak 2,19)8For he was saying to him, “Come out of the man, you unclean spirit!”9And Jesus asked him, “What is your name?” He replied, “My name is Legion, for we are many.” (Matt 26,53)10And he begged him earnestly not to send them out of the country.11Now a great herd of pigs was feeding there on the hillside,12and they begged him, saying, “Send us to the pigs; let us enter them.”13So he gave them permission. And the unclean spirits came out and entered the pigs; and the herd, numbering about two thousand, rushed down the steep bank into the sea and drowned in the sea.14The herdsmen fled and told it in the city and in the country. And people came to see what it was that had happened.15And they came to Jesus and saw the demon-possessed[3] man, the one who had had the legion, sitting there, clothed and in his right mind, and they were afraid. (Mark 5,9; Luk 8,27)16And those who had seen it described to them what had happened to the demon-possessed man and to the pigs.17And they began to beg Jesus[4] to depart from their region. (Luk 5,8; Ap G 16,39)18As he was getting into the boat, the man who had been possessed with demons begged him that he might be with him.19And he did not permit him but said to him, “Go home to your friends and tell them how much the Lord has done for you, and how he has had mercy on you.” (Salm 66,16; Mark 1,44)20And he went away and began to proclaim in the Decapolis how much Jesus had done for him, and everyone marveled. (Matt 4,25; Mark 7,31)
Jesus Heals a Woman and Jairus’s Daughter
21And when Jesus had crossed again in the boat to the other side, a great crowd gathered about him, and he was beside the sea.22Then came one of the rulers of the synagogue, Jairus by name, and seeing him, he fell at his feet (Matt 9,18; Luk 8,41; Luk 13,14; Ap G 13,15; Ap G 18,8; Ap G 18,17)23and implored him earnestly, saying, “My little daughter is at the point of death. Come and lay your hands on her, so that she may be made well and live.” (Matt 9,18; Mark 6,5; Mark 7,32; Mark 8,23; Mark 8,25; Mark 16,18; Luk 4,40; Luk 13,13; Ap G 9,12; Ap G 9,17; Ap G 28,8)24And he went with him. And a great crowd followed him and thronged about him. (Mark 3,9; Mark 5,31)25And there was a woman who had had a discharge of blood for twelve years, (3.Mos 15,25)26and who had suffered much under many physicians, and had spent all that she had, and was no better but rather grew worse.27She had heard the reports about Jesus and came up behind him in the crowd and touched his garment.28For she said, “If I touch even his garments, I will be made well.”29And immediately the flow of blood dried up, and she felt in her body that she was healed of her disease. (Matt 15,28; Matt 17,18; Mark 3,10)30And Jesus, perceiving in himself that power had gone out from him, immediately turned about in the crowd and said, “Who touched my garments?” (Luk 5,17; Luk 6,19; Luk 8,46; Ap G 10,38)31And his disciples said to him, “You see the crowd pressing around you, and yet you say, ‘Who touched me?’”32And he looked around to see who had done it.33But the woman, knowing what had happened to her, came in fear and trembling and fell down before him and told him the whole truth.34And he said to her, “Daughter, your faith has made you well; go in peace, and be healed of your disease.” (Mark 5,29; Luk 7,50)35While he was still speaking, there came from the ruler’s house some who said, “Your daughter is dead. Why trouble the Teacher any further?” (Mark 5,22; Luk 7,6; Joh 11,28)36But overhearing[5] what they said, Jesus said to the ruler of the synagogue, “Do not fear, only believe.” (Mark 5,35)37And he allowed no one to follow him except Peter and James and John the brother of James. (Mark 3,17; Mark 9,2; Mark 14,33)38They came to the house of the ruler of the synagogue, and Jesus[6] saw a commotion, people weeping and wailing loudly.39And when he had entered, he said to them, “Why are you making a commotion and weeping? The child is not dead but sleeping.” (Joh 11,4; Joh 11,11; Ap G 20,10)40And they laughed at him. But he put them all outside and took the child’s father and mother and those who were with him and went in where the child was. (Ap G 9,40)41Taking her by the hand he said to her, “Talitha cumi,” which means, “Little girl, I say to you, arise.” (Matt 11,5; Mark 1,31; Luk 7,14; Luk 7,22; Joh 11,43)42And immediately the girl got up and began walking (for she was twelve years of age), and they were immediately overcome with amazement.43And he strictly charged them that no one should know this, and told them to give her something to eat. (Matt 8,4; Mark 9,9)