1So sprach der HERR: Geh hinab ins Haus des Königs von Juda und rede dort dieses Wort (Jer 21,11; Jer 22,18; Jer 34,2; Lk 3,19)2und sprich: Höre das Wort des HERRN, du König von Juda, der du auf dem Thron Davids sitzt, du samt deinen Knechten und deinem Volk, die zu diesen Toren eingehen! (Jer 17,20; Jer 19,3; Jer 29,20; Am 7,16)3So spricht der HERR: Übt Recht und Gerechtigkeit; errettet den Beraubten aus der Hand des Unterdrückers; bedrückt nicht den Fremdling, die Waise und die Witwe und tut ihnen keine Gewalt an, und vergießt kein unschuldiges Blut an diesem Ort! (3Mo 19,15; 5Mo 24,17; Ps 72,12; Jer 7,5; Jer 21,12)4Denn wenn ihr dieses Wort wirklich befolgt, so sollen durch die Tore dieses Hauses Könige einziehen, die auf dem Thron Davids sitzen, die auf Wagen fahren und auf Rossen reiten, sie und ihre Knechte und ihr Volk. (Jer 17,25)5Wenn ihr aber diesen Worten nicht gehorcht, so schwöre ich bei mir selbst, spricht der HERR, dass dieses Haus zur Ruine werden soll! (1Mo 22,16; 2Chr 7,21; Mi 3,12; Hebr 6,13)6Denn so spricht der HERR über das Haus des Königs von Juda: Wie Gilead giltst du mir, wie ein Gipfel des Libanon — doch wahrlich, ich will dich zur Wüste machen, zu einer unbewohnten Stadt! (3Mo 26,31; 4Mo 32,1; Jes 37,24; Jer 8,22; Jer 46,11)7Und ich werde Verderber gegen dich weihen, jeden mit seinen Waffen; die werden deine auserlesenen Zedern abhauen und ins Feuer werfen. (Jes 10,33; Jer 21,14; Sach 11,1)8Und es werden viele Heiden an dieser Stadt vorüberziehen und einer zum anderen sagen: Warum hat der HERR dieser großen Stadt so etwas angetan? (1Kön 9,8; 2Chr 7,20; Dan 9,7)9Und man wird antworten: Weil sie den Bund des HERRN, ihres Gottes, verlassen und andere Götter angebetet und ihnen gedient haben! (5Mo 29,25; 2Kön 22,17; Jer 40,2)10Beweint nicht den Verstorbenen und beklagt ihn nicht! Beweint vielmehr den, der hinwegzieht; denn er wird nicht mehr zurückkehren und sein Vaterland nicht mehr sehen! (2Kön 23,34; 2Chr 34,28; 2Chr 35,23; Spr 27,8; Jes 57,1; Hes 19,3)11Denn so spricht der HERR von Schallum, dem Sohn Josias, des Königs von Juda, der anstelle seines Vaters Josia regierte und von diesem Ort weggezogen ist: Er wird nicht mehr hierher zurückkehren, (2Kön 23,31; 1Chr 3,15; 2Chr 36,1)12sondern an dem Ort, an den man ihn gefangen wegführte, dort wird er sterben und dieses Land nicht wiedersehen! (3Mo 26,38; 2Kön 23,34)13Wehe dem, der sein Haus mit Unrecht baut und seine Obergemächer mit Ungerechtigkeit, der seinen Nächsten umsonst arbeiten lässt und ihm seinen Lohn nicht gibt, (3Mo 19,13; 5Mo 24,15; Jer 22,18; Mi 3,10; Hab 2,9; Mal 3,5; Jak 5,4)14der spricht: »Ich will mir ein geräumiges Haus und weite Obergemächer bauen«, und sich Fenster machen lässt und es mit Zedern täfelt und mit roter Farbe anstreicht! (Am 6,8)15Bist du damit König, dass du dich im Bau von Zedernpalästen hervortust? Hat nicht dein Vater auch gegessen und getrunken und doch Recht und Gerechtigkeit geübt? Damals stand es gut mit ihm. (2Sam 23,5; 2Kön 23,25; Spr 29,14; Jes 3,10)16Ja, wenn man den Bedrängten und Armen zum Recht verhilft, dann steht es gut! Bedeutet das nicht, mich zu erkennen?, spricht der HERR. (Jer 9,23; Mi 6,8)17Aber deine Augen und dein Herz sind auf nichts anderes aus als auf deinen Gewinn, und auf das Vergießen unschuldigen Blutes und darauf, Bedrückung und Misshandlung zu verüben! (5Mo 28,33; Jer 17,9; Mt 6,21; 2Petr 2,14)18Darum, so spricht der HERR über Jojakim, den Sohn Josias, den König von Juda: Man wird nicht um ihn klagen: »Ach, mein Bruder!