1En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. (Matt 18,12)2Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de.3Da sagde Jesus:4„Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det?5Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde,6og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’7Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.
Den tabte sølvmønt
8Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den?9Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’10Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”
Sønnen, der erkendte sin fortabthed
11Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner.12En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.13Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv,14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede.15Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken.16Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget.17Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult.18Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud.19Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’20Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.21‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’22Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne—23og slagt fedekalven, for nu skal der festes!24Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!25Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset.26Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik.27‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’28Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind.29‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner.30Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’31‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit.32Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”
8“Or what woman, having ten silver coins,[1] if she loses one coin, does not light a lamp and sweep the house and seek diligently until she finds it?9And when she has found it, she calls together her friends and neighbors, saying, ‘Rejoice with me, for I have found the coin that I had lost.’10Just so, I tell you, there is joy before the angels of God over one sinner who repents.” (Luk 12,8)
The Parable of the Prodigal Son
11And he said, “There was a man who had two sons.12And the younger of them said to his father, ‘Father, give me the share of property that is coming to me.’ And he divided his property between them. (5.Mos 21,17; Mark 12,44; Luk 15,30)13Not many days later, the younger son gathered all he had and took a journey into a far country, and there he squandered his property in reckless living. (Ef 5,18; Titus 1,6; 1.Pet 4,4)14And when he had spent everything, a severe famine arose in that country, and he began to be in need.15So he went and hired himself out to[2] one of the citizens of that country, who sent him into his fields to feed pigs.16And he was longing to be fed with the pods that the pigs ate, and no one gave him anything. (Luk 16,21)17“But when he came to himself, he said, ‘How many of my father’s hired servants have more than enough bread, but I perish here with hunger! (1.Kong 8,47; Ap G 12,11)18I will arise and go to my father, and I will say to him, “Father, I have sinned against heaven and before you. (2.Mos 10,16; Matt 21,25; Joh 3,27)19I am no longer worthy to be called your son. Treat me as one of your hired servants.”’ (Luk 7,6)20And he arose and came to his father. But while he was still a long way off, his father saw him and felt compassion, and ran and embraced him and kissed him. (1.Mos 33,4; 2.Sam 14,33; Ap G 20,37; Jak 4,8)21And the son said to him, ‘Father, I have sinned against heaven and before you. I am no longer worthy to be called your son.’[3] (Luk 15,19)22But the father said to his servants,[4] ‘Bring quickly the best robe, and put it on him, and put a ring on his hand, and shoes on his feet. (1.Mos 41,42; Ester 3,10; Ester 8,2; Ez 16,10; Zak 3,3)23And bring the fattened calf and kill it, and let us eat and celebrate. (1.Sam 28,24; Luk 12,19)24For this my son was dead, and is alive again; he was lost, and is found.’ And they began to celebrate. (Luk 15,32; Rom 11,15; Ef 2,1; Kol 2,13; Åb 3,1)25“Now his older son was in the field, and as he came and drew near to the house, he heard music and dancing.26And he called one of the servants and asked what these things meant.27And he said to him, ‘Your brother has come, and your father has killed the fattened calf, because he has received him back safe and sound.’28But he was angry and refused to go in. His father came out and entreated him,29but he answered his father, ‘Look, these many years I have served you, and I never disobeyed your command, yet you never gave me a young goat, that I might celebrate with my friends. (Luk 15,23)30But when this son of yours came, who has devoured your property with prostitutes, you killed the fattened calf for him!’ (Ord 29,3; Luk 15,12)31And he said to him, ‘Son, you are always with me, and all that is mine is yours. (Joh 8,35)32It was fitting to celebrate and be glad, for this your brother was dead, and is alive; he was lost, and is found.’” (Luk 15,24; Luk 15,29)