von Genfer Bibelgesellschaft1Ein Maskil. Von Asaph. O Gott, warum hast du [uns] verworfen für immer, warum raucht dein Zorn gegen die Schafe deiner Weide? (Ps 44,25; Ps 73,1; Ps 95,7; Ps 100,3; Jes 64,8)2Gedenke an deine Gemeinde, die du vorzeiten erworben, an den Stamm deines Erbteils, den du erlöst hast, an den Berg Zion, auf dem du Wohnung genommen hast! (5Mo 9,26; Ps 74,18; Ps 132,13)3Erhebe deine Schritte zu dem Ort, der so lange in Trümmern liegt! Alles hat der Feind verderbt im Heiligtum! (Dan 9,17)4Deine Widersacher brüllen in deiner Versammlungsstätte; sie haben ihre Banner als Zeichen aufgestellt. (Jes 44,25; Jer 10,2; Kla 2,7)5Es sieht aus, als schwänge man oben im Dickicht des Waldes die Axt;6und jetzt zerschlagen sie all ihr Schnitzwerk mit Beilen und mit Hämmern. (1Kön 6,29)7Sie stecken dein Heiligtum in Brand, sie entweihen die Wohnung deines Namens bis auf den Grund! (Jes 64,10; Jer 52,13; Hes 24,21)8Sie sprechen in ihren Herzen: »Lasst uns sie alle unterdrücken!« Sie verbrennen alle Versammlungsstätten Gottes im Land. (Ps 83,5; Offb 13,5)9Unsere eigenen Zeichen sehen wir nicht; es ist kein Prophet mehr da, und niemand bei uns weiß, wie lange. (1Sam 3,1; Jes 8,18; Hes 7,26; Am 8,11; Mi 3,6; Sach 3,8; Hebr 2,4)10O Gott, wie lange darf der Widersacher schmähen? Soll der Feind deinen Namen immerfort lästern? (Ps 74,18; Ps 74,22; Jes 1,4; Dan 7,25; Offb 6,10)11Warum ziehst du deine Hand zurück, deine Rechte? [Ziehe sie] hervor aus deinem Gewand, mache ein Ende! (Ps 74,1)12Gott ist ja mein König von Urzeit her, der Rettung gab in diesem Land. (Ps 77,12; Jer 10,10)13Du teiltest das Meer durch deine Kraft, du zerschlugst die Köpfe der Drachen auf dem Wasser; (Ps 66,6)14du zerschmettertest die Häupter des Leviathan, du gabst ihn dem Volk der Wüstenbewohner zur Speise. (Jes 51,9)15Du ließest Quellen und Bäche hervorbrechen, du legtest Ströme trocken, die sonst beständig fließen. (2Mo 17,6; 4Mo 20,11; Jos 3,16; 2Kön 2,8; 2Kön 2,14)16Dein ist der Tag, dein ist auch die Nacht, du hast den Mond und die Sonne bereitet. (Ps 136,7; Ps 139,12; Jer 33,25)17Du hast alle Grenzen des Landes festgesetzt; Sommer und Winter hast du gemacht. (1Mo 8,22; Ps 24,1; Apg 17,26)18Gedenke daran, HERR, wie der Feind dich schmäht, und wie ein schändliches Volk deinen Namen lästert! (Ps 74,10; Ps 74,22; Jes 37,23)19Gib die Seele deiner Turteltaube nicht dem Raubtier preis, und vergiss das Leben deiner Elenden nicht für immer! (Ps 10,12)20Schau hin auf den Bund! Denn die Schlupfwinkel des Landes sind voll Räuberhöhlen. (3Mo 26,42; Hi 24,1; Ps 89,35; Ps 89,40; Jer 7,11; Mt 21,13)21Lass den Unterdrückten nicht beschämt davongehen, sondern lass die Elenden und Armen deinen Namen preisen! (Ps 9,19; Ps 74,18)22Steh auf, o Gott, führe deine Sache hinaus! Gedenke an die Schmach, die dir täglich von dem Schändlichen widerfährt! (Ps 68,2; Ps 74,2; Ps 74,18; Ps 82,8)23Vergiss nicht das Geschrei deiner Widersacher, den Lärm deiner Feinde, der ständig emporsteigt! (Ps 2,1; Offb 17,14)
1En visdomssang[1] af Asaf Åh, Gud, har du forkastet os for evigt? Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.2Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage. Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk. Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.3Prøv at gå en runde i byens ruiner, se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.4De udstødte sejrsråb midt i dit tempel, de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.5De angreb dit tempel som skovhuggere, der svinger økserne mod de store træer.6De knuste det udskårne træværk, huggede det i stumper og stykker.7De satte ild til din helligdom, Herre. De jævnede din bolig med jorden.8De besluttede at knuse os helt og afbrændte alle vore bedehuse.9Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk. Der er heller ingen profeter tilbage. Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.10Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud? Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?11Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor straffer du dem ikke?12Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider, ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.13Du skilte vandene med vældig kraft, du knuste hovederne på havets uhyre,14ja, du knuste Livjatans hoveder og gav den som føde til ørkenens folk.15Du åbnede kilder og lod vand springe frem, du standsede flodernes løb.16Du satte solen til at herske om dagen og månen til at skinne om natten.17Du fastlagde jordens grænser, du lod sommer og vinter afløse hinanden.18Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre, de gudløse nationer spotter dit navn.19Giv ikke din due i rovdyrets vold, forkast ikke for evigt dit stakkels folk.20Husker du ikke din pagt og dine løfter? Verden er jo fyldt med vold og ondskab.21Lad ikke dit forpinte folk blive til spot, men giv os grund til at lovprise dig.22Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære. Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.23Glem ikke alt, hvad de gudløse siger, deres hån og forbandelser stiger og stiger.