« oder »Ach, meine Schwester!« Man wird auch nicht um ihn klagen: »Ach, mein Herr!« oder »Ach, seine Majestät!«, (1Kön 13,30; Jer 16,4; Jer 16,6; Jer 34,5)19sondern er soll wie ein Esel begraben werden, indem man ihn fortschleift und hinwirft, fern von den Toren Jerusalems! (Jer 15,3; Jer 36,30)20Steige auf den Libanon und schreie; erhebe deine Stimme in Baschan und schreie vom [Gebirge] Abarim herunter; denn alle deine Liebhaber sind zerschmettert! (5Mo 32,49; Jes 13,16; Hos 14,1)21Ich habe zu dir geredet, als es dir noch gut ging; aber du sagtest: »Ich will nicht hören!« Das war deine Art von deiner Jugend an, dass du nicht auf meine Stimme hörtest. (Jer 2,25; Jer 2,31; Jer 3,25; Jer 7,23; Jer 11,7)22Der Sturmwind wird alle deine Hirten weiden, und deine Liebhaber müssen in die Gefangenschaft wandern. Ja, dann wirst du zuschanden werden und dich schämen müssen wegen aller deiner Bosheit. (Jer 2,26; Jer 6,15; Jer 22,20; Jer 23,1; Hes 36,32)23Die du jetzt auf dem Libanon wohnst und auf Zedernbäumen nistest — wie erbarmungswürdig wirst du sein, wenn dich Krämpfe ankommen werden, Wehen wie eine Frau, die gebären soll! (Jer 4,31; Hab 2,9)24So wahr ich lebe, spricht der HERR: Selbst wenn Konja, der Sohn Jojakims, der König von Juda, ein Siegelring an meiner Hand wäre, so würde ich dich doch davon abreißen! (2Kön 24,6; 1Chr 3,16; Jer 37,1; Mt 1,11)25Und ich werde dich in die Hand derer geben, die nach deinem Leben trachten, in die Hand derer, vor denen du dich fürchtest, nämlich in die Hand Nebukadnezars, des Königs von Babel, und in die Hand der Chaldäer. (2Kön 24,12; Spr 10,24; Jer 21,7)26Und ich will dich samt deiner Mutter, die dich geboren hat, in ein fremdes Land schleudern, in dem ihr nicht geboren seid, und dort sollt ihr sterben! (2Kön 24,15; Jes 22,17; Jer 15,2; Hes 19,9)27Aber in das Land, in das sie sich sehnen zurückzukehren, dorthin werden sie nicht wieder zurückkehren! (Jer 22,11; Jer 44,14)28Ist dieser Mann, dieser Konja, denn ein verworfenes, zertrümmertes Gefäß? Ist er ein Geschirr, an dem man keinen Gefallen findet? Warum wurde er samt seinem Samen weggeschleudert und hingeworfen in ein Land, das ihnen unbekannt ist? (Jer 48,38; Hos 8,8)29O Land, Land, Land, höre das Wort des HERRN! (5Mo 32,1; Jes 1,2; Jer 6,19; Mi 6,1)30So spricht der HERR: Schreibt diesen Mann auf als kinderlos, als einen Mann, der sein Leben lang nicht gedeihen wird; ja, keiner seiner Nachkommen wird gedeihen, dass er auf dem Thron Davids sitzen und weiterhin über Juda herrschen könnte! (1Chr 3,17; Jer 36,30; Mt 1,11)
