1-2I kvinder, som er gift, skal underordne jer under jeres mænd. Derved kan nogle af de mænd, som nægter at tage imod budskabet om Jesus, vindes uden ord, når de lægger mærke til jeres respektfulde og eksemplariske levevis.3Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj,4at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne.5Det var den samme skønhed, der i gamle dage prægede de gudfrygtige kvinder, som satte al deres lid til Gud og underordnede sig deres mænd.6Således adlød Sara sin mand, Abraham, og kaldte ham „herre”. I er hendes „døtre”, hvis I på den måde gør det rette, og så behøver I ikke være bange for, at I bliver truet af jeres mænd.7Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Kristnes indbyrdes forhold
8Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden.9Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet.10Som Skriften siger: „De, der gerne vil have et godt liv og ønsker sig gode dage, skal holde deres tunge i skak og ikke lade løgn komme over deres læber.11De skal holde sig fra det onde, gøre det gode og stræbe efter fred.12Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp, men han er imod dem, der handler ondt.”[1]
Lidelsen set i evighedsperspektiv
13Hvem vil gøre jer fortræd, hvis I er ivrige efter at gøre det gode?14Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det.15Indvi jer helt til at følge Kristus som jeres Herre. Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro.16Gør det med venlighed og respekt og med god samvittighed, så jeres modstandere bliver flove over, at de har gjort nar af jer og talt ondt om jeres kristne livsstil.17Husk, at det er bedre at lide ondt—om Gud vil—for at have gjort noget godt end at blive straffet for at have gjort noget ondt.18Kristus måtte jo også lide, skønt han var uskyldig. Han døde én gang for alle, for at vi kunne få vores synder tilgivet. Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden.19Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring,[2] og han forkyndte budskabet for dem.20Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt.21Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for at blive frelst. Dåben drejer sig ikke om at få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål[3] om en god samvittighed over for Gud, og den får man ved troen på, at Jesus Kristus opstod fra de døde,22og at han blev taget op til Himlen og nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han hersker over både engle og åndelige autoriteter og magter.
1Likewise, wives, be subject to your own husbands, so that even if some do not obey the word, they may be won without a word by the conduct of their wives, (1.Mos 3,16; Matt 18,15; 1.Kor 7,16; 1.Kor 9,19)2when they see your respectful and pure conduct. (Titus 2,5)3Do not let your adorning be external—the braiding of hair and the putting on of gold jewelry, or the clothing you wear— (Es 3,18; 1.Tim 2,9)4but let your adorning be the hidden person of the heart with the imperishable beauty of a gentle and quiet spirit, which in God’s sight is very precious. (Rom 2,29; Rom 7,22; 2.Kor 4,16; Ef 3,16)5For this is how the holy women who hoped in God used to adorn themselves, by submitting to their own husbands,6as Sarah obeyed Abraham, calling him lord. And you are her children, if you do good and do not fear anything that is frightening. (1.Mos 18,12; Ord 3,25)7Likewise, husbands, live with your wives in an understanding way, showing honor to the woman as the weaker vessel, since they are heirs with you[1] of the grace of life, so that your prayers may not be hindered. (Ef 5,25; Kol 3,19; 1.Thess 4,4)
Suffering for Righteousness’ Sake
8Finally, all of you, have unity of mind, sympathy, brotherly love, a tender heart, and a humble mind. (Rom 12,16; Ef 4,2; Ef 4,32; Heb 13,1)9Do not repay evil for evil or reviling for reviling, but on the contrary, bless, for to this you were called, that you may obtain a blessing. (Luk 6,28; Rom 12,14; Rom 12,17; 1.Kor 4,12; 1.Pet 2,21; 1.Pet 2,23)10For “Whoever desires to love life and see good days, let him keep his tongue from evil and his lips from speaking deceit; (Salm 34,12)11let him turn away from evil and do good; let him seek peace and pursue it.12For the eyes of the Lord are on the righteous, and his ears are open to their prayer. But the face of the Lord is against those who do evil.”13Now who is there to harm you if you are zealous for what is good? (Ord 16,7)14But even if you should suffer for righteousness’ sake, you will be blessed. Have no fear of them, nor be troubled, (Es 8,12; Matt 5,10; Matt 10,28; Joh 14,1; Joh 14,27; 1.Pet 2,19; 1.Pet 3,6; 1.Pet 4,14; 1.Pet 4,16)15but in your hearts honor Christ the Lord as holy, always being prepared to make a defense to anyone who asks you for a reason for the hope that is in you; yet do it with gentleness and respect, (Es 29,23; Matt 6,9; Kol 4,6; 2.Tim 2,25; 1.Pet 1,17)16having a good conscience, so that, when you are slandered, those who revile your good behavior in Christ may be put to shame. (Heb 13,18; 1.Pet 2,12)17For it is better to suffer for doing good, if that should be God’s will, than for doing evil. (1.Pet 2,20; 1.Pet 4,15)18For Christ also suffered[2] once for sins, the righteous for the unrighteous, that he might bring us to God, being put to death in the flesh but made alive in the spirit, (Rom 4,25; Rom 5,2; 2.Kor 13,4; Kol 1,22; Heb 9,26; Heb 9,28; 1.Pet 2,21; 1.Pet 4,1; 1.Pet 4,6)19in which[3] he went and proclaimed[4] to the spirits in prison, (1.Pet 3,18)20because[5] they formerly did not obey, when God’s patience waited in the days of Noah, while the ark was being prepared, in which a few, that is, eight persons, were brought safely through water. (1.Mos 6,3; 1.Mos 6,5; 1.Mos 6,13; 1.Mos 7,1; 1.Mos 7,7; 1.Mos 7,23; 1.Mos 8,18; Heb 11,7; 2.Pet 2,5)21Baptism, which corresponds to this, now saves you, not as a removal of dirt from the body but as an appeal to God for a good conscience, through the resurrection of Jesus Christ, (Mark 16,16; Ap G 16,33; Rom 6,3; Rom 10,10; Titus 3,5; 1.Pet 1,3)22who has gone into heaven and is at the right hand of God, with angels, authorities, and powers having been subjected to him. (Ap G 2,33; Rom 8,34; Rom 8,38; 1.Kor 15,24; Ef 1,20; Ef 1,21; Kol 3,1; Heb 1,3)