1På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham.2En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt.3Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?”4Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.5Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn[1] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?”6Stadig intet svar.
Om ydmyghed og gæstfrihed
7Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet.8„Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig,9vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.10Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret.11For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”12Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning.13Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede.14De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”
Historien om den store bryllupsfest
15En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” (Matt 22,1)16Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker.17Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’18Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første.19‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’20‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’21Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’22Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’23Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’24Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”
Om at være discipel af Jesus
25Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: (Matt 5,13; Matt 10,37; Mark 9,50)26„Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv.27De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv[2] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.28Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt?29For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige:30‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’31Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand?32Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.33På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har.34Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[3] (Matt 5,13)35Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”
1One Sabbath, when he went to dine at the house of a ruler of the Pharisees, they were watching him carefully. (Mark 3,2; Luk 7,36; Luk 11,37; Luk 20,20)2And behold, there was a man before him who had dropsy.3And Jesus responded to the lawyers and Pharisees, saying, “Is it lawful to heal on the Sabbath, or not?” (Matt 12,10; Luk 7,30; Luk 13,14)4But they remained silent. Then he took him and healed him and sent him away.5And he said to them, “Which of you, having a son[1] or an ox that has fallen into a well on a Sabbath day, will not immediately pull him out?” (5.Mos 22,4; Matt 12,11; Luk 13,15)6And they could not reply to these things. (Matt 22,46)
The Parable of the Wedding Feast
7Now he told a parable to those who were invited, when he noticed how they chose the places of honor, saying to them, (Luk 11,43)8“When you are invited by someone to a wedding feast, do not sit down in a place of honor, lest someone more distinguished than you be invited by him,9and he who invited you both will come and say to you, ‘Give your place to this person,’ and then you will begin with shame to take the lowest place.10But when you are invited, go and sit in the lowest place, so that when your host comes he may say to you, ‘Friend, move up higher.’ Then you will be honored in the presence of all who sit at table with you. (Ord 25,6)11For everyone who exalts himself will be humbled, and he who humbles himself will be exalted.” (Ord 29,23; Ez 21,26; Matt 18,4; Luk 18,14; Jak 4,6; Jak 4,10; 1.Pet 5,5)
The Parable of the Great Banquet
12He said also to the man who had invited him, “When you give a dinner or a banquet, do not invite your friends or your brothers[2] or your relatives or rich neighbors, lest they also invite you in return and you be repaid. (Luk 6,34; Joh 21,12)13But when you give a feast, invite the poor, the crippled, the lame, the blind, (Neh 8,10; Neh 8,12; Ester 9,22; Luk 14,21)14and you will be blessed, because they cannot repay you. For you will be repaid at the resurrection of the just.” (Joh 11,24; Ap G 24,15; 1.Kor 15,23; 1.Thess 4,16; Åb 20,4)15When one of those who reclined at table with him heard these things, he said to him, “Blessed is everyone who will eat bread in the kingdom of God!” (Luk 13,29; Luk 22,16; Luk 22,30; Åb 19,9)16But he said to him, “A man once gave a great banquet and invited many. (Es 25,6; Matt 22,2)17And at the time for the banquet he sent his servant[3] to say to those who had been invited, ‘Come, for everything is now ready.’ (Ester 6,14; Ord 9,3; Ord 9,5)18But they all alike began to make excuses. The first said to him, ‘I have bought a field, and I must go out and see it. Please have me excused.’19And another said, ‘I have bought five yoke of oxen, and I go to examine them. Please have me excused.’20And another said, ‘I have married a wife, and therefore I cannot come.’ (5.Mos 24,5)21So the servant came and reported these things to his master. Then the master of the house became angry and said to his servant, ‘Go out quickly to the streets and lanes of the city, and bring in the poor and crippled and blind and lame.’ (Luk 14,13)22And the servant said, ‘Sir, what you commanded has been done, and still there is room.’23And the master said to the servant, ‘Go out to the highways and hedges and compel people to come in, that my house may be filled.24For I tell you,[4] none of those men who were invited shall taste my banquet.’” (Matt 21,43; Ap G 13,46)
The Cost of Discipleship
25Now great crowds accompanied him, and he turned and said to them,26“If anyone comes to me and does not hate his own father and mother and wife and children and brothers and sisters, yes, and even his own life, he cannot be my disciple. (5.Mos 33,9; Matt 10,37; Luk 14,33; Luk 16,13; Joh 12,25; Ap G 20,24; Åb 12,11)27Whoever does not bear his own cross and come after me cannot be my disciple. (Matt 10,38; Matt 16,24; Mark 8,34; Luk 9,23; Joh 19,17)28For which of you, desiring to build a tower, does not first sit down and count the cost, whether he has enough to complete it? (Ord 24,27)29Otherwise, when he has laid a foundation and is not able to finish, all who see it begin to mock him,30saying, ‘This man began to build and was not able to finish.’31Or what king, going out to encounter another king in war, will not sit down first and deliberate whether he is able with ten thousand to meet him who comes against him with twenty thousand? (Luk 14,28)32And if not, while the other is yet a great way off, he sends a delegation and asks for terms of peace.33So therefore, any one of you who does not renounce all that he has cannot be my disciple. (Luk 14,26; Luk 18,28; Filip 3,7)
Salt Without Taste Is Worthless
34“Salt is good, but if salt has lost its taste, how shall its saltiness be restored? (Matt 5,13; Mark 9,50)35It is of no use either for the soil or for the manure pile. It is thrown away. He who has ears to hear, let him hear.” (Matt 11,15)