1Det var altså absolut umagen værd, at vi kom til jeres by.2I ved, hvordan vi lige forinden var blevet forfulgt og mishandlet i Filippi, men Gud gav os frimodighed til at forkynde budskabet om Kristus for jer, selvom det betød mere forfølgelse.3-4Det gjorde vi, fordi Gud anså os for værdige til at få hans budskab betroet. Vores tjeneste udspringer ikke af vildfarelse, urene motiver eller uærlighed. Derfor er vi heller ikke ude på at blive anerkendt af mennesker, men kun af Gud, som kender vores motiver.5Som I ved, prøvede vi ikke at vinde jer med smigrende ord, og Gud ved, at vi ikke prøvede at udnytte jer økonomisk under et eller andet fromt påskud.6Vi søgte heller ikke menneskers anerkendelse, hverken jeres eller andres.7Skønt vi som Kristi apostle kunne have stillet krav til jer, gjorde vi det ikke. I stedet tog vi os af jer med nænsomhed som en mor, der sørger for sine børn.8Og vi kom til at holde så meget af jer, at vi besluttede ikke kun at give jer Guds ord. Nej, vi gav alt, hvad vi havde i os.9I husker nok, hvordan vi sled i det. Dag og nat arbejdede vi for at tjene til vores ophold, så vi ikke skulle ligge nogen af jer til byrde. Og samtidig forkyndte vi budskabet om Kristus for jer.10I ved, og Gud ved, hvor retsindigt, redeligt og uangribeligt vi færdedes iblandt jer.11-12Som en far taler opmuntrende og formanende til sine børn, sådan formanede og opmuntrede vi jer og indprentede hver eneste af jer, at I skal leve, så det bringer Gud ære. Han har jo kaldet jer ind i sit rige for at dele sin herlighed med jer.
Guds ord forhindres ikke af forfølgelser
13Vi er virkelig taknemmelige til Gud over, at I tog imod vores budskab, ikke som menneskeord, men som Guds ord. Og det er jo netop det, det er! Det er også derfor, det gør sin gerning i jer, som tror.14I oplever nu det samme som menighederne i Judæa. I er blevet forfulgt af jeres landsmænd, ligesom de er blevet af deres.15De vantro jøder slog nemlig både deres egne profeter og Herren Jesus ihjel. Og nu forfølger de også os. De er fjender af både Gud og mennesker,16for de prøver at hindre os i at forkynde Guds budskab for alle folkeslagene, så de kan få det evige liv. På den måde er deres synd blevet så stor, at Guds fulde dom nu hænger over hovedet på dem.
Paulus længes efter at besøge dem
17Kære venner, vi har været adskilt fra jer et stykke tid, dog kun rent fysisk, for i vores tanker har vi altid været sammen med jer, og vi længes meget efter at se jer igen.18Vi vil meget gerne besøge jer, og jeg, Paulus, har forsøgt at komme af sted indtil flere gange, men Satans håndlangere har hidtil hindret os.19I betyder så meget for os. I giver os håb og glæde, og når Herren Jesus Kristus kommer igen, vil I være blandt dem, som vi kan være stolte af.20Ja, allerede nu er I vores stolthed og glæde.
1For you yourselves know, brothers,[1] that our coming to you was not in vain. (1.Thess 1,9; 2.Thess 1,10)2But though we had already suffered and been shamefully treated at Philippi, as you know, we had boldness in our God to declare to you the gospel of God in the midst of much conflict. (Ap G 4,13; Ap G 16,22; Ap G 17,2; Filip 1,30)3For our appeal does not spring from error or impurity or any attempt to deceive, (2.Kor 2,17; 2.Kor 4,2; 1.Thess 4,7; 2.Thess 2,11)4but just as we have been approved by God to be entrusted with the gospel, so we speak, not to please man, but to please God who tests our hearts. (Salm 17,3; Rom 8,27; Gal 1,10; Gal 2,7)5For we never came with words of flattery,[2] as you know, nor with a pretext for greed—God is witness. (Ap G 20,33; Rom 1,9; 1.Thess 2,10)6Nor did we seek glory from people, whether from you or from others, though we could have made demands as apostles of Christ. (Joh 5,41; 1.Kor 9,1; 1.Kor 9,4; 2.Kor 4,5; 2.Kor 11,9; 1.Thess 2,9; 2.Thess 3,9; File 1,8)7But we were gentle[3] among you, like a nursing mother taking care of her own children. (Es 49,23; Es 60,16; 1.Kor 14,20; 1.Thess 2,11; 2.Tim 2,24)8So, being affectionately desirous of you, we were ready to share with you not only the gospel of God but also our own selves, because you had become very dear to us. (2.Kor 12,15)9For you remember, brothers, our labor and toil: we worked night and day, that we might not be a burden to any of you, while we proclaimed to you the gospel of God. (Ap G 18,3; Filip 4,16; 2.Thess 3,8)10You are witnesses, and God also, how holy and righteous and blameless was our conduct toward you believers. (1.Thess 1,5; 1.Thess 2,5)11For you know how, like a father with his children, (1.Kor 4,14; 1.Thess 2,7)12we exhorted each one of you and encouraged you and charged you to walk in a manner worthy of God, who calls you into his own kingdom and glory. (Rom 8,28; Ef 4,1; Ef 4,17; 1.Thess 5,24; 2.Thess 2,14; 1.Pet 5,10)13And we also thank God constantly[4] for this, that when you received the word of God, which you heard from us, you accepted it not as the word of men[5] but as what it really is, the word of God, which is at work in you believers. (Matt 10,20; Rom 10,17; Gal 4,14; 1.Thess 1,2; Heb 4,12)14For you, brothers, became imitators of the churches of God in Christ Jesus that are in Judea. For you suffered the same things from your own countrymen as they did from the Jews,[6] (Ap G 17,5; 1.Kor 7,17; 1.Thess 1,6; 1.Thess 3,4; 2.Thess 1,4; Heb 10,33)15who killed both the Lord Jesus and the prophets, and drove us out, and displease God and oppose all mankind (Ester 3,8; Jer 2,30; Matt 5,12; Matt 23,29; Luk 24,20)16by hindering us from speaking to the Gentiles that they might be saved—so as always to fill up the measure of their sins. But wrath has come upon them at last![7] (1.Mos 15,16; Ap G 13,45; Ap G 13,50; Ap G 14,2; Ap G 14,19; Ap G 17,5; Ap G 17,13; Ap G 18,12; Ap G 22,21; 1.Thess 1,10)