1Und nach diesem sah ich einen Engel aus dem Himmel herabsteigen, der hatte große Vollmacht, und die Erde wurde erleuchtet von seiner Herrlichkeit. (Jes 60,1; Hes 43,2; Lk 17,24; Offb 4,1; Offb 5,1; Offb 6,1; Offb 7,1; Offb 10,1; Offb 13,1; Offb 14,1; Offb 15,1; Offb 21,23)2Und er rief kraftvoll mit lauter Stimme und sprach: Gefallen, gefallen ist Babylon, die Große, und ist eine Behausung der Dämonen geworden und ein Gefängnis aller unreinen Geister und ein Gefängnis aller unreinen und verhassten Vögel. (1Petr 3,19; Offb 14,8)3Denn von dem Glutwein ihrer Unzucht haben alle Völker getrunken, und die Könige der Erde haben mit ihr Unzucht getrieben, und die Kaufleute der Erde sind von ihrer gewaltigen Üppigkeit reich geworden. (Hes 27,33; Offb 14,8; Offb 18,9; Offb 18,11)4Und ich hörte eine andere Stimme aus dem Himmel, die sprach: Geht hinaus aus ihr, mein Volk, damit ihr nicht ihrer Sünden teilhaftig werdet und damit ihr nicht von ihren Plagen empfangt! (1Mo 19,12; Jes 48,20; 2Kor 6,14; 1Tim 5,22)5Denn ihre Sünden reichen bis zum Himmel, und Gott hat ihrer Ungerechtigkeiten gedacht. (Am 8,7; Offb 16,19)6Vergeltet ihr, wie auch sie euch vergolten hat, und zahlt ihr das Doppelte heim gemäß ihren Werken! In den Becher, in den sie euch eingeschenkt hat, schenkt ihr doppelt ein! (2Mo 21,24; Ps 137,8; Jer 50,15; Ob 1,15)7In dem Maß, wie sie sich selbst verherrlichte und üppig lebte, gebt ihr nun Qual und Leid! Denn sie spricht in ihrem Herzen: Ich throne als Königin und bin keine Witwe und werde kein Leid sehen! (Jes 22,12; Jes 47,7; Kla 1,1; Hes 28,2; Zef 2,15)8Darum werden an einem Tag ihre Plagen kommen, Tod und Leid und Hunger, und sie wird mit Feuer verbrannt werden; denn stark ist Gott, der Herr, der sie richtet. (Ps 24,8; Jes 10,21; Jer 32,18; Jer 51,58; Offb 17,16)9Und es werden sie beweinen und sich ihretwegen an die Brust schlagen die Könige der Erde, die mit ihr Unzucht getrieben und üppig gelebt haben, wenn sie den Rauch ihrer Feuersbrunst sehen; (Hes 26,16; Offb 3,20; Offb 17,2; Offb 17,4; Offb 18,3)10und sie werden von ferne stehen aus Furcht vor ihrer Qual und sagen: Wehe, wehe, du große Stadt Babylon, du gewaltige Stadt; denn in einer Stunde ist dein Gericht gekommen! (4Mo 16,34; Jer 51,41; Offb 18,15; Offb 18,16; Offb 18,17; Offb 18,19)11Und die Kaufleute der Erde weinen und trauern über sie, weil niemand mehr ihre Ware kauft, (Hes 27,31; Hes 27,34)12Ware von Gold und Silber und Edelsteinen und Perlen und feiner Leinwand und Purpur und Seide und Scharlach und allerlei Tujaholz und allerlei Elfenbeingeräte und allerlei Geräte aus wertvollstem Holz und aus Erz und Eisen und Marmor, (Hes 27,12)13und Zimt und Räucherwerk und Salbe und Weihrauch und Wein und Öl und Feinmehl und Weizen und Vieh und Schafe und Pferde und Wagen und Leiber und Seelen der Menschen. (Hes 13,18; Hes 27,13)14Und die Früchte, nach denen deine Seele begehrte, sind dir entschwunden, und aller Glanz und Flitter ist dir entschwunden, und du wirst sie niemals mehr finden. (4Mo 11,4; 4Mo 11,34; Ps 78,18; Ps 106,14; Jak 4,2)15Die Verkäufer dieser Waren, die von ihr reich geworden sind, werden aus Furcht vor ihrer Qual von ferne stehen; sie werden weinen und trauern (Hes 27,31; Am 5,16; Sach 11,5; Offb 18,3; Offb 18,11)16und sagen: Wehe, wehe!, die große Stadt, die bekleidet war mit feiner Leinwand und Purpur und Scharlach und übergoldet mit Gold und Edelsteinen und Perlen! (Offb 17,4; Offb 18,10; Offb 18,19)17Denn in einer Stunde wurde dieser so große Reichtum verwüstet! Und jeder Kapitän und die ganze Menge derer, die auf den Schiffen sind, und die Matrosen, und alle, die auf dem Meer arbeiten, standen von ferne (Hes 27,29; Dan 7,12; Mt 24,36; Mt 25,13; Joh 5,28; Offb 18,19)18und riefen, als sie den Rauch ihrer Feuersbrunst sahen: Wer war der großen Stadt gleich? (Jes 23,8; Jer 51,37; Offb 13,4; Offb 18,10)19Und sie warfen Staub auf ihre Häupter und riefen weinend und trauernd: Wehe, wehe!, die große Stadt, in der alle, die Schiffe auf dem Meer hatten, reich gemacht wurden durch ihren Wohlstand! Denn in einer Stunde ist sie verwüstet worden! (Hes 27,30; Offb 18,10; Offb 18,17)20Freut euch über sie, du Himmel und ihr heiligen Apostel und Propheten; denn Gott hat euch an ihr gerächt! (Jes 44,23; Jes 49,13; Jer 51,48; Röm 12,19; Phil 3,20; Offb 5,10; Offb 16,5; Offb 18,24)21Und ein starker Engel hob einen Stein auf, wie ein großer Mühlstein, und warf ihn ins Meer und sprach: So wird Babylon, die große Stadt, mit Wucht hingeschleudert und nicht mehr gefunden