2.Samuel 16

Schlachter 2000

von Genfer Bibelgesellschaft
1 Und als David gerade die Höhe überschritten hatte, siehe, da kam ihm Ziba, der Knecht Mephiboseths, entgegen mit einem Paar gesattelter Esel; darauf waren 200 Brote, 100 Rosinenkuchen, 100 Kuchen von getrocknetem Obst und ein Schlauch Wein. (1Sam 10,3; 1Sam 25,8; 2Sam 9,2; 2Sam 9,9; 2Sam 15,30; 2Sam 15,32)2 Da sprach der König zu Ziba: Was willst du damit? Ziba sprach: Die Esel sind für das Haus des Königs zum Reiten und die Brote und das Obst zur Speise für die jungen Männer, der Wein aber zum Trinken für den, der in der Wüste ermattet! (Ri 5,10; 1Sam 25,18; 1Sam 25,20; 2Sam 17,2; 2Sam 17,29)3 Und der König sprach: Und wo ist der Sohn deines Herrn? Ziba sprach zum König: Siehe, er bleibt in Jerusalem; denn er sprach: Heute wird das Haus Israel mir das Reich meines Vaters zurückgeben! (2Sam 19,25)4 Da sprach der König zu Ziba: Siehe, alles was Mephiboseth hat, soll dir gehören! Und Ziba antwortete: Ich verbeuge mich! Lass mich Gnade finden in deinen Augen, mein Herr und König! (2Sam 19,30; Joh 7,51)5 Als aber der König David nach Bachurim kam, siehe, da trat von dort ein Mann von dem Geschlecht des Hauses Sauls heraus, der hieß Simei, ein Sohn Geras; der kam heraus und fluchte, (2Mo 22,28; 2Sam 3,16; 2Sam 17,18; 2Sam 19,16; Ps 69,27)6 und er warf mit Steinen nach David und allen Knechten des Königs David; denn das ganze Volk und alle Helden waren zu seiner Rechten und zu seiner Linken. (1Sam 30,6; Ps 109,27; Spr 26,2)7 So aber sprach Simei, indem er fluchte: Geh, geh, du Mann der Blutschuld, du Belialsmensch! (5Mo 13,13; 1Sam 2,12; 1Sam 25,25; 2Sam 11,15; 2Sam 12,9; Ps 51,16)8 Der HERR hat alles Blut des Hauses Sauls, an dessen Stelle du König geworden bist, auf dich zurückgebracht, und der HERR hat das Königreich in die Hand deines Sohnes Absalom gegeben, und siehe, nun steckst du in deinem Unglück; denn du bist ein Mann der Blutschuld! (2Sam 1,16; 2Sam 3,28; 2Sam 4,8)9 Aber Abisai, der Sohn der Zeruja, sprach zum König: Warum soll dieser tote Hund meinem Herrn, dem König, fluchen? Lass mich doch hinübergehen und ihm den Kopf abhauen! (1Sam 24,15; 1Sam 26,7; 2Sam 9,8)10 Aber der König sprach: Ihr Söhne der Zeruja, was habe ich mit euch zu tun? Lass ihn doch fluchen! Wenn der HERR zu ihm gesagt hat: Fluche dem David! — wer will dann sagen: Warum tust du dies? (1Mo 3,13; 1Mo 20,9; Ri 8,1; 2Sam 19,22; 2Kön 18,25; Jer 27,6; Kla 3,37; Röm 9,20; 1Petr 2,23)11 Und David sprach zu Abisai und zu allen seinen Knechten: Siehe, mein Sohn, der von meinem Leib gekommen ist, trachtet mir nach dem Leben; warum nicht jetzt auch dieser Benjaminiter? Lasst ihn fluchen; denn der HERR hat es ihm geboten! (2Sam 12,11)12 Vielleicht wird der HERR mein Elend ansehen, und der HERR wird mir sein heutiges Fluchen mit Gutem vergelten! (5Mo 23,5; 1Sam 1,11; Ps 10,14; Ps 25,18; Ps 31,8; Joe 2,14; Röm 8,28; 1Petr 4,19)13 So ging David seines Weges mit seinen Leuten; Simei aber ging an der Seite des Berges ihm gegenüber und fluchte immerzu und warf mit Steinen nach ihm und schleuderte Staub empor. (2Sam 16,5)14 Als aber der König samt dem ganzen Volk, das bei ihm war, müde [bei einem Rastplatz] ankam, erquickte er sich dort. (2Sam 16,2)15 Absalom aber und das ganze Volk, die Männer von Israel, waren nach Jerusalem gekommen und Ahitophel mit ihm. (2Sam 15,37)16 Und als Husai, der Architer, Davids Freund, zu Absalom hineinkam, sprach er zu Absalom: Es lebe der König! Es lebe der König! (2Sam 15,37; 1Kön 1,25; 1Kön 1,34)17 Absalom aber sprach zu Husai: Ist das deine Treue zu deinem Freund? Warum bist du nicht mit deinem Freund gezogen? (2Sam 15,32; Spr 17,17)18 Husai sprach zu Absalom: Keineswegs! Sondern wen der HERR und dieses Volk und alle Männer Israels erwählen, dem will ich angehören, und bei dem bleibe ich! (2Sam 15,32; 2Sam 17,5; 2Sam 17,14; 1Chr 27,33)19 Und zum anderen: Wem sollte ich dienen? Nicht seinem Sohn? Wie ich vor deinem Vater gedient habe, so will ich es auch vor dir tun. (1Sam 29,8; 2Sam 15,34)20 Und Absalom sprach zu Ahitophel: Rate, was wir tun sollen! (2Sam 15,12; Spr 21,30)21 Und Ahitophel sprach zu Absalom: Geh zu den Nebenfrauen deines Vaters ein, die er hinterlassen hat, dass sie das Haus hüten! Dann wird ganz Israel erfahren, dass du dich bei deinem Vater verhasst gemacht hast, und die Hände aller, die mit dir sind, werden gestärkt. (3Mo 18,8; 1Sam 27,12; 2Sam 15,16)22 Da schlug man Absalom ein Zelt auf dem Dach auf, und Absalom ging vor den Augen von ganz Israel zu den Nebenfrauen seines Vaters ein. (3Mo 20,11; 2Sam 12,11; 2Sam 20,3)23 Ahitophels Rat galt nämlich in jenen Tagen so viel, als hätte man das Wort Gottes befragt; so galt jeder Ratschlag Ahitophels sowohl bei David als auch bei Absalom. (Hi 5,12; Spr 18,12; Apg 12,22)

2.Samuel 16

Bibelen på hverdagsdansk

von Biblica
1 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner[1] og en lædersæk med vin.2 „Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen. Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”3 „Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham. „Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”4 „Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt. „Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”5 Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul.6 Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.7-8 „Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”9 „Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”10 „I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham?11 Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det.12 Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”13 Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham.14 Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.15 I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel.16 Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig. „Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.17 „Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”18 „Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj.19 „Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”20 Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!”21 Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”22 Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.23 Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.