1Herren sagde til mig: „Gå hen til paladset og sig til Judas konge, Jojakim:2Hør, hvad Herren siger til dig, Judas konge, som sidder på Davids trone. Lad også dine embedsmænd og alle andre i paladset høre det.3Herren siger: Vær retfærdig og gør altid det rigtige. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Du må ikke mishandle eller udnytte de forsvarsløse fremmede, enkerne eller de forældreløse. Du må ikke slå uskyldige mennesker ihjel.4Hvis du vil adlyde mig, vil Davids slægt fortsat få lov at sidde på tronen i Jerusalem, og de vil sammen med deres embedsmænd og øvrige følge kunne køre ud og ind ad paladsets porte i de kongelige kareter.5Men hvis du ikke vil lytte til min advarsel, sværger jeg højtideligt på, at dit fornemme palads vil blive til en dynge ruiner.6Hør, hvad Herren siger om kongepaladset: I mine øjne var du som det frugtbare Gilead og Libanons grønne skove. Men jeg vil ødelægge dig, så du kommer til at ligne en mennesketom ødemark.7Jeg sender mænd til at begå hærværk imod dig, bevæbnet med økser og brækjern. De skal nedrive dine mure, hugge dine prægtige cedertræsbjælker i stykker og kaste dem på bålet.8Folk fra fjerne lande skal gå forbi denne ruinby og udbryde: ‚Hvorfor ødelagde Herren så prægtig en by?’9Og man vil svare: ‚Fordi byens indbyggere brød pagten med Herren, deres Gud, og dyrkede andre guder.’10Græd ikke over den konge, som allerede er død,[1] men græd over ham, der føres bort i eksil og aldrig mere får sit fædreland at se. (2Kön 23,31)11Hør, hvad Herren siger om Judas kong Joahaz, der efterfulgte sin far Josias, og som blev ført i eksil:12Han vil dø i det fremmede og aldrig se sit eget land igen.13Kong Jojakim, du er en ond konge. Du udbygger dit flotte palads, tvinger dine landsmænd til at arbejde for dig, men betaler dem ikke for det.14Du siger: ‚Jeg bygger et prægtigt palads med store sale ovenpå, mange vinduer og cedertræspaneler på væggene, dekoreret med rødlige farver.’15Men man bliver ikke en stor konge, bare fordi man ejer store rigdomme. Hvorfor mon det gik din far så godt? Fordi han var fair og retfærdig, og derfor velsignede Gud ham.16Han sørgede for, at de fattige og nødstedte fik hjælp, og derfor gik det ham godt. Sådan handler de, der kender Herren.17Men du derimod, du er egoistisk, grisk og uærlig. Du myrder uskyldige mennesker, undertrykker de fattige og hersker brutalt.18Derfor vil Herren straffe dig, kong Jojakim af Juda, som efterfulgte din far Josias. Hverken din familie eller dine undersåtter vil sørge over din død.19Du får ingen værdig begravelse, men dit lig slæbes ud af byen og smides på lossepladsen.”
Jerusalems og Judas skæbne
20„Åh, mit folk,” siger Herren, „I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.21Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‚Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig.22Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab.23I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”
Dommen over Jekonja
24„Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja[2] af Juda, Jojakims søn. „Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk.25Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær.26Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land.27I vil længes tilbage til jeres fædreland, men aldrig se det igen.”28Hvorfor er kong Jekonja blevet som en revnet krukke, ingen vil eje? Hvorfor skal både han og hans børn føres i eksil til fjerne lande?29Åh, mit stakkels land og mit stakkels folk! Hør, hvad Herren siger:30„Lad Jekonja gå over i historien, som om han var en barnløs konge, for ingen af hans børn vil nogensinde sidde på Davids trone og herske i Juda. Han vil blive husket som en mislykket konge.”