werden! (Jer 51,63)22Und der Klang der Harfenspieler und Sänger und Flötenspieler und Trompeter wird nicht mehr in dir gehört werden, und kein Künstler irgendeiner Kunst wird mehr in dir gefunden werden, und der Klang der Mühle soll nicht mehr in dir gehört werden; (Jes 24,8; Hes 26,13)23und das Licht des Leuchters wird nicht mehr in dir scheinen, und die Stimme des Bräutigams und der Braut nicht mehr in dir gehört werden. Denn deine Kaufleute waren die Großen der Erde, denn durch deine Zauberei wurden alle Völker verführt. (4Mo 8,2; 2Chr 13,11; Jes 23,8; Jes 47,9; Jer 7,34; Jer 25,10)24Und in ihr wurde das Blut der Propheten und Heiligen gefunden und aller derer, die hingeschlachtet worden sind auf Erden. (Jer 2,34; Jer 51,49; Mt 23,35; Offb 16,6; Offb 17,6)
1Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himlen. Den havde stor magt, og dens herlighed oplyste jorden.2Den råbte med høj stemme: „Hun er faldet! Det mægtige Babylon ligger i ruiner! Byen er nu bolig for dæmoner, et fængsel for alverdens forhadte, urene ånder, et opholdssted for alskens urene fugle, for alle slags urene og afskyelige dyr.3Alle folkeslag drak af hendes forførende vin.[1] Alle jordens konger forgudede hende. Alverdens handelsfolk blev rige på grund af hendes liv i overvældende luksus.”4Dernæst hørte jeg en anden stemme råbe fra Himlen: „Mit folk, fjern jer fra hende, så I ikke tager del i hendes synder og bliver ramt af hendes plager,5for hendes synder har tårnet sig op til himlen, og Gud vil straffe hendes ondskab.6Hun vil få løn som forskyldt, ja en dobbelt portion straf for alt det onde, hun har gjort. Fyld det bæger op, hun har forført andre med, men gør drikken dobbelt så stærk!7Hun vil få lige så meget sorg og pine, som hun før havde selvglæde og luksus. Hun sagde til sig selv: ‚Jeg er en rig dronning og ikke en fattig enke. Sorg kommer jeg aldrig til at opleve.’8Derfor skal hun på én og samme dag blive ramt af alle sine plager: Sult, sorg og død. Hun skal komme til at brænde op, for Gud Herren, som dømte hende, er stærk.9Når regenterne på jorden, som forgudede hende og tog del i hendes luksus, ser røgen fra de brændende ruiner, vil de græde og sørge over hende.10De vil holde sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem, og de vil råbe: ‚Ak og ve, du store by! Babylon, du mægtige by! På én time kom straffen over dig!’11-12Jordens handelsmænd vil græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres varer, deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, silke og kostbare stoffer, fornemt træ, udsøgte elfenbens- og træskærerarbejder, samt fine ting af kobber, jern og marmor.13Der er heller ikke salg i deres kostbare krydderier, røgelse, parfumer, vin, olivenolie, fint mel, hvede, køer, får, heste, vogne og slaver.14Deres tanker går til den ødelagte by: ‚De vidunderlige ting, du satte så stor pris på, kan du ikke nyde længere, og alle dine kostbarheder er ødelagt. Det er alt sammen forbi for evigt.’15Handelsmændene, der har tjent formuer ved at sælge deres varer til hende, holder sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem. De vil græde og sørge16og råbe: ‚Ak og ve! Det var en mægtig by, den var som en dronning klædt i det fineste purpur og skarlagenrøde klæder, smykket med guld, ædelsten og perler.17Al den umådelige rigdom blev ødelagt—på én time.’ Alle, der sejler på havene, styrmænd, kaptajner og menige søfolk stod på lang afstand,18og mens de så på røgen fra brandtomten, råbte de: ‚Verdens rigeste by ligger i ruiner!’19De sørgede og græd, kastede støv på hovedet og råbte: ‚Ak og ve. Hvilken storslået by! Alle, der havde skibe på havet, blev rige på grund af dens købekraft. Men nu er den lagt i aske—på én time!’ ”20Til slut råbte stemmen: „Fryd dig, Himmel! Glæd jer, I som tilhører Gud! Glæd jer, apostle og profeter! For Gud har givet jer oprejsning og dømt hende, der kæmpede imod jer.”21En vældig engel tog en sten, der var så stor som en møllesten, kastede den i havet og råbte: „Så hurtigt og voldsomt vil den store by, Babylon, blive fjernet fra jordens overflade.22Aldrig mere skal der lyde sang eller musik derfra, hverken harper, fløjter eller trompeter. Aldrig mere vil man høre den kendte lyd af håndværkere i arbejde eller kvinder ved kværnen.23Aldrig mere skal der tændes en lampe, og ingen brudepars glade stemmer skal høres. Denne bys handelsmænd var de rigeste i verden. Alle folkeslag blev forført af byens besnærende rigdom.24Og den var skyld i, at Guds folk og profeter ud over hele verden blev slået ihjel.”