Markus 3

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Und er ging wiederum in die Synagoge. Und es war dort ein Mensch, der hatte eine verdorrte Hand. (Mk 1,21)2 Und sie lauerten ihm auf, ob er ihn am Sabbat heilen würde, damit sie ihn verklagen könnten. (Dan 6,4; Joh 8,6)3 Und er spricht zu dem Menschen, der die verdorrte Hand hatte: Steh auf und tritt in die Mitte!4 Und er spricht zu ihnen: Darf man am Sabbat Gutes tun oder Böses tun, das Leben retten oder töten? Sie aber schwiegen. (Hos 6,6; Mk 2,27)5 Und indem er sie ringsumher mit Zorn ansah, betrübt wegen der Verstocktheit ihres Herzens, sprach er zu dem Menschen: Strecke deine Hand aus! Und er streckte sie aus, und seine Hand wurde wieder gesund wie die andere. (Ps 119,53; Mk 10,14; Lk 13,15; Röm 2,5; Eph 4,18; Hebr 3,8)6 Da gingen die Pharisäer hinaus und hielten sogleich mit den Herodianern Rat gegen ihn, wie sie ihn umbringen könnten. (Ps 56,6; Mk 8,15)7 Aber Jesus zog sich mit seinen Jüngern an den See zurück; und eine große Menge aus Galiläa folgte ihm nach, auch aus Judäa (Joh 10,39)8 und von Jerusalem und von Idumäa und von jenseits des Jordan; und die aus der Gegend von Tyrus und Zidon kamen in großen Scharen zu ihm, weil sie gehört hatten, wie viel er tat. (Lk 6,17)9 Und er befahl seinen Jüngern, ihm ein kleines Schiff bereitzuhalten um der Volksmenge willen, damit sie ihn nicht bedrängten. (Mt 13,1; Mk 4,1)10 Denn er heilte viele, sodass alle, die eine Plage hatten, sich an ihn herandrängten, um ihn anzurühren. (Mk 5,27; Mk 6,54)11 Und wenn ihn die unreinen Geister erblickten, fielen sie vor ihm nieder, schrien und sprachen: Du bist der Sohn Gottes! (Mk 1,23)12 Und er gebot ihnen streng, dass sie ihn nicht offenbar machen sollten. (Mk 1,25; Mk 1,34)13 Und er stieg auf den Berg und rief zu sich, welche er wollte; und sie kamen zu ihm. (Lk 6,12; Joh 15,16)14 Und er bestimmte zwölf, die bei ihm sein sollten und die er aussandte, um zu verkündigen, (Mk 16,15; Lk 9,2; Apg 1,8)15 und die Vollmacht haben sollten, die Krankheiten zu heilen und die Dämonen auszutreiben: (Mt 10,1; Mk 16,18)16 Simon, dem er den Beinamen Petrus gab, (Apg 4,13)17 und Jakobus, den Sohn des Zebedäus, und Johannes, den Bruder des Jakobus, denen er den Beinamen »Boanerges« gab, das heißt Donnersöhne, (Lk 9,54; Apg 4,13)18 und Andreas, Philippus, Bartholomäus, Matthäus, Thomas, Jakobus, den Sohn des Alphäus, Thaddäus, Simon den Kananiter,19 und Judas Ischariot, der ihn auch verriet.20 Und sie traten in das Haus, und es kam nochmals eine Volksmenge zusammen, sodass sie nicht einmal Speise zu sich nehmen konnten. (Mk 6,31; Lk 6,17)21 Und als die, welche um ihn waren, es hörten, gingen sie aus, um ihn zu ergreifen; denn sie sagten: Er ist von Sinnen!22 Und die Schriftgelehrten, die von Jerusalem herabgekommen waren, sprachen: Er hat den Beelzebul!, und: Durch den Obersten der Dämonen treibt er die Dämonen aus! (Ps 109,2; Joh 7,20; Joh 8,48)23 Da rief er sie zu sich und sprach in Gleichnissen zu ihnen: Wie kann der Satan den Satan austreiben?24 Und wenn ein Reich in sich selbst uneins ist, so kann ein solches Reich nicht bestehen.25 Und wenn ein Haus in sich selbst uneins ist, so kann ein solches Haus nicht bestehen.26 Und wenn der Satan gegen sich selbst auftritt und entzweit ist, so kann er nicht bestehen, sondern er nimmt ein Ende.27 Niemand kann in das Haus des Starken hineingehen und seinen Hausrat rauben, es sei denn, er bindet zuvor den Starken; dann erst wird er sein Haus berauben. (Jes 49,25; Lk 10,17; Kol 2,15; Hebr 2,14)28 Wahrlich, ich sage euch: Alle Sünden sollen den Menschenkindern vergeben werden, auch die Lästerungen, womit sie lästern; (Jes 55,7; 1Tim 1,13)29 wer aber gegen den Heiligen Geist lästert, der hat in Ewigkeit keine Vergebung, sondern er ist einem ewigen Gericht verfallen. (Hebr 10,26; Hebr 10,29; 1Joh 5,16)30 Denn sie sagten: Er hat einen unreinen Geist. (Mk 3,22; Joh 10,20)31 Da kamen seine Brüder und seine Mutter; sie blieben aber draußen, schickten zu ihm und ließen ihn rufen. (Mk 6,3)32 Und die Volksmenge saß um ihn her. Sie sprachen aber zu ihm: Siehe, deine Mutter und deine Brüder sind draußen und suchen dich!33 Und er antwortete ihnen und sprach: Wer ist meine Mutter oder wer sind meine Brüder? (5Mo 33,9; Joh 2,4; 2Kor 5,16)34 Und indem er ringsumher die ansah, die um ihn saßen, sprach er: Siehe da, meine Mutter und meine Brüder!35 Denn wer den Willen Gottes tut, der ist mein Bruder und meine Schwester und Mutter.

