Job 29

Bibelen på hverdagsdansk

fra Biblica
1 Job fortsatte:2 „Ak, gid jeg havde det som i gamle dage, dengang Gud sørgede så godt for mig,3 da han udøste sin velsignelse over mig og fjernede alle forhindringer fra min vej.4 Jeg husker endnu mine velmagtsdage, dengang Gud var gæst i mit hjem.5 Den Almægtige var altid hos mig, og jeg havde mine børn omkring mig.6 Mine køer gav spandevis af mælk og min olivenpresse mængder af olie.7 Jeg havde min plads blandt lederne i byen og sad som dommer på byens torv.8 De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom, og de ældre rejste sig op i respekt.9 Snakken forstummede blandt lederne, alle tav stille for at høre mig tale.10 Selv de mest ansete satte fingeren for munden, for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.11 Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom, alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.12 Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer, hjalp de forældreløse til at få deres ret.13 De døende velsignede mig, deres enker jublede af glæde.14 Jeg blev anset for at være ærligheden selv, retfærdigheden i egen høje person.15 Jeg blev de blindes øjne og de lammes fødder.16 Jeg blev de fattiges forsørger og de fremmedes forsvarer.17 Jeg vristede uskyldige ofre ud af gabet på de gudløse.18 Jeg forventede en fredfyldt død efter et langt og lykkeligt liv.19 Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet, og hvis grene forfriskes af nattens væde.20 Jeg blev æret hver eneste dag, og min styrke blev dagligt fornyet.21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt, de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod, men de tog imod mine råd med glæde.23 De så frem til mine gode råd, som landmanden ser frem til regnen, og sugede min vejledning til sig, som var de den tørre jord.24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage, når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå, og fungerede som deres leder. Jeg gik i spidsen for dem som en konge, jeg var den, som trøstede de sørgende.

Job 29

English Standard Version

fra Crossway
1 And Job again took up his discourse, and said: (4.Mos 23,7; Job 27,1)2 “Oh, that I were as in the months of old, as in the days when God watched over me,3 when his lamp shone upon my head, and by his light I walked through darkness, (2.Sam 21,17; Job 18,6; Salm 18,28)4 as I was in my prime,[1] when the friendship of God was upon my tent, (Job 15,8; Salm 25,14; Ord 3,32)5 when the Almighty was yet with me, when my children were all around me, (Job 1,2; Salm 128,3)6 when my steps were washed with butter, and the rock poured out for me streams of oil! (1.Mos 49,11; 5.Mos 32,13; 5.Mos 33,24; Job 20,17; Salm 81,16)7 When I went out to the gate of the city, when I prepared my seat in the square, (Job 5,4)8 the young men saw me and withdrew, and the aged rose and stood;9 the princes refrained from talking and laid their hand on their mouth; (Job 21,5)10 the voice of the nobles was hushed, and their tongue stuck to the roof of their mouth. (Salm 22,15; Salm 137,6; Klag 4,4; Ez 3,26)11 When the ear heard, it called me blessed, and when the eye saw, it approved,12 because I delivered the poor who cried for help, and the fatherless who had none to help him. (Salm 72,12)13 The blessing of him who was about to perish came upon me, and I caused the widow’s heart to sing for joy. (Ruth 2,20; Job 31,20; Ord 31,6; Es 27,13)14 I put on righteousness, and it clothed me; my justice was like a robe and a turban. (Job 19,9; Salm 132,9; Es 11,5; Es 59,17; Es 61,10; Es 62,3; Zak 3,5; Ef 6,14; 1.Thess 5,8)15 I was eyes to the blind and feet to the lame. (4.Mos 10,31)16 I was a father to the needy, and I searched out the cause of him whom I did not know. (Ord 29,7)17 I broke the fangs of the unrighteous and made him drop his prey from his teeth. (Salm 3,7; Salm 58,6; Ord 30,14)18 Then I thought, ‘I shall die in my nest, and I shall multiply my days as the sand, (1.Mos 22,17; 4.Mos 24,21; Job 39,27; Salm 30,6)19 my roots spread out to the waters, with the dew all night on my branches, (Job 14,9; Job 18,16; Salm 1,3)20 my glory fresh with me, and my bow ever new in my hand.’ (1.Mos 49,24; Es 40,31; Es 41,1)21 “Men listened to me and waited and kept silence for my counsel.22 After I spoke they did not speak again, and my word dropped upon them. (5.Mos 32,2; 5.Mos 33,28)23 They waited for me as for the rain, and they opened their mouths as for the spring rain. (5.Mos 11,14; Salm 119,131; Ord 16,15; Es 5,14; Jer 3,3; Zak 10,1)24 I smiled on them when they had no confidence, and the light of my face they did not cast down. (1.Mos 4,5; Ord 16,15)25 I chose their way and sat as chief, and I lived like a king among his troops, like one who comforts mourners. (Job 15,24)