1Petrus und Johannes gingen aber miteinander in den Tempel hinauf um die neunte Stunde[1], da man zu beten pflegte. (Ps 55,17; Dan 6,1; Lk 1,10; Apg 2,46)2Und es wurde ein Mann herbeigebracht, der lahm war von Mutterleib an, den man täglich an die Pforte des Tempels hinsetzte, die man »die Schöne« nennt, damit er ein Almosen erbitten konnte von denen, die in den Tempel hineingingen. (Joh 9,8)3Als dieser Petrus und Johannes sah, die in den Tempel hineingehen wollten, bat er sie um ein Almosen.4Da blickte ihn Petrus zusammen mit Johannes an und sprach: Sieh uns an!5Er aber achtete auf sie in der Erwartung, etwas von ihnen zu empfangen.6Da sprach Petrus: Silber und Gold habe ich nicht; was ich aber habe, das gebe ich dir: Im Namen Jesu Christi, des Nazareners, steh auf und geh umher! (Mt 10,8; Mt 11,4; Joh 7,38; Apg 4,10; Apg 9,34; Kol 3,17; 1Petr 4,10)7Und er ergriff ihn bei der rechten Hand und richtete ihn auf; da wurden sogleich seine Füße und seine Knöchel fest, (Lk 13,13; Apg 9,41)8und er sprang auf und konnte stehen, lief umher und trat mit ihnen in den Tempel, ging umher und sprang und lobte Gott. (Jes 35,6; Lk 18,43)9Und alles Volk sah, wie er umherging und Gott lobte. (Mk 2,11)10Und sie erkannten auch, dass er derjenige war, der um des Almosens willen an der Schönen Pforte des Tempels gesessen hatte; und sie wurden mit Verwunderung und Erstaunen erfüllt über das, was mit ihm geschehen war. (Joh 9,8)11Da sich aber der geheilte Lahme zu Petrus und Johannes hielt, lief alles Volk voll Erstaunen bei ihnen zusammen in der sogenannten Halle Salomos. (Joh 10,23; Apg 5,12)
Petrus verkündigt dem Volk Jesus als den Messias
12Als Petrus das sah, wandte er sich an das Volk: Ihr Männer von Israel, weshalb verwundert ihr euch darüber, oder weshalb blickt ihr auf uns, als hätten wir durch eigene Kraft oder Frömmigkeit bewirkt, dass dieser umhergeht? (2Kor 3,5)13Der Gott Abrahams und Isaaks und Jakobs, der Gott unserer Väter, hat seinen Knecht Jesus verherrlicht; ihn habt ihr ausgeliefert und habt ihn verleugnet vor Pilatus, als dieser ihn freisprechen wollte. (2Mo 3,6; 2Mo 3,15; Jes 42,1; Joh 17,1; Joh 17,5; Joh 19,15)14Ihr habt den Heiligen und Gerechten verleugnet und verlangt, dass euch ein Mörder geschenkt werde; (Jes 53,11; Lk 1,35; Lk 23,18; Apg 2,27; Apg 7,52; Jak 5,6)15den Fürsten des Lebens aber habt ihr getötet! Ihn hat Gott aus den Toten auferweckt; dafür sind wir Zeugen. (Dan 8,25; Apg 2,24; Apg 2,32; Offb 1,5)16Und auf den Glauben an seinen Namen hin hat sein Name diesen hier stark gemacht, den ihr seht und kennt; ja, der durch Ihn [gewirkte] Glaube hat ihm diese volle Gesundheit gegeben vor euch allen. (Apg 4,10)17Und nun, ihr Brüder, ich weiß, dass ihr in Unwissenheit gehandelt habt, wie auch eure Obersten; (Lk 23,35; Lk 24,20; Joh 3,1; Joh 12,42; 1Kor 2,8)18Gott aber hat das, was er durch den Mund aller seiner Propheten zuvor verkündigte, dass nämlich der Christus leiden müsse, auf diese Weise erfüllt. (Lk 24,46; Apg 26,22)19So tut nun Buße und bekehrt euch[2], dass eure Sünden ausgetilgt werden, damit Zeiten der Erquickung vom Angesicht des Herrn kommen (Jes 55,7; Jer 31,23; Hos 14,1; Joe 2,12; Zef 3,14; Lk 24,47; Apg 2,38; Apg 5,31)20und er den sende, der euch zuvor verkündigt wurde, Jesus Christus,21den der Himmel aufnehmen muss bis zu den Zeiten der Wiederherstellung alles dessen, wovon Gott durch den Mund aller seiner heiligen Propheten von alters her geredet hat. (Jes 62,7; Jes 65,17)22Denn Mose hat zu den Vätern gesagt: »Einen Propheten wie mich wird euch der Herr, euer Gott, erwecken aus euren Brüdern; auf ihn sollt ihr hören in allem, was er zu euch reden wird«.[3] (5Mo 18,15)23Und es wird geschehen: Jede Seele, die nicht auf diesen Propheten hören wird, soll vertilgt werden aus dem Volk. (Joh 5,45)24Und alle Propheten, von Samuel an und den folgenden, so viele geredet haben, sie haben auch diese Tage im Voraus angekündigt. (1Petr 1,10; 2Petr 1,19)25Ihr seid Söhne der Propheten und des Bundes, den Gott mit unseren Vätern schloss, als er zu Abraham sprach: »Und in deinem Samen sollen gesegnet werden alle Geschlechter der Erde«.[4] (1Mo 22,18; Röm 9,4)26Euch zuerst hat Gott, als er seinen Knecht Jesus erweckte, ihn gesandt, um euch zu segnen, indem ein jeder von euch sich von seiner Bosheit bekehrt! (Jes 42,6; Jes 59,20; Mt 1,21; Mt 15,24; Röm 15,8; Tit 2,12)
1En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15.2Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten.3Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling.4De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter.5Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget.6„Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!”7I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke,8han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud.9Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring,10blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.
Peters tale i templet
11Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem.12„Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå.13Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham.14Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet.15I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne.16Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.17Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde.18Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser.19Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer,20og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt.21Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter.22Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer,23for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’[1] (5Mo 18,15)24Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage.25I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’[2] (1Mo 22,18)26Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”