Markus 3

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 Jesus og disciplene gik ind i en synagoge, og dér var der en mand med en forkrøblet hånd. (Mt 12,9; Lk 6,6)2 Farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede manden på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.3 Jesus sagde nu til manden med den forkrøblede hånd: „Rejs dig op og stå her i midten.”4 Derefter spurgte han forsamlingen: „Hvad siger Guds lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller til noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” Men ingen svarede.5 Jesus så rundt på forsamlingen, vred og bedrøvet over deres stenhårde hjerter. Så sagde han til manden: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han—og straks blev hånden rask.6 Farisæerne rejste sig øjeblikkeligt og forlod synagogen. Kort efter mødtes de med herodianerne for at drøfte, hvordan de kunne få skaffet Jesus af vejen.7 Jesus og hans disciple gik nu ned mod søen, og en masse mennesker fulgte efter dem. De fleste kom fra Galilæa, men mange kom helt fra Judæa,8 Jerusalem, Idumæa og fra landet på den anden side af Jordanfloden—ja, endog helt fra Tyrus og Sidon. De store undere, Jesus gjorde, rygtedes vidt omkring, og folk kom strømmende for at se, hvad der foregik.9 Jesus gav sine disciple besked på at holde en båd klar, så han kunne gå om bord i den, hvis han blev for voldsomt trængt af folkeskaren på bredden.10 For han helbredte så mange mennesker, at de syge pressede på fra alle sider for at røre ved ham.11 Når de, som var plaget af dæmoner, så ham, faldt de på knæ foran ham og skreg: „Du er Guds Søn!”12 Men Jesus forbød dem strengt at røbe, hvem han var.13 En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Deredter kaldte han på de disciple, som han ønskede, og de kom til ham. (Mt 10,1; Lk 6,12)14 På den måde gjorde han 12 af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab15 og til at uddrive onde ånder.16 Her er navnene på de 12: Simon, som Jesus senere gav navnet Peter;17 Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus (de blev kaldt „Tordensønnerne”);18 Andreas; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper[1]19 og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.20 Når Jesus og hans disciple gik hjem, fulgte der ofte så mange mennesker med ind i huset, at de ikke engang kunne komme til at spise. (Mt 12,24; Lk 11,15; Lk 12,10)21 Da hans familie hørte om det, tog de af sted for at få fat i ham, for de mente, at han var gået fra forstanden.22 Nogle skriftlærde, der var kommet helt fra Jerusalem, gik rundt og sagde: „Jesus står i ledtog med Satan,[2] de onde ånders fyrste. Det er derfor, han kan uddrive de onde ånder!” (2Kön 1,1)23 Jesus kaldte dem til sig og talte til dem i billeder:24 „Hvordan kan Satan uddrive sine egne onde ånder?” spurgte han. „Et land, som ligger i krig med sig selv, kan ikke bestå,25 og et hjem, der er i splid med sig selv, går snart i opløsning.26 Hvis Satan nu er begyndt at kæmpe mod sine egne, så er han kommet i krig med sig selv, og det er ude med ham.27 Man kan ikke bare bryde ind i en stærk mands hus og tage, hvad han har. Man må først binde ham. Derefter kan man tage, hvad han har i sit hus.28 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al deres synd og al deres gudsbespottelse,29 men hvis de håner Helligånden, så er der ingen tilgivelse længere. Det er en synd med evige konsekvenser.”30 Det sagde Jesus til dem, fordi de påstod, at det var ved Satans kraft og ikke ved Helligåndens kraft, han uddrev de onde ånder.31-32 Nu kom så Jesu mor og brødre til det overfyldte hus, hvor han underviste. De sendte bud ind til ham og bad ham komme udenfor. „Din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig,” sagde de, der sad nærmest ved ham. (Mt 12,46; Lk 8,19)33 „Hvem er i virkeligheden min mor og mine brødre?” spurgte Jesus og lod blikket glide rundt på den forsamling, der sad omkring ham:34 „Min mor og mine brødre sidder her!35 For den, der gør Guds vilje, er min bror eller søster eller mor.”