von Genfer Bibelgesellschaft1Ein Gebet Moses, des Mannes Gottes. Herr, du bist unsere Zuflucht von Geschlecht zu Geschlecht! (5Mo 33,1; 5Mo 33,27; Ps 36,8; Jer 31,3)2Ehe die Berge wurden und du die Erde und den Erdkreis hervorbrachtest, ja, von Ewigkeit zu Ewigkeit bist du Gott! (Spr 8,25; Jes 26,4; Mi 5,1; Hab 1,12)3Du lässt den Menschen zum Staub zurückkehren und sprichst: Kehrt zurück, ihr Menschenkinder! (1Mo 3,19; Pred 12,6)4Denn tausend Jahre sind vor dir wie der gestrige Tag, der vergangen ist, und wie eine Nachtwache. (2Petr 3,8)5Du lässt sie dahinfahren wie eine Wasserflut, sie sind wie ein Schlaf, wie das Gras, das am Morgen aufsprießt; (Ps 73,20; Jes 29,7)6am Morgen blüht es und sprießt, am Abend welkt es und verdorrt. (Hi 14,2; Jes 40,6; 1Petr 1,24)7Denn wir werden aufgerieben durch deinen Zorn und schnell hinweggerafft durch deinen Grimm. (4Mo 14,35)8Du hast unsere Missetaten vor dich hingestellt, unser geheimstes Tun in das Licht deines Angesichts. (Hi 14,16; Jer 16,17)9Denn alle unsere Tage schwinden dahin durch deinen Zorn; wir verbringen unsere Jahre wie ein Geschwätz. (Jak 4,14)10Unser Leben währt siebzig Jahre, und wenn es hoch kommt, so sind’s achtzig Jahre; und worauf man stolz ist, das war Mühsal und Nichtigkeit, denn schnell enteilt es, und wir fliegen dahin. (2Mo 19,12; Hi 14,10; Ps 21,5; Ps 31,17; Spr 3,2; Eph 6,2)11Wer erkennt aber die Stärke deines Zorns, deinen Grimm, so wie es der Furcht vor dir entspricht? (Ps 90,7; Jes 13,13; Jer 10,10; Offb 6,15; Offb 14,9)12Lehre uns unsere Tage richtig zählen, damit wir ein weises Herz erlangen![1] (Hi 28,28; Ps 39,5; Eph 5,15)13Kehre zurück, o HERR! Wie lange noch? Und hab Erbarmen mit deinen Knechten! (4Mo 10,36; 5Mo 32,36; Ps 103,13)14Sättige uns früh mit deiner Gnade, so wollen wir jubeln und fröhlich sein unser Leben lang. (Ps 40,17; Ps 104,27; Ps 107,9; Ps 126,3; Ps 147,14)15Erfreue uns so viele Tage, wie du uns beugtest, so viele Jahre, wie wir Unglück sahen. (Hi 42,10; Kla 3,32; Röm 8,18)16Lass deinen Knechten dein Walten sichtbar werden, und deine Herrlichkeit ihren Kindern! (2Mo 16,10; 4Mo 23,23; Jes 40,5; Mk 7,37; Joh 11,40)17Und die Freundlichkeit des Herrn, unsres Gottes, sei über uns, und das Werk unsrer Hände fördere du für uns, ja, das Werk unsrer Hände wollest du fördern! (1Chr 16,34; Neh 6,15; Ps 34,9; Spr 16,3; 1Kor 15,58; Eph 2,10; Tit 3,4)
1En bøn af Guds tjener Moses. Herre, du er vores tilflugt, du har hjulpet os fra slægt til slægt.2Du var til, før bjergene blev skabt, du levede, før jorden blev dannet. Din eksistens har ingen begyndelse og kommer aldrig til en afslutning.3Men menneskers liv får ende, på din befaling bliver de til støv.4Tusinde år er for dig som en enkelt dag er for os, den varer nogle timer, og så er den forbi.5Du gør ende på menneskers liv, og de sover ind. Om morgenen er græsset grønt og frisk,6det glinser og er fuldt af liv. Men om aftenen er det tørret ind og vissent.7Vi sygner hen under din fortærende vrede, vi skælver under din voldsomme harme.8Du ser vore skjulte synder, vore fejl ligger udbredt for dine øjne.9Vi mærker din vrede hver dag, vi ender vores liv med et suk.10Vi kan forvente at leve, til vi er halvfjerds, måske nogle kan nå at blive firs. Selv vore bedste år har nok af problemer, men tiden flyver af sted, snart er alt forbi.11Hvem kender styrken af din vrede? Din harme fylder os med ærefrygt.12Hjælp os til at huske, at livet er kort, så vi kan vokse i visdom.13Åh, Herre, se i nåde til os! Hvor længe skal vi lide under din straf? Vær barmhjertig imod dit eget folk.14Mæt os hver morgen med din kærlighed, så vi oplever glæde dag efter dag.15Vi har været ulykkelige i umindelige tider. Giv os nu lige så mange lykkelige år.16Lad dit folk igen opleve dine undere, lad vore børn få din herlighed at se.17Vis os din nåde, Herre, vor Gud, giv os gode tider og fremgang.