1Men ak, nu er jeg til grin for de unge, hvis fædre var samfundets udskud. Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde, end jeg plejede at have for dem.2De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde, havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.3De var udtærede af sult og søgte efter føde i ødemarken.4De levede af planter fra vildmarken, og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[1]5De var udstødt af samfundet, hængt ud som tyveknægte.6De holdt til i de stejle kløfter og i vildmarkens klippehuler.7De brølede som dyr i buskene og søgte ly i tornekrattet.8De var samfundets udskud, blev ikke regnet for noget som helst.9Og nu håner deres børn mig! De synger spotteviser om mig.10De afskyr mig og holder sig på afstand, alt imens de spytter efter mig.11Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt, mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.12De angriber mig fra alle sider og generer mig på alle måder.13De spærrer vejen for mig og ødelægger mit liv totalt, uden at nogen hindrer dem.14De myldrer imod mig som fjender, der er trængt igennem fæstningsmuren.15Jeg lever i konstant rædsel og frygt. Min anseelse er borte med blæsten, min værdighed forsvundet som en sky.16Mit hjerte er knust af sorg, min sjæl tynges ned af depression.17Natten gnaver i mine knogler, jeg kan ikke sove for smerter.18Du lagde din stærke hånd på mig, Gud, du greb mig i kraven.19Du kastede mig ud som affald, og her sidder jeg i støv og aske.20Jeg råbte til dig om hjælp, men du svarede mig ikke. Jeg bad til dig, men du hørte mig ikke.21Du behandlede mig grusomt, slog mig med din vældige magt.22Du slyngede mig ud i en voldsom vind, jeg blev kastebold for stormen.23Du førte mig til gravens rand, hvor jeg ved, at alt levende skal ende.24Råber man ikke om hjælp, når man er i nød? Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?25Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke? Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?26Jeg forventede et lykkeligt liv, men blev overvældet af ulykke. Jeg glædede mig til en lys fremtid, men endte i et kulsort mørke.27Smerterne piner min sjæl og min krop, lidelserne fylder min dag og mine tanker.28Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin, jeg klager min nød for mine venner.29Jeg hyler som en sjakal over min smerte, jamrer som en struds i min nød.30Min hud er blevet mørk og skaller af, min krop fortæres af feber.31Lyren bliver kun brugt til klagesange, fløjten spiller kun sørgelige strofer.
Job 30
English Standard Version
fra Crossway1“But now they laugh at me, men who are younger than I, whose fathers I would have disdained to set with the dogs of my flock. (Job 12,4; Job 32,4; Job 32,6)2What could I gain from the strength of their hands, men whose vigor is gone? (Job 5,26; Job 24,4)3Through want and hard hunger they gnaw the dry ground by night in waste and desolation; (Job 30,17; Job 38,27; Jer 2,6; Zef 1,15)4they pick saltwort and the leaves of bushes, and the roots of the broom tree for their food.[1]5They are driven out from human company; they shout after them as after a thief. (1.Sam 26,19)6In the gullies of the torrents they must dwell, in holes of the earth and of the rocks. (1.Sam 13,6; Jer 4,29)7Among the bushes they bray; under the nettles they huddle together. (Job 6,5; Ord 24,31; Zef 2,9)8A senseless, a nameless brood, they have been whipped out of the land.9“And now I have become their song; I am a byword to them. (Job 17,6; Salm 69,12; Klag 3,14; Klag 3,63)10They abhor me; they keep aloof from me; they do not hesitate to spit at the sight of me. (4.Mos 12,14; Job 17,6; Salm 88,8; Es 50,6; Matt 26,67; Matt 27,30)11Because God has loosed my cord and humbled me, they have cast off restraint[2] in my presence.12On my right hand the rabble rise; they push away my feet; they cast up against me their ways of destruction. (Job 19,12; Salm 109,6)13They break up my path; they promote my calamity; they need no one to help them. (Job 6,2)14As through a wide breach they come; amid the crash they roll on. (Job 16,14)15Terrors are turned upon me; my honor is pursued as by the wind, and my prosperity has passed away like a cloud. (Job 7,9; Job 18,11; Es 44,22)16“And now my soul is poured out within me; days of affliction have taken hold of me. (1.Sam 1,15; Job 10,1)17The night racks my bones, and the pain that gnaws me takes no rest. (Job 7,3; Job 30,3; Job 33,19)18With great force my garment is disfigured; it binds me about like the collar of my tunic. (1.Sam 28,8; 1.Kong 20,38)19God[3] has cast me into the mire, and I have become like dust and ashes. (1.Mos 18,27; Job 42,6)20I cry to you for help and you do not answer me; I stand, and you only look at me.21You have turned cruel to me; with the might of your hand you persecute me. (Job 16,9; Es 63,10; Klag 4,3)22You lift me up on the wind; you make me ride on it, and you toss me about in the roar of the storm. (Job 27,21)23For I know that you will bring me to death and to the house appointed for all living. (Job 19,25; Job 28,21)24“Yet does not one in a heap of ruins stretch out his hand, and in his disaster cry for help?[4] (Salm 79,1; Jer 26,18; Mika 1,6; Mika 3,12)25Did not I weep for him whose day was hard? Was not my soul grieved for the needy? (Salm 35,13; Rom 12,15)26But when I hoped for good, evil came, and when I waited for light, darkness came. (Job 10,21; Jer 8,15; Jer 14,19)27My inward parts are in turmoil and never still; days of affliction come to meet me. (2.Sam 22,6; Salm 18,5)28I go about darkened, but not by the sun; I stand up in the assembly and cry for help. (Salm 38,6; Salm 42,9; Salm 43,2; Ord 26,26)29I am a brother of jackals and a companion of ostriches. (Es 13,21; Es 34,13; Jer 50,39; Mika 1,8)30My skin turns black and falls from me, and my bones burn with heat. (Salm 102,3; Salm 119,83; Klag 4,8; Klag 5,10)31My lyre is turned to mourning, and my pipe to the voice of those who weep. (Job 21,12; Klag 5,15)